Tímarit Hins íslenzka bókmentafélags - 01.01.1894, Qupperneq 319

319
sen og fékk vottorð þeirra um hann. Eitt af þeim vottorð-
nm er trá Grimi Jónssyni etatsráði, er þá var bæjarfógeti í'
Meðalför, en hatði verið bæjarfógeti í Skjelskjör (1819—1823),
áður hann varð amtmaður á Islandi. Yottorð Gríms Jóns-
sonar hljóðar þannig:
>Möller og Dannebrogsmand Niels Larsen paa Helholm-
er en af de agtvœrdigste Karakterer, jeg kjender. Han er i
höjeste Grad selvstœndig, og det er kun en vis rigorös Over-
drivelse af denne Selvstændighed, der undertiden4 betegner
ham som Sœrling, iblandt Mennesker, for hvilke Modelivets
Ström er den höjeste Lov. Hans Religion — hvori han, som
i alt andet, er urokkelig — tör jeg ikke bestemt opgive, men
antager dog, at den ej er Panteisme, snarere en rén luttret
Teisme. Han er ej alene en fuldstœndig retskaffen Mand
og god Borger, der ej var istand til at overtrœde nogen ham
bekjendt Lov, men han besidder endydermere en skœrpet
Dömmekraft, og en ligesaa fin som menneskekœrlig Fölelse,
der ej tittod ham at angive en To tdlovs Overtrœdelse. Det
er ham umueligt at paaföre noget menneskeligt Vœsen, uden
den naturlige Lovs Fjende, det mindste Uheld. — Under
Krigen viste han, ved rastlös Virksomhed, Fædrelandet saare
vigtige Tjenester, hvorfor Hans Majestœt belönnede ham med,
Dannebrogsmændenes Hœderstegn, det han œrlig fortjente.
Til denne œdle Daad motiveredes han ved det höjeste moral-
ske Bud: Hengivenhed og ubetinget Opofrelse for Fœdre-
landet. — Med Toldlovene forholder det sig anderledes. De
ere ej alene blot positive og politiske; men, det som værre er,
de ere og ville fremdeles blive i Strid med den i Natsionen
herskende Moralitet, som det neppe var gavnligt at modar-
bejde. Fnhver, Handlende eller Tilskuer, tror det tilladt at
omgaa dem. — Og nu — denne hyppige, letsindige og ufor-
sigtige Brug af Eden, til alle Tider og Steder, i alle An-
liggender, uden Nödvendighed eller uden at nogen Ret eller
Övrighed har eragtet denne Nödvendighed, hvorved Guds
Navns höjtidelige Paakaldelse — Borgersamfundets helligste
Palladium — for en stor Del har tabt sin Betydning og Kraftt
Man burde have givet den œdle ömtfölende Niels Larsen Tid
til Eftertanke og Overlæg. Det var en stor Synd, at en saa
udmœrket Dyd skulde göres til Offer for en mod hans ud-
dannede moralske Fölelse stridende vilkaarlig Lov. Dette,