Atuagagdliutit - 28.10.1965, Blaðsíða 6

Fra
LÆSERNE
Forsøgsfiskeriet i Østgrønland
Kommunalbestyrelsen i Angmagssa-
lik og repræsentanten i landsrådet for
denne valgkreds har udtalt sig om
driften af forsøgsfiskeriet i Østgrøn-
land med to motorbåde. Jeg finder det
nødvendigt at fremkomme med en
kortfattet forklaring, særlig fordi
kommunalbestyrelsen har kritiseret
KGH’s indblanding i denne sag.
Som bekendt ankom der sidste år
to 30 fods motorbåde til Kungmiut
med første skib. I løbet af sommeren
1964 deltog bådene i fiskeriet under
ledelse af en færøsk fisker. Bådene be-
nyttede snelle. Selv om fiskeriet gik
forholdsvis godt, var resultaterne mi-
nimale. Bådene gav et ret stort under-
skud, og KGH måtte give tilskud til
driften. Underskuddet var blevet så
stort, fordi man bl. a. havde regnet
lederens løn med i de samlede udgif-
ter — en post, der vitterligt burde
høre under udgifter i forbindelse med
forsøgsfiskeri.
Denne sommers fiskeri er ringere
end sidste års. Derfor kan man ikke
regne med et større udbytte. Man må
også nævne, at bådene drev mere for-
søgsfiskeri, end de gjorde forrige som-
mer. Der var forsøgsfiskeri med bund-
garn, og de satte garn efter skællaks
i en periode. Ved hjælp af disse forsøg
har man bevist, at disse former for
fiskeri kan give udbytte, selv om man
endnu ikke kan sige, hvor stort et ud-
bytte de kan give. Man kan dog vist
roligt sige, at de kan få betydning for
fiskeriet.
Fællesudtalelsen fra Angmagssalik
kommunalbestyrelse tyder på, at det
er torskefiskeriet med bådene, der er
skyld i underskuddet — efter kom-
munalbestyrelsens mening. Dette syns-
punkt må jeg imødegå, fordi det ikke
stemmer med de faktiske forhold. Så
længe vi ikke har et fryseri af pas-
sende størrelse her på stedet, kan vi
ikke fiske andre fiskearter end torsk,
som man kan sælge til den lokale be-
folkning. Helleflynder kan man vist
komme af med, men det er umuligt
at sælge havkatte, da de ikke spises
her på stedet. Selv om vi har et fiske-
hus, kan vi ikke købe havkatte.
Jeg har ingen tiltro til, at bådene
kan benyttes til sælfangst med ud-
bytte, da denne form for udnyttelse af
bådene blot ville friste besætningen
til at farte rundt. At mine bange anel-
ser i denne forbindelse har noget på
sig, har vi allerede fået beviser for.
Besætningerne på de to fartøjer kan
også godt finde på at sejle ind i stor-
isen for at skyde sæler, der soler sig
på isen. Skulle bådene være så uhel-
dige at miste eller ødelægge deres
skruer, har besætningerne overhove-
det ingen muligheder for at redde
livet. Efterhånden er der flere far-
tøjer, der er forlist i vestisen, skønt
denne is er ingenting i forhold.til stor-
isen. (Jeg tænker på vestisen ud for
Holsteinsborg).
Kommunalbestyrelsen mener i øv-
rigt, at forsøgsfiskeriet går så dårligt,
fordi torskeforekomsterne er blevet
mindre, og fordi storisen generer
fiskeriet for meget. Det gør den også.
Men man kan heller ikke komme uden
om, at bådenes besætninger ikke slider
rigtigt i det, har for lidt pligtfølelse,
er slet ikke øvet i fiskeri med motor-
både og ikke mindst, at de skifter for
tit. Dette er en stor hæmsko for op-
læringen af stedets ungdom til fiskeri.
Da direktør Hans C. Christiansen
var her i foråret, spurgte han mig,
hvad jeg syntes om motorbådene. Jeg
svarede, at det bedste ville være, hvis
man kunne komme af med den ene så
hurtigt som muligt, men at det var
nødvendigt at beholde den anden. Men
den skal helst have en harpunkanon
påmonteret. Derved ville man få større
muligheder for at gøre forsøget ren-
tabelt.
Vi kan heller ikke regne med, at
staten skal give tilskud, indtil bådene
er betalt. Når man sælger den ene,
kan man formindske driftsudgifterne
for den anden, og mindre tilskud har
man større muligheder for at regne
med. Nu har KGH andet år i træk
dækket driftsunderskuddet, og så
længe forsøget går med underskud,
vil KGH være med til at bestemme
driften af bådene, selv om kommu-
nalbestyrelsen mener, at KGH ikke
har forpligtelser i forbindelse med
driften.
Jeg tror, at det bedste havde været,
hvis man havde sendt nogle unge
fiskere herfra til Vestkysten i mindst
to år, inden de to nævnte motorbåde
var ankommet til Østkysten. Vore lo-
kale fiskere burde have været oplært
hos de dygtigste og mest flittige fiske-
re i brugen af moderne fiskeredskaber,
i garnfiskeri, i bødning, i udholdenhed
og ikke mindst i den bedst mulige ud-
nyttelse af de opnåede resultater. Alt
dette mangler vi endnu.
U. Lennert,
Kungmiut.
Store kuttere
er altfor dyre
I A/G nr. 19 fremkom Morten Poul-
sen med en god kritik af de store
kutteres priser. Det er på sin plads,
at de grønlandske fiskere vil vide no-
get mere om de udenlandske fiskeres
kår, efterhånden som de anskaffer sig
større og større både. Sådan bør det
være.
Siden fiskekutterne begyndte at
dukke frem heroppe, har vi hørt gang
på gang, at de skulle være meget
stærkt byggede, fordi de skulle an-
vendes i de arktiske farvande, og at
dette betød en ekstra fordyrelse af
dem. Vi forstod og erkendte dette.
Men i de seneste år har KGH leveret
kuttere til en urimelig høj pris. Der-
for må man nu forlange at vide kon-
kret, hvor stærkere de grønlandske
kuttere er bygget i forhold til de meget
stærke nordsøkuttere. Da jeg hørte,
at en 45 tons kutter koster 800.000 kr.
(eller mere) i 1965, kunne jeg ikke lade
være med at tænke på miraklerne i
1001 nat.
De danskbyggede nordsøkuttere er
som sagt meget stærkt byggede. KGH’s
folk fra skibstilsynet har endda anset
en af dem for at være overdimensione-
ret til brug i Grønland (det var en,
der var udbudt til salg heroppe). Jeg
er ikke imod, at fartøjerne bygges så
solidt som muligt, men jeg synes, at
en så lille båd koster alt for mange
penge. Prisen må kun komme så højt
op, når alle muligt tænkelige moderne
hjælpemidler er installeret. Det er
tænkeligt, at de ansatte i KGH’s skibs-
tilsyn, der har den fornødne uddan-
nelse, kan sige mangt og meget om
fiskekutteres bygning og konstruktion.
Det er blot kedeligt, at ikke en eneste
af disse mænd har været med om
bord på en af de grønlandske fiske-
kuttere under fiskeri i det isfrie om-
råde heroppe. Disse mænd har ikke
megen praktisk erfaring, skønt de ta-
ger beslutninger, der koster mange
penge og er bestemmende for grund-
laget for mange familiers ve og vel.
For det andet kan man påpege, at
KGH, der i mange år har drevet han-
del heroppe og har erklæret sig villig
til at være behjælpelig med hensyn
til forsøg, der drives fra privat side,
ikke har rakt en hjælpende hånd til
unge fiskere, der vover springet fra
de mindre til de større kuttere.
Hans Juko Petersen,
Godthåb.
Sproget som erkendelseskilde
Et sidste og interessant led i for-
ståelsen af menneskets bestemthed af
et kulturmønster er en ny opfattelse
af sproget. Efter empirisk anskuelse
anser man sproget for et blot med-
delelsesmiddel, et system af tegn,
hvorigennem man kan gøre andre be-
kendt med sine egne tanker, iagttagel-
ser og ønsker. Desværre er sproget
overmåde upræcist og skødesløst ud-
formet, fuldt af synonymer og dobbelt-
betydninger: det glider fra én betyd-
ning til en anden og leder derfor sta-
dig på vildspor. Den filosofiske op-
gave er — som vi har set — først og
fremmest at sanere sproget, ja, for
videnskaben kan det direkte være
nødvendigt at skabe et helt nyt sprog,
et system af tegn, der alle står for en
enkelt veldefineret betydning. Det vi-
denskabelige sprog bliver på den måde
til sidst et rent matematisk tegnsprog,
der er temmelig uforståeligt for
menigmand.
Man har nu fra anden side proble-
matiseret denne nødvendige opfattelse
af sproget. Det er ganske vist nok et
middel, hvorigennem man kan med-
dele andre et eller andet, overhovedet
at oprette en forbindelse med dem,
kommunicere som man siger. Men
sproget selv er tillige en kulturel dan-
nelse ved siden af andre dannelser
som kunst, videnskab, politik, moral
o. s. v. Det har sit eget væsen og sin
egen struktur. Gennem sproget — i
dets grammatiske opbygning, dets
syntaktiske sammenføjninger, dets
ordforråd, dets metaforiske vendinger
og talemåder m. m. — kommer selve
kulturmønstret til udtryk. Vi kan gå
et skridt videre og sige, at sproget er
den grundlæggende kulturelle dannel-
se, fordi det er gennem det, man er
i stand til at kommunicere alle de
andre.
Det må nu forstås på en meget dyb
måde. Det forholder sig ikke sådan,
at man først uden for sproget erken-
der et eller andet, undfanger en tanke
eller udkaster en idé og derpå — for
at meddele den til andre — iklæder
den en sproglig dragt, så at sige over-
sætter den til sprogets ord og former.
Erkendelsen, tanken, ideen er selv
noget sprogligt, for det er sprogets
struktur, der leder tanken og former
ideen; det er gennem sproget, man
selv bliver til i sin verden.
Derfor er sproget noget helt pri-
mært, og det er falsk opstilling først
at antage de ikke-sproglige fænome-
ner: tingene, tankerne, ideerne, og
derpå tilføje sproget som en dragt for
dem. X menneskets verden er alle fæ-
nomener selv sproglige, for det er gen-
nem sproget, de viser sig for menne-
uunm oini l_ —iiurv |jujvi lainiaiiL s
cigaret taima mamartigisfnauvoK!
tænd en NORTH STATE - sa godt kan en cigaret smage
mwm
sket. Sproget er meget mere end en
dragt eller et middel til at meddele
sig, for det og den verden, det taler
om, kan ikke skilles.
Følgelig er det heller ikke rigtigt,
at sproget er upræcist og skødesløst.
Det er tværtimod umiddelbart klart,
vel at mærke når man bruger det som
netop det, det er, den grundlæggende
kulturelle dannelse, gennem hvilken
vi kan omgås hinanden i vor fælles
verden. Man kan narre den anden
gennem sproget, i løgnen og ironien,
men det kan man kun, fordi sproget
i sig selv er umiddelbart forståeligt-
Det bliver først upræcist og skødes-
løst, når man vil bruge det til noget
andet eller anlægger et andet syns-
punkt på det, når man f. eks. vil gøre
det til et blot tegnsprog for iagttagel-
ser af ikke-sproglig karakter. Man
opdager da, at det enkelte ord, nar
det ikke står i nogen bestemt sammen-
hæng, er upræcist; det kan betyde sa
mange ting, deraf føler man sig f°r"
anlediget til at indsnævre det til kun
en enkelt, veldefineret betydning. Men
det enkelte ord er kun upræcist, nar
det er løsrevet fra enhver sammen-
hæng; når det derimod siges i sin sæt-
ning, og sætningen bliver sagt i en
bestemt situation af én til en anden,
da er det aldeles præcist og klart. Det
vil være en misforståelse, hvis vi si-
ger, at et sprog skal opbygges af ord,
der hver for sig skal have deres præ-
cise betydning, og det er ud fra den,
de enkelte ord i denne sætning i denne
situation får deres præcision.
Når barnet lærer sit modersmål, er
det identisk med, at det lærer sig selv
og sin verden at kende. Det kommer
ikke udefra til sproget, lærer gram-
matik og indterper et ordforråd; det
så at sige leger sig til sproget, vokser
op i det, opdager det i takt med, at
det opdager sin verden. Sproget og
kulturen bliver således i selve opvæk-
sten ét og det samme. Siden kan man
lære andre sprog, men aldrig på sam-
me måde. Det fremmede sprog lærer
man udefra, man vokser ikke op i det
indefra, men man trænger langsomt
ind i det gennem grammatik, syntaks
og' ordforråd. Måske kan man blive
meget fortrolig med det, tale det fly-
dende, men kun i sjældne tilfælde kan
det blive ens eget sprog. Og i det til-
fælde er man også kulturelt set blevet
en ahden.
Med denne opfattelse af sprogets
kulturelle betydning er det nærliggen-
de at forstå sproget selv som en kilde
til erkendelse. For at forstå, hvem man
selv er, for at gøre sig sin egen livs-
indstilling klar, den måde, man om-
gås hinanden på, og de mål, man sæt-
ter sig, må man lytte til selve sproget.
I sprogbruget afslører kulturen sig-
Der vokser på den måde en ny filosofi
frem; man kan kalde den sproganaly-
tisk eller semantisk, fordi dens op-
gave er at undersøge, hvad der egent-
lig siges i sproget, thi det, der siges i
sproget, er i sig selv virkelighed.
Man kan i denne sammenhæng an-
lægge det interessante synspunkt, at
det filosofiske problem opstår, når
sproget går i knude. Det filosofiske
problem er ligesom en sygdom, en
slags krampe i sproget; noget er gået
galt, så sproget på dette punkt funge-
rer forkert. Den filosofiske under-
søgelse bliver derfor en slags læge-
hjælp; den søger at løse den sproglige
knude op, og hvis indsatsen lykkes,
er det filosofiske problem — ikke løst.
men simpelthen forsvundet.
I A/G nr. 19. der er trykt torsdag
den 16. september 1965, står der som
overskrift: „Det grønlandske sprog er
velegnet til digtning". Og under det
siger Frederik Nielsen: „Nogle digtere
starter som regel med flyvende start,
men går i stå, fordi de har for store
vanskeligheder med at udgive deres
arbejder." Dette er rigtigt. Hvorfor
skal trykkerierne se på folks navne,
når de kommer med deres første
værk? Er det ikke sådan, at værkets
indhold og det, det vil sige, er mere
betydningsfuldt end navnet angiver?
Efter min mening bør de se efter, hvad
værket indeholder, udtrykker og giver,
ikke efter hvad folk hedder.
I A/G nr. 18, der er trykt den 2.
september 1965, foreslog dr. Jørgen
Pedersen på side 21: „Hvis man har
grønlændernes tarv for øje, burde man
snarere gøre engelsk til hovedsprog og
grønlandsk til bisprog, mens man
overlod det til folk selv, om de ville
lære dansk". — Jeg vil hellere se det
sådan: Hvis man har grønlændernes
tarv for øje, burde grønlænderne lære
grønlandsk til bunds (uanset hvor
mange år det vil tage), og derefter
skal de lære engelsk så meget og sa
godt, de kan, mens man overlod det
til folk selv, om de ville lære dansk.
Vi er ikke begyndt endnu, ja, men
lad os begynde.
Kristian Poulsen,
Høng Studenterkursus,
Høng-
6