Atuagagdliutit - 24.12.1969, Blaðsíða 27

Zacharias Topelius:
I det pæne lille hus lige ved ga-
dehjørnet var der juleaften lys
overalt. Der stod et stort juletræ
med dejlige stjerner, konfekt og
æbler, og på bordet stod advents-
kransen med tændte lys. Børnene
blev meget stille, hver gang no-
get klirrede eller raslede ude i
forstuen, og med ét stod jule-
bukken hos dem og spurgte som
sædvanlig, om børnene nu også
havde været rigtig artige, og alle
svarede de som med én mund:
„JA!“
„Når I har været artige," sag-
de julebukken, „så skal I også
alle have julegaver, men I skal
vide, at i år har jeg kun de halve
julegaver i behold."
„Hvorfor det?" spurgte børnene.
„Det skal I også få at vide,"
sagde julebukken, „jeg kommer
langt oppe fra nord, og der har
jeg stået i døren til mange fattige
hjem og set mange små børn,
som i år ikke har en bid brød
at spise juleaften. Derfor har jeg
givet dem halvdelen af de gaver,
der var bestemt for jer, var det
måske ikke rigtigt gjort af mig?"
„Jo, det var helt rigtigt!"
råbte børnene. Kun Frederik og
Lotta tav i begyndelsen stille, for
Frederik havde næsten altid
fået mindst tyve julegaver, og
Lotta havde fået tredive, og nu
syntes de at være utilfredse med
udsigten til kun at få halvt så
mange.
„Var det ikke rigtig gjort?"
spurgte julebukken igen.
Da vendte Frederik sig om på
stolen og svarede med vred
stemme: „Hvad er det for en
kedelig jul, du giver os i år. Selv
troldene vil få en bedre jul end
vi.“ Og Lotta begyndte at græde
og sagde: „Får jeg kun femten
julegaver? Ja, da får troldene
bedre juleaften end vi.“
„Nå, tror I det? Da skal jeg
straks tage jer med derhen,"
sagde julebukken. Og så tog han
Frederik og Lotta, en ved hver
Æjjrp - også til hverdag GOMALI Kaffe | kavfit pitsagssuit. GOMALI Kaffe sikrer Dem højeste kvalitet.
ésomali
[ KAFFE DANSK-HOLLANDSK KAFFE-CO. A/S Grundlagt 1883
uvavtinut pisiniartartut tamaisa jutdlime ukior-
tåmilo pivdluarKungårpavut, ukiume Kangiu-
tume niuveKatigisimanerat pivdlugo Kujavdluta
Vi ønsker alle vore
kunder en rigtig glæde-
lig jul samt et godt
nytår med tak for
handelen
i året der svandt
Magasinet
POSTBOX 22 . GODTHÅB . GRØNLAND
hånd, og trak af med dem, selv
om de prøvede at slippe fri og
strittede imod af alle kræfter.
Hu, hej det gik stærkt, de for
gennem luften, og inden børnene
vidste et ord af det, stod de inde
midt i en stor skov og var ved
at synke til bunds i en høj sne-
drive. Det var knagende koldt,
og sneen føg ned over skoven,
så man knapt kunne skelne de
høje graner, som stod helt mørke
rundt om dem, mens ulvehyl hør-
tes her og der.
Men se, julebukken den var
straks borte. Den havde ikke tid
til at følge børnene længere. Den
skulle juleaften nå rundt til så
mange andre børn, der var mere
glade og tilfredse end Frederik
og Lotta.
Begge børnene begyndte at jam-
re og græde, men jo mere de
græd, des mere syntes ulvehy-
lene at nærme sig. „Kom Lotta!"
sagde Frederik, „vi må se, om vi
kan finde et hus her i skoven."
„Jeg synes, der er et lille lys
der langt borte mellem træerne,"
sagde Lotta, „lad os gå derhen."
„Det er ikke noget lys," sagde
Frederik, „det er istapper, som
lyser i mørket."
„Jeg synes, der er et højt bjerg
lige foran os,“ sagde Lotta, „kan
det være Rastekais, du ved bjer-
get, hvortil Sampo Lappelil red
på Mesterulven julenat."
„Hvor du dog snakker," sagde
Frederik, „Rastekais ligger vel
halvfjerds mil fra vort hjem.
Kom nu, så går vi op på bjerget,
der kan vi bedre se os omkring."
Som sagt så gjort. De masede
med SIDSTE NYT om
stereohovedtelefoner
og højttalere tilsendes
GRATIS
A/S
Dansk Ilt- og Brint-
fabrik
København
ilt- åma brintlliorflgsjuaK
danskit peicatigit piat
København
frem over de høje snedriver,
over buske og faldne træer og
kom endelig helt op på bjerget.
Der fik de øje på en lille dør, og
gennem døren skinnede ganske
svagt noget, der lignede lys. Fre-
derik og Lotta gik efter lyset, og
snart blev de til deres store for-
færdelse klare over, at det vir-
kelig var Rastekais, de var kom-
met til, og de var hos troldene.
De blev forskrækket stående,
straks de kom inden for døren
og foran sig så en stor sal, hvor
troldene holdt jul. Der var mange
tusinde trolde, alle meget små,
knap en alen høje, alle var de
gråklædte og netop sådan, som
de er beskrevet i historien om
Sampo Lappelil. Mørkerædde
var troldene ikke, for i stedet
for lys havde de frosne set.
hansorme og frønnede træ-
stubbe, som alle lyste i mørket.
Men når de ville have illumina-
tion, strøg de en stor kat over
ryggen, så det gnistrede, og så
skreg mange af dem af skræk:
„Nej, hold op, hold dog op, det
bliver alt for lyst, det kan ingen
trolde holde ud!" Der er nemlig
det særlige ved alle trolde i ver-
den, at de er bange for lys og bli-
ver rædde, når nogen får dem at
se sådan, som de virkelig er.
De fejrede denne store fest,
fordi de mærkede, hvorledes da-
gene stadig blev kortere og kor-
tere, nu da året nærmede sig sin
afslutning, og nætterne blev til-
svarende længere og længere.
Og så var der det, at så troede
troldene — som de hvert år ved
juletid troede det, fordi trolde
som mennesker helst vil tro det,
som de mest ønsker — at det til
slut ville blive sådan, at det ikke
mere blev dag, og derover blev
de hvert år så hjertensglade, at
de dansede inde i bjerget og ly-
stigt fejrede julen efter deres
sædvane; thi de var allesammen
hedninger, der ikke kendte no-
gen bedre jul.
Man mærkede snart, at for-
frosne det var troldene ikke. De
trakterede hverandre med iskon-
fekt i den kolde vinternat og
pustede først på isstykkerne, for
at de ikke skulle være for varme,
når de kom ind i munden. Der
var også et vidunderligt trakte-
ment af skåle med orme og ed-
derkoppespind, og et juletræ var
der af iskrystaller og en af sm&-
Blandt den finske forfatter
Zacharias Topelius’ højt
skattede børneeventyr har
vi udtaget TROLDENES
JUL. Og at det er et rigtigt
eventyr giver Vilhelm Han-
sens frodige, humørfyldte
tegninger en et levende ind-
tryk af.
troldene optrådte som julebuk.
Den jættestore hæslige fjeld-
konge var ikke med hos troldene
i år. For siden han forsvandt ved
Enare præstegård, vidste ingen,
hvad der var blevet af ham, men
der var dem, som troede, han
var flyttet til Spitsbergen for at
herske over et hedensk land og
være så fjernt som muligt fra
kristne mennesker. Sit nordiske
rige havde han overladt til syn-
dens og mørkets konge, som sad
midt i den store sal og så til. Han
hed Mundus, og ved hans side
sad trolddronningen, og hun hed
Caro (skønt det lyder som et
hundenavn), og begge to havde
de langt skæg. De forærede hin-
anden julegaver. Kong Mundus
gav dronning Caro et par stylter
så høje, at hun — når hun krøb
op på dem — blev den højeste og
fornemste frue i hele verden, og
dronning Caro gav kong Mundus
en lysesaks, som var så usand-
synlig stor, at han med den kun-
ne snyde alle lys i verden, men
se — når han snød dem, så sluk-
kede han dem også. En sådan
lysesaks var der nok dem, der
ville synes om at få fra troldene.
Nu rejste kong Mundus sig fra
sin trone og holdt en meget over-
modig tale, hvori han lovede, at
nu skulle det være slut med alt
lys på jorden, mørkets skygger
skulle sænke sig for bestandig
over alt land, og troldene skulle
regere jorden. Der blev en larm
af den anden verden mellem
troldene, de råbte: „Hurra, hurra
for vor store kong Mundus og
vor skønne dronning Caro og for
syndens og mørkets evige be-
ståen! Hip, hip hurra!" kongen
sagde: „Hvor er min øverste
De pustede først på isstykkerne, for at de ikke skulle være for varme,
sikumernit klssarpatdlårKunagit suporKårtarpait.