Atuagagdliutit - 27.09.1962, Blaðsíða 20

Af en
storfangers
dagbog
Gentagne gange safte storfangeren Hans Nikodemussen livet på
spil for at redde andre
I denne sommer — den 31. august —
døde den tidligere storfanger Hans
Nikodemussen på sygehuset i Suk-
kertoppen. Hans Nikodemussen var
født i NapassoK, men i 1905 flyttede
han til Ikerasak, en boplads, som på
dette tidspunkt var ved at blive be-
boet. Hans stedfader var således en
af de første, der flyttede dertil. Hans
Nikodemussen boede der, indtil bo-
pladsen blev nedlagt. Han var en af
de sidste, der forlod stedet som vin-
terplads.
Jeg kender en del til Hans Nikode-
mussens livsbane, men dog ikke til-
strækkeligt til at kunne beskrive den.
Jeg vil blot fortælle, at denne afdøde
fanger var en klog mand, opmærksom
modig og dygtig. Han førte en slags
dagbog med notater om de rednings-
aktioner han havde taget del i, og jeg
vil tillade mig at offentliggøre en del
af disse notater, fordi jeg er af den
opfattelse, at disse oplevelser fortje-
ner at blive kendt i videre kredse.
„... ■ En dag i oktober 1911 tog jeg
en utr ind i landet for at skyde nogle
ryper, som jeg ville bruge som lokke-
mad i mine rævefælder.
Da jeg havde gået et stykke vej og
tabt husene af syne bag en bakke,
syntes jeg, jeg hørte et råb. Jeg blev
urolig og vendte mig om for at se,
hvad det var. Da jeg kiggede ud over
husene, fangede mit blik en genstand
i vandet, noget som kunne ligne en
kæntret kajak. Der måtte være sket
en ulykke. Jeg smed alle mine ting,
selv min riffel, og løb i retning af
husene. Afstanden var ganske vist be-
tydeligt mere end 1 km, men jeg var
straks klar over, at jeg var den ene-
ste, der kunne undsætte den kæntre-
de kajak, idet alle andre fangere alle-
rede var taget ud på fangst. Så snart
jeg kunne se husene, råbte jeg af mi-
ne lungers fulde kraft, at kvinderne
skulle bære min kajak ned til stran-
den og gøre den klar.
Jeg løb videre ned til stranden, og
uden at sagtne farten nåede jeg frem
til min kajak, som var klar ved
strandkanten. Jeg tog retning mod
den kæntrede kajak og havde tilba-
gelagt det meste af afstanden, da jeg
til min forfærdelse opdagede, at den
forulykkede af udmattelse havde mi-
stet sit tag i kajakken og var begyndt
at synke. Af al kraft roede jeg den
sidste strækning og krængede til si-
den, for om muligt at kunne nå den
synkende fanger med min arm. Jeg
rørte ved hans hoved og fik fat i hans
hår. Da jeg fik manden op til over-
fladen, udstødte han ét eneste langt
suk og rørte sig ikke mere. Jeg bug-
serede ham til stranden, og efter en
hurtig undersøgelse erklærede min
gamle bedstemor, at manden endnu
ikke var helt død. Hun havde oplevet
den slags ulykker før. Det viste sig
også at være rigtigt.
Inden jeg var helt færdig med
at ordne hans kajak og redskaber-
ne, kom min bedstemor hen til
mig igen og meddelte, at manden
var begyndt at ånde igen. I løbet
af dagen kom den forulykkede
fanger til sig selv, og han har det
godt den dag i dag.
Manden hedder Pavia Haggæussen,
som på det tidspunkt boede i Ikera-
sak, men som nu er flyttet til Napa-
SSOK.
En efterårsdag i september 1914 var
alle fangerne på stedet taget ud på
havkattefangst. Da vi om aftenen kom
hjem, opdagede vi, at vor ældste fan-
ger, Salomon Jeftassen, endnu ikke
var kommet. Vi tog os ikke af det, for
vejret var godt.
Jeg havde den formiddag knækket
min fugleharpun og begyndte straks
efter hjemkomsten at save et stykke
planke af for at lave en ny harpun.
Jeg arbejdede lige uden for huset, og
jeg var tilsyneladende den eneste, der
på det tidspunkt befandt sig i det fri.
Pludselig fangedes min opmærksom-
hed af en lyd, som jeg syntes ikke
kunne stamme fra en fugl eller et an-
det dyr. Jeg lyttede, og snart blev jeg
klar over, at det, jeg hørte, ikke kun-
ne være andet end et nødråb, et råb
om hjælp fra havet. Jeg blev meget
urolig og gik ned til min kajak. Da
jeg havde sat den i vandet og skulle
til at kravle ind i den, kom min sted-
fader ud af huset og råbte, hvad jeg
skulle ud efter. Jeg forklarede, hvad
jeg havde hørt og stødte fra land for
bedre at kunne lytte. Nu hørte jeg
tydeligt lyden igen og blev klar over,
at mine forudanelser havde været rig-
tige. Min stedfar hørte det også og
alarmerede hele bopladsen. Jeg tog
retning efter lyden og roede af alle
kræfter, men det gik langsomt, for
jeg havde strømmen imod mig. Da
jeg fik Salomon i sigte, blev jeg hur-
tigt klar over, at han ikke havde
mange kræfter tilbage, og ganske
rigtigt slap han sit tag i kajakken, da
jeg manglede et par åretag i at nå
ham. Heldigvis nåede jeg manden, in-
den han sank. I dette øjeblik opdage-
de jeg, at alle andre kajakker på bo-
pladsen havde fulgt mig, og snart
nåede de også frem til ulykkesstedet.
Vi anbragte manden oven på nogle af
kajakkerne. Han var ganske vist be-
vidsetløs, men han åndede stadigvæk.
Han var stadig bevidstløs, da vi en-
delig nåede hjem. Langsomt genvandt
han sit helbred og blev helt rask.
Jeg husker den dag i dag, hvad
min bedstemor bemærkede efter
den oplevelse: „Nå, det er allerede
anden gang, du er kommet ud for
den slags oplevelser. Som fanger
kommer du sikkert til at opleve
endnu flere. Du må være årvågen,
min dreng ....“ Senere har jeg fle-
re gange haft lejlighed til at san-
de hendes ord.
Den her omtalte fanger havde den
eftermiddag fået en helleflynder på
krogen og ved et uheld havde han
ladet sig trække ned af fisken.
Den næste redningsaktion fandt
sted i 1926, men skal dog ikke beret-
tes i enkeltheder, da den gjaldt min
egen søn, Dederik. Han havde ved et
uheld mistet fodfæstet, da han en ef-
termiddag i september måned ville
springe i land fra båden. Han havde
været livløs en halv times tid, da han
blev bragt i land, men efter langvari-
ge genoplivningsforsøg lykkedes det
at redde hans liv.
En september måned i 1931 var jeg
på marsvinefangst sammen med en
yngre fanger ved navn Jacob Hag-
gæussen. Jeg var vidende om hans
dygtighed og gode evner som fanger
trods hans unge alder, hvorfor jeg
uden betænkning foreslog at tage en
tur til området vest for Kangarssuk.
Vi fangede snart et marsvin hver,
men da det blæste op, opgav vi al vi-
dere fangst og tog hjemover. Da vi
nåede til læsiden af Kangårssuk-skæ-
rene blev vi enige om at tage mar-
svinene op på vore kajakker, således
at vi kunne slippe for bugseringen af
disse. Den unge mand havde fanget
et stort marsvin, så jeg tog hans
fangst op på min kajak, mens han tog
min fangst. Vi snørede vore skind-
Plyds-tut uvdluttamaisa foskatortarit.
ivsingigagssat FOSKA perqingnar-
dluinarput!
Gør som Plyds - spis FOSKA hver
dag - guld værd for sundheden!
VI SKA’
FOSKA
fineste nøddenstede havregryn
anorakker godt til som skik var, når
man skulle have tunge genstande
med på kajakken. Vi roede hjem
uden tanke om ulykker, og jeg kig-
gede regelmæssigt over på min yngre
kammerat. Idet vi nåede indersiden
af skærene, hørte jeg et råb og vend-
te mig om. Jeg nåede lige at se, at
Jacobs hoved forsvandt mellem bøl-
gerne, og hans kajak rullede helt om.
Der gik en tid, før jeg blev klar over,
hvorfor han kæntrede så pludseligt.
Hans åre var knækket midt over. Jeg
løsnede forbindingen til marsvinet og
smed den overbord, og snart nåede
jeg forpustet hen til den kæntrede
kajak.
I dette øjeblik skete der noget, som
jeg aldrig før havde været ude for.
Da jeg tog manden i hans arm, rulle-
de han om og kastede sig panikslagen
oven på min kajak med det resultat,
at jeg selv kæntrede. Nu havde jeg
hårdt brug for det, jeg havde lært af
de gamles erfaringer. Jeg havde hørt
en lille smule om, hvordan man skulle
kunne trække vejret i denne situa-
tion. Det lykkedes, men jeg måtte på
ret køl igen, hvis ikke vi begge skulle
omkomme. Jeg råbte til manden, at
han skulle slippe mig, og langt om
længe blev han roligere. Så snart han
havde løsnet sit tag i mig, kom jeg på
ret køl, og jeg følte det, som om jeg
sad midt på en stor slette — langt fra
havet og dets farer.
Min lettelse var stor, da jeg så en
stor robåd dukke op nord om Kangår-
ssuk-halvøen på vej sydover. Båden
var temmelig langt væk, så jeg var
bange for, at den skulle sejle forbi
uden at se os. Jeg forsøgte at fange
de ombordværendes opmærksomhed
bl. a. ved at fægte med min åre. —
Langt om længe drejede båden af, tog
retning mod os og kom hurtigt nær-
mere. Besætningen på båden skyndte
sig at tage Jacob om bord og svøbte
ham ind i varmt tøj. Jeg fik også lov
til at komme om bord, for jeg var
temmelig medtaget af kulde. Lang tid
efter denne oplevelse følte jeg mig
ikke helt rask, sikkert som følge af
overanstrengelse, men efterhånden
genvandt jeg mit helbred.
I foråret 1932 var jeg på vej til Suk-
kertoppen sammen med Manasse
Haggæussen, da vi uventet blev ramt
af en brådsø, netop som vi skulle pas-
sere Kangårssuk-næsset. Min ledsager
kæntrede. Jeg tog hans arm med det
samme, men det var for sent. Vi kun-
ne ikke gøre os fri af brændingen,
som kastede os ind mod stranden. Vi
ramte begge to sandbanken på strand-
kanten, så vi slap helskindet fra det
med undtagelse af nogle slemme
knubs på kroppen og nogle skrammer
i ansigtet.
En dag i efteråret 1939 sad jeg uden
for vort hus og hjalp min kone, som
arbejdede med et sælskind. Det val-
en fredelig efterårsdag. Et stykke tid
i forvejen havde jeg hørt en ukendt
lyd, uden at jeg hæftede mig ved
den. Først nogen tid efter gik jeg over
til et sted, hvor der var udsigt til hele
stranden. Jeg så en jolle, som var
fortøjet ved stranden, og pludselig op-
dagede jeg en genstand, som dukkede
op fra havoverfladen — ikke langt fra
jollen. Jeg blev urolig, for jeg havde
på fornemmelsen, at der var noget
galt. Jeg syntes, genstanden lignede
en arm eller en fod. Jeg gik ned til
stranden for at blive klar over, hvad
der kunne være galt. En utydelig gen-
stand kunne skimtes under havover-
fladen. Jeg løb over til min kajak,
men jeg blev klar over, at jeg ikke
kunne udrette noget, dersom genstan-
den var et menneske, for min kajak
lå temmelig langt væk. Jeg vendte om
og gik ud i vandet henimod genstan-
den under havoverfladen.
Jeg fik fat i en drengs håndled og
halede ham ind til stranden. Han
havde været ude at svømme og havde
taget forkert bestik af land. Han blev
kaldt til live, efter at have været i
vandet i mere end en halv time. —
Drengen har det godt endnu, og hans
navn er Hendrik Jeftassen.
Dette var et udpluk af, hvad en en-
kelt fanger udrettede for blot én ge-
neration siden.
Lars Møller.
Erik Ketelsen
Ny Kongensgade 15
København K.
er køber til
hundeskind,
hareskind,
isblinkere,
hermelin og
edderfugleskind.
Send Deres skind til mig, jeg af-
regner omgående.
★ På motorerne i Grønlands elværker og kraftcentra-
ler står bogstaverne B & W, som bekræftelse på, at
Burmeister & Wains verdensomspændende erfaring
står bag og sikrer økonomi og driftssikkerhed.
☆ Kalåtdlit-nunåne ingnåtdlagissiorfingne ingerdlatau-
ssut ilisarnautitut nalunaeKUtaicarput B & W, tåunalo
KUlarnavérutauvoK Burmeister & Wain’ip silarssuarme
tamarme misiligtagarisimassaisa tamåko isumangnait-
sflnigssait akikitsunigssaitdlo Kularissariaerutitisimagai.
MOTORER
BURMEISTER&WAIN
København Danmark
22