Atuagagdliutit - 24.12.1969, Blaðsíða 5

Den slaviske forfatter, Dimitr Ivanov, lægger ikke fingrene imel-
lem sin bidske beskrivelse af kommissæren, der — som et grelt
exempel på czartidens embedsmand — nidkært røgter sit hverv,
uanfægtet af, at han derved styrter et menneske i ulykke. Samme
kommissær er på vej til en lille landsby for selve juleaften at fore-
tage udpantning hos en forgældet bonde. Kusken, der har fået
færten af, hvad der skal ske, forhindrer kommissæren i at fuld-
føre sit forehavende ved at slippe hestene løs og efterlade manden
i vognen, hvor han passende kan tilbringe julenat forladt af gud
og hvermand.
I er fjender af staten! Vore pa-
triotiske interesser saboteres I
Jeg ville ønske, jeg var czar for
en dag eller to, så skulle jeg nok
ordne jeg på min manér! Jeg
ville gøre jeg til engle hver og
én; ja lige bestemt: til engle!
Skade kun, at jeg ikke er czar“!
Retskommissæren knappede sin
pelsfrakke op og skuttede sig som
en kylling, der lige er brudt ud
af ægget.
„Å'h, jamen hr. kommissær,
Gud skabte verden og fandt, at
kvinderne ikke behøvede skæg,
og så gav han dem ikke skæg.
Han fandt, at æslet har brug for
lange øren, og så gav han hvert
æsel et par lange øren", svarede
Ondra med foregiven enfoldig-
hed.
„Hold inde med din tåbelige
våsen og se at komme videre.
Det er ved at blive mørkt, og jeg
ønsker at vende tilbage for at
fejre julen med min familie. Du
forlanger ågertakst, dit djævel-
yngel! Tre lej for tyve kilometer!
Du forstår rigtigt at flå én. Se så
at få fart på, hva’! Ellers ender
det bare med, at disse fordømte
krikker falder i søvn“!
„Heja! Heja! Kom så mine her-
rer"! råbte Ondra og slog knald
med pisken.
„Herrer" siger du? Kald dem
hellerede „brødre"! erklærede
kommissæren rasende.
„Det ville støde dem, hr. kom-
missær! Jeg ville fornærme dem,
hvis jeg ikke kaldte dem „her-
rer". De er skam fine herrer!
Deres tjeneste er ganske embeds-
mæssig: de fungerer kun efter en
fast timeplan. Om morgenen står
de op, hvorefter vi fodrer og van-
der dem til bestemte klokkeslæt.
Så giver vi dem seletøj på og
sender dem, om man så må sige,
„til kontoret", hvor de pukler til
det bliver aften. De spiser til
middag, drikker vand, gasser
sig lidt — og går til ro. En ren
embedsmandstilværelse ser De
nok"!
„Hvor meget har du egentlig
fået at drikke, kammerat? Hold
inde med dit bavl og sæt farten
op — ellers kommer jeg for sent.
Du ser mig for øvrigt noget
lumsk ud. kammerat — rigtig
ærkelumsk"!
„Der er ingen ulve ude nu, hr.
kommissær, De skal ikke være
bange", sagde kusken i en sådan
tone, at den ærværdige retsem-
bedsmand så sig omkring med
frygtsomme blikke.
„Det er ikke ulvene jeg fryg-
ter, kammerat, men kulden. Jeg
har ikke tid til at lægge mig med
en forkølelse".
De rullede videre i tavshed et
stykke tid.
„De er altså ude i embeds med-
før? Hvem er det så, der skal
holde for denne gang"? spurgte
Ondra alvorligt og drejede hove-
det om mod sin passager.
Kommissæren tøvede et øje-
blik, inden han svarede: „Ja,
hvorfor skulle du ikke vide det?
Stanoycho kalder de ham, en
lille mand med en tyk hals".
„Jeg kender ham. Og det er
hans rug, De agter at konfiskere?
Han er en fattig mand, hr. kom-
missær, lad ham slippe for denne
gang. Det er jo dog puleaften,
som De ved".
„Fattig, ja måske, men en ren
djævel"! Kommissæren sank at-
ter hen i tavshed. Mørket var
ved at falde på. Hestene orkede
næppe at slæbe sig op ad bak-
ken, ved hvis fod landsbyen lå.
Ondra ansporede dem nu ikke
længere hverken med tilråb eller
piskesmæld. Han talte ikke mere,
holdt inde med sin sang og blev
siddende i dybe tanker.
Da de nåede bakketoppen og
begyndte at rulle ned ad skrå-
ningen sænkede mørket sig om-
kring dem, men endnu sås intet
spor af landsbyen. En isnende
kold vind jog hen over landska-
bet, der var druknet i mudder.
Forrevne skyer forsvandt bag
bjergene, og den frostblå himmel
klarede op og udvidede sig til
alle sider. Snart efter dukkede
stjernerne, kolde og blinkende,
frem på firmamentet. Luften
blev føleligt koldere. Hestene
traskede langsomt og smølende
af sted.
„Pisk dem frem! Få lettet skan-
kerne, I murmeldyr! Vi fryser jo
ihjel"! skreg den forbitrede kom-
missær.
Ondra råbte pligtskyldigt til
dem og svingede for et syns
skyld lidt med pisken, men de
traskede vedblivende af sted,
langsomt og smølende, som om
de intet havde hørt.
Ondra tænkte på den ulykke-
lige Stanoycho, hvis rug kom-
missæren ville konfiskere tidligt
næste morgen — juledags mor-
gen.
„Det var dig, der bragte mig
dette uheld, Ondra", ville Stan-
oycho sige, og når han havde ud-
tømt sine bebrejdelser, ville han
bede Ondra sætte sig til bords
med familien og derpå briste i
gråd. Ja, han ville afgjort give
sig til at græde. Stanoycho havde
et meget blødt hjerte, vidste On-
dra.
Han måtte prøve at hjælpe den
arme fyr på en eller anden måde
og få sagt til ham om at fjerne
sin rug og feje kornmagasinet
rent i nattens løb, da han ellers
uværgeligt ville lide hungersnød
til næste år. Ja, han måtte se at
finde en udvej!
Intet andet var at se omkring
dem end mudder — tykt, dybt
mudder. Selv vejen var ét op-
blødt ælte, der næppe lod sig
skelne fra det omgivende mo-
rads.
Ondra halede i tømmen og lod
hestene gøre holdt.
„Jeg er bange for, at vi er på
nippet til at fare vild, hr. kom-
missær"! sagde den unge knøs
og stirrede anspændt ud i mør-
ket.
Kommissæren kastede et for-
skende blik på kuskens ansigt,
der nu ikke længere udtrykte
mindste tegn på lystighed.
„Se at få øjnene op, knægt,
ellers svarer jeg ikke for føl-
gerne. Måske var det bedre, om
jeg varmede dine rygstykker
straks"!
Ondra firede i tømmen, slog
knald med pisken og råbte:
„Hold Dem godt fast, hr. kom-
missær" ! Langt forude skimte-
des lysene fra den lille landsby,
og lyden af hundeglam hørtes i
det fjerne. Få meter til højre for
dem glitrede overfladen på en
stor pøl med koldt stillestående
vand. Køretøjet satte kursen lige
mod dette sted.
„Hvad er det"? spurgte kom-
missæren.
„En sump, hr. kommissær. Ve-
jen fører lige midt igennem den.
Men De skal ikke være bange,
der er ikke dybt — kun nogle
enkelte huller hist og her. Jeg
plejer at kunne undgå dem. Heja!
Kom så, mine herrer! Hold Dem
godt fast, hr. kommissær"!
Hestene travede ud i det kolde
vand, der genspejlede den stjer-
nefulde aftenhimmel. De bevæ-
gede sig mere og mere forsigtigt,
efterhånden som deres ben sank
stadig dybere ned i det bløde
mudder.
„Stands dit høvede"! råbte
kommissæren rædselsslagen, idet
han trak pelsfrakken tættere om
sig. „Er du måske ude på at få
mig druknet! Kan du ikke se, at
vognen trækker vand? Stands!
Stands"!
Ondra gjorde holdt. Vognen
sank i til bunden og blev stå-
ende midt i sumpen, hvis udkan-
ter fortonede sig i det uigennem-
trængelige mørke.
„Heja! Kom så af sted"! skrå-
lede Ondra til sine heste. Hans
kraftige, unge stemme gav gen-
lyd i nattens stilhed. Nogle vild-
ænder i nærheden baskede
skræppende op og forsvandt i
mørket.
„Jeg er næsten bange for, at
vi også kommer til at lege vade-
fugle og stige ud" sagde Ondra
tankefuldt", ellers----
„Åh, din idiot! Vent bare, til vi
er veil ude af dette her! Jeg skal
brække hvert ben i kroppen på
dig! Vi drukner jo som rotter
her! Åh, dit asen"!
„Nej, vi drukner ikke, hr. kom-
missær, vi drukner ikke, De skal
ikke være bange. I dette mørke
ville enhver fare vild. Vær kun
rolig", sagde Ondra og begyndte
at undersøge seletøjet. Derpå gav
han sig til at spænde og løsne
forskellige remme, idet han sam-
tidig bandede og svovlede på det
kraftigste. Omsider klatrede han
atter op på bukken, svingede
med pisken og råbte: „Heja dér!
Kom så"!
Hestene halede til og stavrede
fremad. Pludselig gled en af dem
fri af vognstangen og plaskede
alene videre gennem mudderet.
Den anden hest blev stående
stille ved vognen.
„Halløj knægt! Hvad skal nu
det sige? hylede kommissæren.
„Stands dér! Dorcha, Dorcha"!
råbte Ondra til den løsgående
hest og begyndte at tale lokkende
for at få den tilbage.
Men skræmt af vandet om-
kring sig vendte dyret omkring
og plaskede møjsommeligt til-
bage til bredden, hvor den snart
efter forsvandt ude af syne.
Kommissæren rejste sig op-
hidset i vognen med rædsel af-
spejlet i alle træk.
I samme øjeblik sprang Ondra
hurtigt ned på ryggen af den an-
den hest og råbte, idet han satte
af sted efter det forsvundne dyr:
„Dorcha, Dorcha — vent lidt!
Kom tilbage — Dorcha, Dorcha"!
„Hvor skal du hen? Stands!
Hvad er du ude på, dit høvede?
Dit skøre asen! Åh, din forban-
dede bondemikkel! Jeg skal lære
dig, skal jeg"!
Men en munter latter fra mør-
ket var hans eneste svar.
„Åh, dit høvede, du vil altså
efterlade mig her alene — for at
dø! For at de vilde dyr kan søn-
derrive mig! Gør det ikke,
knægt; jeg beder dig: gør det
ikke"! tryglede kommissæren
med skælvende stemme.
„Vær ikke bange", lød Ondras
stemme, „vær ikke bange, hr.
kommissær. Der er ingen vilde
dyr her i mosen. Pak Dem godt
ind, så De ikke bliver forkølet.
I morgen tidlig — ved daggry —
vender jeg tilbage igen. Der er
halm inde i vognen, så De kan
rede Dem et leje. Og så skal jeg
endda lade være med at kræve
betaling for natlogi"!
„Hold mig ikke for nar, knægt.
Forlad mig ikke", bad kommis-
særen. „Kom tilbage! Få mig
væk herfra"!
„Det er så mørkt, hr. kommis-
sær, så skrækkeligt mørkt. Jeg
kan ikke se en hånd for mig! Og
min hest er løbet bort. Hvordan
skulle jeg kunne hjælpe Dem?
Det er simpelt hen umuligt"!
Kommissæren hørte den dril-
lende stemme fortone sig i mør-
ket derude. Rædselsslagen ved
tanken om at skulle tilbringe
natten alene i dette uhyggelige
morads slog han over i en tryg-
lende jamren:
„Ondra, kom tilbage! Jeg be-
der dig så mindeligt! Jeg vil be-
tale dig godt — hvad det skal
være! Hjælp mig bort herfra,
eller jeg dør! Jeg har kone og
børn. De venter på mig hjemme!
Det er jo juleaften! Har du in-
tet hjerte"? Hans stemme knæk-
kede over af fortvivlelse. Han lyt-
tede, men der kom intet svar. Så
overmandedes han af despera-
tion og hylede ud i det begsorte,
tavse mørke: „Halløj knægt! Hø-
vede! Din okse! Dit udyr! Kom
tilbage! Hjælp mig bort herfra!
Forbarm dig! For mine børns
skyld! Det er juleaften! Din bon-
detamp! Din køter"!
Han sank tilbage i vognen, trak
pelsen tættere om sig og brast i
gråd som et lille barn.
Men intet svar brød nattens
stilhed omkring ham.
5