Atuagagdliutit - 24.12.1969, Blaðsíða 12

Grønlands repræsentant
ude i den store verden
Han er sømand af den gamle type. Han er amerikansk statsborger, men
føler sig som grønlænder.
Kun få grønlændere bor i dag uden for Danmark. Den mest kendte
af dem er LårséraK, Lars Lynge fra Godthåb, nu amerikansk stats-
borger. Lars Lynge har mange venner i Grønland og Danmark, sik-
kert også i den store verden udenfor. Han er et omgængeligt menne-
ske, altid i godt humør. Nok er han en pralhals, men det er en charme
at være det, hvis man ikke tager sig selv højtideligt, og det gør Lår-
gérak ikke. Nu er han 60 år, men synes at være evig ung.
LårséraK
Sommetider undrer man sig over,
hvor dybt det grønlandske sprog
kan trænge ind i bevidstheden,
når man er født med det. Lars
Lynge er et eksempel herpå. I 30
år har han boet uden for Dan-
mark og Grønland. Til daglig har
han ikke mulighed at tale sit mo-
dersmål, og han kommer kun på
kort besøg med mange års mel-
lemrum. Men hans grønlandsk er
stadig så rent, at mange unge i
dag må misunde ham.
Lars Lynge besøgte sin fødeby
Godthåb i sommer. Jeg var med
ham til Søndre Strømfjord, da
han skulle rejse. Han fik lyst til
at hilse på amerikanerne og invi-
terede mig med til officersmes-
sen. Jeg var noget betænkelig,
fordi der ikke var adgang til den
amerikanske officersmesse for
almindelige transitpassagerer.
Men det gik over al forventning.
LårséraK viste sit amerikanske
pas og begyndte at sludre med
amerikanerne. De gjorde store
øjne. Tænke sig — en amerikansk
talende grønlænder og tilmed
amerikansk statsborger. Det er jo
det sjove, at man som grønlæn-
der meget bedre forstår en dan-
sker, der snakker amerikansk end
amerikaneren. Men Lars Lynge
taler et så uforståeligt amerikansk
som amerikanerne selv. Der var
også flere danske tilstede. Lår-
séraK sludrede med dem på upå-
klageligt dansk, foruden han for-
talte mig sjove historier på sit
modersmål, grønlandsk. Det var
virkeligt morsomt at være sam-
men med en flersproget grønlæn-
der.
HVOR SKAMMELIGT!
I dag er Lars Lynge skipper på
et stort amerikansk skib, der sør-
ger for transport af tungt krigs-
materiel til Vietnam. Han har op-
levet lidt af hvert på disse ture.
Sidste gang blev tre af hans
matroser dræbt på dækket af
snigskytter på land. Det var me-
ningen, han skulle tilbage til
Vietnam, da ferien var forbi.
— Nu har jeg besøgt mit kære
fødeland, måske for sidste gang,
siger han. Jeg ved det ikke be-
stemt. Måske får jeg en dag lyst
til at komme her igen.
— Det er mange år siden, De
forlod Godthåb. Hvordan føles
det at gense byen?
— Det er dejligt. Der er bygget
mange og smukke huse, men det
slog mig, at man ikke har gjort
meget for at pynte lidt ved hu-
sene. Jeg synes også, at vejene
burde være bedre. Jeg var skuf-
fet over at se de mange tomme
ølflasker ved Hans Egedes statue
på fjeldet. Det er for dårligt.
Sådan skal en grønlænder ikke
være. Jeg hørte også, at mine
landsmænd er begyndt at stjæle.
Hvor skammeligt! Sådan gjorde
man ikke i min barndom. Jeg
beder for mine landsmænd, at de
unge bøller kommer på bedre
tanker.
OPLEVET LIDT AF HVERT
— Hvornår forlod De Godthåb?
— Første gang i 1930. Jeg blev
sømand i 1924. Jeg har som den
første grønlænder været i den
kongelige danske marine. Jeg af-
tjente „min værnepligt" ombord
på en undervandsbåd. Jeg er og-
så den første grønlænder, der
blev amerikansk statsborger. Jeg
skal snart til fronten i Vietnam.
Jeg har i årenes løb besøgt man-
ge lande og byer: Japan, Singa-
pore, Hongkong, Bangkok, Korea.
India and all over the world.
I like to speak the american
language, it’s better for me. Jeg
har næsten glemt mit grønland-
ske sprog — jeg ser jo næsten
ingen grønlændere — men nu
kommer sproget igen så småt.
Jeg ser også meget sjældent dan-
skere. Jeg taler ikke så godt
dansk mere, men det kommer og-
så.
Om bord på mit skib er der
folk af mange nationaliteter. Men
jeg kan lidt sprog. Jeg optræder
som mægler for min besætning,
når det er nødvendigt. Ja, jeg
har oplevet lidt af hvert, men
jeg er glad for, at der ikke er
tilstødt mig noget ondt. Somme-
tider kan jeg ikke forstå, at jeg
lever den dag i dag. Men ens
time kan komme når som helst,
vi skal jo dø allesammen. Men
jeg vil sige til mine grønlandske
landsmænd: Vær forsigtige med
spiritus!
— De har mange gange været
i fare, især under krigen. De var
også med, da Gertrud Rask for-
liste?
— Ja, vi var på vej til Grøn-
land fra New York, da vi for-
liste under storm ved Canadas
kyst. Kystbevogtningsskibe prø-
vede at redde os, men stormen
var for hård. Først dagen efter
kom de, da søen blev mere rolig
og bugserede os til kysten. Vi var
fire grønlændere ombord.
Jeg oplevede også forlis sidste
år på vej til Japan fra Filippi-
nerne. Ved den lejlighed lykke-
des det mig at redde 22 menne-
sker. Senere fik jeg fra regerin-
gen i Washington tildelt en for-
nem orden.
DET FATTIGE AMERIKA
— Vi hører tit om det rige Ame-
rika, men også om de meget fat-
tige amerikanere.
— Det er rigtigt. Der er ingen
fattige i Grønland, men i Ame-
rika har jeg set meget fattige
mennesker. De har de så elen-
digt, at de ikke tør vise sig om
dagen. De tilbringer dagen gemt
i kældre, men går ud om natten
for at spise affald. De er så fat-
tige, at mange af dem ikke en-
gang har tøj at tage på. Men der
findes også umådeligt rige men-
nesker. De bor så flot, at jævne
mennesker ikke kan besøge dem.
— Amerikanerne er meget
fremme på teknikkens område.
De har også været på månen. De
så vel fjernsynsudsendelsen om
landingen?
— Ja, det gjorde jeg. Hjemme
har jeg to fjernsynsapparater —
et i farver og i sort og hvid. Det
var meget morsomt at overvære
landingen på nært hold. Vor præ-
sident Nixon talte med astronau-
terne umiddelbart efter landin-
gen. Det var i sig selv en ople-
velse. Det gik meget festligt til,
da de landede og blev samlet op
af et af Amerikas største krigs-
skibe. Modtagelsen var overvæl-
dende. Der var trompetfanfare
og begejstring uden ende. Men
folk var bange for astronauterne
på grund af eventuel eksistens
af ukendte bakterier på månen.
På vej til den ventende isole-
ringskabine blev astronauterne
oversprøjtet med decinficerende
vædske. Men under månelandin-
gen var alle butikker og banker
lukkede overalt i Amerika. Kun
kirkerne var åbne og folk sad i
kirkerne i dyb bøn for astronau-
terne.
SPISER RÅ FISK I SMUG
— Hvor bor De i Amerika?
— I New York. Jeg er jo noget
af en pralhals, men jeg tager det
ikke så højtideligt. Jeg plejer
gerne at fortælle: Der er kun
seks værelser i min bolig. Men
jeg får en ny bil hvert år. Den
gamle sælger jeg for den halve
pris. Det er jo jordisk gods. Jeg
siger på grønlandsk: sordlo palar-
ma, skidt være med det!
— De møder af og til grønlæn-
dere?
— Det er meget sjældent, det
sker. Men sidste år traf jeg i
Alaska tre stammefrænder og
snakkede med dem på godthåbsk.
Men der er ret stor forskel på
sproget, men vi kan forstå hinan-
den lidt. Så gik vi over til ame-
rikansk og det gik bedre. De sag-
de, at de ikke troede, at jeg er
født i Godthåb i Grønland. Jeg
spurgte dem: hvorfor? De sva-
rede: De er hvid. De kan ikke
være en eskimo.
Sommetider træffer jeg folk,
der ser meget grønlandsk ud. Det
gælder især folk i Nordkorea.
Flere gange har jeg spurgt dem
på grønlandsk: Er du grønlæn-
der? Men selvfølgelig ryster de
bare på hovedet.
— De siger, at stammefrænder
i Alaska ikke troede, De er grøn-
lænder.
— Det er rigtigt. Mange tror
ikke på, jeg er grønlænder. Jeg
ved ikke hvorfor. En gang, jeg
Lynge
var sammen med hvide mænd,
kom en flok negre og ville tæve
os. Jeg sagde til dem: I arbejder
for at tjene penge, det gør de
hvide også. I skal ikke føle jer
mindreværdige på grund af jeres
hudfarve. Siden har jeg været
venner med disse negre.
Ingen har nogen sinde gjort
mig ondt. Det kommer måske af,
at jeg er forsigtig og prøver på
ikke at være provokerende. Jeg
passer på, at jeg ikke kommer i
dårligt selskab. Der er jo masser
af tvivlsomme mennesker i Ame-
rika. Jeg vil håbe, at mine unge
landsmænd vil følge mit eksem-
pel.
— De længes nok af og til efter
grønlandsk proviant?
— Ja, det gør jeg. Sommetider
beder jeg kokken om at gemme
noget fiskekød til mig i fryseren.
Når det har stået et stykke tid
i fryseren spørger kokken: —
Kaptajn Ling — amerikanerne
kan ikke udtale navnet Lynge —
hvornår skal jeg tilberede din
fisk? Han ved jo ikke, at jeg
spiser den rå i smug. Men til min
ærgrelse har jeg konstateret, at
min mave ikke så godt kan tåle
den grønlandske proviant mere.
— Hvornår blev De amerikansk
borger?
— Det var i 1954. Jeg kunne
have blevet det allerede under
krigen, men det gjorde jeg ikke
af hensyn til skatten. Men da jeg
senere besluttede at blive i Ame-
rika, var der ingen anden udvej.
Nu betaler jeg skat ligesom andre
amerikanere. I øvrigt er ameri-
kanerne slet ikke glad for de
høje skatter, der hovedsagelig
skyldes Vietnamkrigen og måne-
programmet. Når jeg betaler skat
siger jeg på grønlandsk: pugu-
tarssuaK ulivkårdlugo, en kæm-
pestor skål fuld!
— De har vænnet Dem til al bo
i Amerika?
— Ja, nu da jeg er kommet
tilbage til vort land igen, synes
jeg det er mærkeligt, at der ikke
er træer.
— Hvad vil De til slut sige til
Deres landsmænd?
— Kære landsmænd, modtag
mine bedste ønsker om en lykke-
lig fremtid. Lev vel allesammen.
Julut.
12