Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 17.02.1959, Blaðsíða 4

Atuagagdliutit - 17.02.1959, Blaðsíða 4
Til ubodelig skade for samfundet »Kalåtdlit«s formand Carl Broberg om A/Gs arbejde i Grønland ------------------------------------ -------------------------------------—--------------------1 Man må som grønlænder i Dan- mark være meget forsigtig, når man udtaler sig kritisk om forholdet mel- lem Danmark og Grønland, fordi vi grønlændere i Danmark nyder den største venlighed og hjælpsomhed fra danske her i landet; hermed være ik- ke sagt, at vi må affinde os med et eventuelt skævt forhold mellem de to landsdele. Vi underkender på ingen måde det store arbejde, der gøres fra dansk side, men det må være vor pligt overfor den brede grønlandske befolkning at orientere den danske offentlighed om de problemer, der kan forekomme, også til gavn for det fremtidige forhold mellem Danmark og Grønland. Ved et grønlandsk ungdomsmøde mellem jul og nytår talte forfatteren Hans Lynge på opfordring fra ung- dommen selv. Hans Lynge rettede her en kritik mod det danske styre og nævnede blandt andet: 1. Lønforskellen mellem danske og grønlændere. 2. Der er i Grønland stadig danske, som mener, at grønlænderne er rin- gere mennesker. 3. Udsendte danskes misbrug af grønlandske kvinder. 4. Af de penge, der bevilges af fol- ketinget, havner de fleste i danskernes lommer. 5. Danmark fører en politik, som tvinger dygtige grønlændere til at bli- ve i Danmark. — Dette, som Hans Lynge oplæste i digtform ved omtalte møde, er pro- blemer, som er kendte og meget dis- kuterede i Grønland og blandt grøn- lændere her i landet. Igennem den danske presse erfarer jeg følgende reaktion fra „Grønlands- posten": „Der er ikke brug for folk, der be- vidst eller ubevidst sår splid, og som nærmer sig aktuelle spørgsmål med negativ indstilling og skyklapper på. Det er på tide at anmode grønlandske og danske „små profeter" om at stikke piben ind for ikke at vanskeliggøre ar- bejdet for dem, der hellere vil bestille noget end råbe op". Det er ikke første gang, „Grønlands- posten" reagerer på denne måde ved kritik af det grønlandske samfund, og det kan heller ikke forbavse, når man ved at: 1. Bladet er et statsorgan. 2. I den ansvarshavende redaktion findes kun danske og ingen med in- timt kendskab til de problemer, som den almindelige grønlænder fornem- mer dem. 3. Det er det eneste blad, som for- deles langs hele kysten. — Bladets udtalelse er skrevet i en meget skrap tone, og i ånd med sit eget bladmonopol frabeder det sig nu enhver form for kritik af det grøland- ske samfund. I den rigsdanske del af riget er det kotume at kritisere og diskutere, når noget er galt, for herved at rette uhel- dige tilstande, inden det er for sent. Dette kan gøres, da alle større sam- fundsinteresser er repræsenteret i den danske presse. — Nogle danske anser denne ventil som en betingelse for det, man kalder demokrati. „Grønlandsposten" magter selvfølge- lig ikke denne opgave, men man kunne vente, at bladet i hvert fald prøvede på det ved en mere udadvendt, alsidig holdning. Det gør man imidlertid ikke, og det ansvar, bladet herved påtager sig, kan blive til ubodelig skade for samfundet. I dette tilfælde afviser man vitale grønlandske samfundsproblemer og siger samtidig, at man hellere skulle tage at bestille noget. Man er altså ikke fra bladets side interesseret i en åben diskussion af de problemer, som man — selv i artiklen — indrømmer er aktuelle. Ved økonomisk afhængighed og re- daktionel opbygning kan ethvert blads politiske linie karakteriseres. — For „Grønlandsposten“s vedkommende er sagen klar. Grønland gennemgår for øjeblikket en vældig udvikling, og millioner af kroner investeres deroppe. Under alt dette fungerer staten på een gang som administrator og som kritiker. Danske sktteydere er hermed ude- lukket fra en neutral kontrol af mil- lionernes distribuering og udnyttelse. Jeg vil derfor foreslå, at man fra dansk journalistforbund eller anden Redaktionen har fra København te- legrafisk modtaget følgende: I „Kalåtdlit" har der været diskus- sion om forskellige forhold i Grønland. Diskussionen indledtes af landsråds- medlem Peter Nielsen. Fra flere sider rettedes kraftig kritik af forholdene navnlig med hensyn til lønpolitikken, landsrådsformandsvalget og Grøn- landspostens danske redaktør, som man krævede erstattet af en grønlæn- der. I diskussioenn om Grønlandsposten deltog Hans Lynge, der fandt det uri- meligt, at den danske redaktør ikke forstod grønlandsk. Hans indstilling og manglende forståelse var stærkest kommet til udtryk ved, at han hver gang et pinligt grønlandsk emne disku- teredes i København, skældte ud. — Grønlandsposten må redigeres af en grønlænder, sagde Hans Lynge. Knud Hertling, Grønlandsministe- riet, foreslog, at landsrådet selv over- tog Grønlandsposten, i stedet for at ministeriet bestemte, hvem der skulle Endnu en gang har foreningen „Ka- låtdlit" haft grønlandske problemer under debat. Denne gang med lands- rådsmedlem Peter Nielsen som ind- leder. Lønningsproblemer — en valgt formand for landsrådet, samt udskift- ning af „Grønlandsposten“s redaktør med en grønlænder har været diskus- sionens højdepunkter. Jeg synes, det er „velgørende" at høre om en hjemstavnsforening, som tager så stærk del i deres landsdels udvikling, at den med så stor vægt som tilfældet er kan være talerør for det grønlandske samfund om store problemer i Grønland i dag. At der er mange medlemmer i „Ka- låtdlit" vil jeg ikke bestride, men de fleste af dem er vel unge grønlændere hjemme på uddannelse. Unge menne- sker som endnu ikke er så modne, at de med vægt kan udtale sig som så store og alvorlige problemer. En anden stor part er grønlændere, som efterhånden i så mange år har op- holdt sig i Danmark, at de har mistet den føling med et hurtigt udviklende land, som Grønland er, at de også med ringe vægt kan tale om grøn- landske problemer, så deres stilling- tagen til tingene af danske aviser kan presseorganisation om sommeren sen- der repræsentanter til Grønland. Den danske offentlighed må have krav på en uvildig redegørelse af forholdene deroppe. Carl Broberg Redaktionen takker Carl Broberg for indlægget, som vi gerne optager, uag- tet at dets hovedindhold fremkom i radioavisen i Grønlands radio umid- delbart efter at Carl Broberg vistnok havde offentligjort det i „Ekstrabla- det". red. være redaktør. Peter Nielsen sagde, at landsrådet under de nuværende for- hold ikke ville være i stand til at gribe ind, da det ikke havde kompetence til at foreslå emner til statsstillinger. — Hvis landsrådet selv havde ejet bladet, kunne man have ansat en grønlænder som redaktør, hvilket ville være det naturligste. Det var ikke mærkeligt, at den grøn- landske befolkning, som det er nu, fø- ler sig brøstholden. Ovenstående har i fuld udstrækning været citeret i radioavisen, hvor det dog fremkom med en ringe forsinkelse, idet redaktionen af hensyn til fornem- melsen af det passende på fremkomst- tidspunktet — dagene hvor man ven- tede nyt om de omkomne fra „Hans Hedtoft" — kun optog meddelelser om eftersøgningen og tilkendegivelser af sorg over de grønlandske og danske tab af menneskeliv. godtages som den gængse indstilling i Grønland af grønlændere. Til den første kategori af medlem- mer vil jeg sige, at jeg i og for sig godt forstår dem, hvis de går ind for den indstilling, som „Kalåtdlit“s le- delse og ældre medlemmer har. De har nemlig ikke kendt til flammende taler og diskussioner om sprængstof- fyldte emner fra det samfund, hvor de kommer fra. Det må være dejligt at komme Grønland på afstand og høre folk tale om den nedværdigende og uretfærdige behandling, man gennem århundreder har været til genstand for, med en frejdighed, som om de, der talte, havde udført store ofre og kampe for at gøre folket fri af åget. Jeg synes, det er „beundringsvær- digt", at folk, som i mange år har op- holdt sig i Danmark, kan få sig selv til at opløfte deres røst om en valgt for- mand for landsrådet, når selve rådet har afslået det og er sluttet op bag sin formand. Hvem ville man sætte på formands- posten? Har man en mand, som vil tage det ansvar og udføre hvervet med den dygtighed som landshøvdingen og de afløsere, han har haft, har gjort det? Landsrådet har ikke villet tage det skridt, som „Kalåtdlit" så stærkt går ind for, så nu må det være på tide, at man nævner navnet på den grønlæn- der, „Kalåtdlit" finder egnet. Hvad lønningsproblemerne angår, kan jeg kun tale om arbejdernes. Og her er vi i vor hovedbestyrelse enige om den lønpolitik, vi vil føre og lader os ikke anfægte af „Kalåtdlit“s fana- tiske kravpolitik. Vedr. diskussionen om en grøn- landsk redaktør i stedet for den dan- ske redaktør Felbo kan man ikke lade være med at sige andet end „skudt forbi". Blad „Grønlandsposten" tilbage og bedøm, hvilken redaktør, der har bragt flest grønlandske problemer un- der debat. Svaret vil give sig selv. Har nogen af jer, som kritiserer, hørt Ak- tuelt Kvarter og presse i Grønland til- rettelagt af Felbo? Det fås ikke bedre andre steder. Igen vil jeg spørge: hvilken grøn- lænder finder man egnet, og hvilken grønlænder har den dygtighed, energi, anciennitet og den upartiskhed og evne til at sige sin mening uden skelen til anseelse? „Kalåtdlit" må have em- ner nok, når de til stadighed vil have besat nævnte poster med grønlændere. At een af diskussionsdeltagerne — endda en grønlænder udgået fra en højere læreanstalt — kan foreslå, at landsrådet skulle overtage bladet for at besætte redaktørposten med en grønlænder, finder jeg uigennemtænkt og direkte tåbeligt. Når man kritiserer red. Felbo, for at han ikke forstår grønlændere og deres mentalitet må vi, der har hørt ham under de tragiske dage, da hele landet var i sorg, sige ham tak for den forståelse og takt han udviste. Lad mig sluttelig sige, at når „Ek- strabladet" den 16. januar 1959 skriver om A/G: „Afskaf censur. I kraft af sit monopol kvæler bladet enhver kritik af grønlandske forhold og statens dis- positioner", vil jeg sige, at dette er usandhed i så grov en grad, så man kun kan smile af det og sige: Billig journalistik. Lars Svendsen. Melder sig ud af »Kalåtdlit« I anledning af den sidste tids uro omkring grønlænderforeningen og dens kritik af dansk styre og af „Grønlandsposten" bedes følgende op- taget: Godt samarbejde og mere forståelse mellem danske og grønlændere er nu en kendsgerning og må fortsætte. Vi, som er vokset op i ly af dansk kultur og påvirkning er glade og taknemlige for den heldige udvikling af den gensi- dige forståelse. Alle må forstå, at grøn- lænderne altid vil beholde deres sær- præg baseret på århundredgamle tra- ditioner, på sproget og kulturen, og det vil vi værne om. Vi forstår fuldt ud og er taknemlige for tilhørsforholdet til Danmark og dansk indsats heroppe og værdsætter det endnu mere her i brydningstiden, hvor vi har betrådt vejen til ligestilling med andre civili- serede nationer. Dansk grønlandspoli- tik og dansk ledelse gennem 200 år har været uselvisk til gavn for Grøn- lands indfødte befolkning. — Vi har endnu i tiden fremover hårdt brug for gode danske mænds og kvinders ledel- se. Grønlænderforeningens altid kriti- ske indstilling er ikke sympatisk, hvorfor min hustru og jeg nu træder ud som medlemmer af foreningen. Otto Rosing, Egedesminde Landsrådsmedlem Peter ISUelsen: Den grønlandske befolkning føler sig brøstholden Kritik i „Kalåtdlit" af indstillingen, den manglende forståelse og de mang- lende sprogkundskaber hos A/Gs redaktør red. Censur på Grønland? Lars Svendsen om „Kaiåfdlit"s udtalelser 4

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.