Atuagagdliutit - 24.12.1969, Blaðsíða 10

Storfamilien på
Dødemandspynten
Tidspunktet for vort første møde
ligger en snes år tilbage, da han
som en halvstor knægt pludselig
dukkede op, mens jeg sad på en
solvarm sten og hvilede mig. Ste-
det lå et stykke til fjelds, med vid
udsigt over hav og fjord, og her
på en lille, fredfyldt plet lå også
bopladsens gamle gravsteder.
Herop havde man båret det lille
samfunds døde, når deres fattige
livs tilmålte dage var omme. Jeg
havde ikke hørt nogen komme,
før han pludselig stod foran mig,
smilende med et bundt nyskudte
fjeldryper over skulderen. Kun
få ord forstod vi af hinandens
sprog, men så meget fandt jeg
ud af, at også de jordiske rester
af drengens bedstefar lå her i en
af de mosgroede stengrave. Et
simpelt trækors hældede med
skæve bogstaver ind over sten-
dyngen, men malingen var falmet
og slidt af vind og vejr. Drengen
var opkaldt efter den afdøde, og
navnet var gået i arv, som en
lille stump af evigheden, fra den,
hvis kranium lyste hvidt derinde
fra gravens mørke.
Siden mødtes vi af og til, mest
i hans forældres hjem, en lav
jordhytte overgroet med græs, så
den næsten faldt i et med land-
skabet. Indenfor var der godt at
være, og når man lagde sig til ro
efter en lang dags trættende slæ-
derejse vidste man, at man var
i gode hænder.
Familiens dæmpede, vokalrige
sprog udstrålede i sig selv en
hjertevarme, der skabte hygge,
mens ens tøj og kamikker hang
til tørre over lampestedet. Det
sidste, man opfattede før søvnen
indfandt sig, var at bedstemor
med en sodet pind klemte spæk-
lampens væge ned på vågeblus.
Så forsvandt alt i et blødt og trygt
halvmørke, hvor man i stilheden
kun hørte de sovendes dybe og
sunde åndedrag.
Svagt kunne man på den fug-
tige jordvæg skimte et enfoldigt
kulørt billede af Jesus, der, ind-
til dagen igen gryede, overtog
nattevagten. Skønt fattigt og pri-
mitivt målt med almindelige alen
savnedes intet i familiens tilvæ-
relse, hvis grundvold var bygget
på ældgammel tradition og livs-
opfattelse.
Men der kom andre tider, ikke
som en blid søndenvind med
vækst og grøde, men i form af en
omvæltningens storm, som vend-
te op og ned på mange ting.
Også til den lille boplads kom
det tyvende århundrede og af-
løste en tidsepoke, der lå mindre
end en menneskealder fra sten-
alderen. Op over drivisbæltets
flimrende horisont dukkede røg-
striben og rakte som en pege-
finger ind mod det blåsorte fjeld,
hvor man havde bestemt, at sta-
tionen skulle ligge.
Rygtet var ilet forud om det,
der skulle ske, og der havde i den
anledning været afholdt folke-
møde på bopladsen for at høre,
hvad man mente om tingene.
Skulle man blive og prøve at
affinde sig med naboskabet og
det, der vil komme, eller valgte
man at fortrække til et andet
sted? Som spørgsmålet blev stil-
let, var der ikke noget alterna-
tiv, eller nogen anvisning på, hvor
man ellers skulle drage hen. Om
det var bedst at blive eller finde
et andet bosted, kunne kun frem-
tiden give svar på, så spørgsmå-
let var næsten lige så absurd,
som hvis man spurgte, hvad der
bedst kunne gro på månen, snit-
bønner eller kartofler.
Man blev, og snart rullede
ekkoet af de nyankomnes larm
spidsrod mellem vigens isfjelde,
mens rustskyer lagde sig over
vandet fra de store skibes anker-
kæder, der rovsede til bunds.
Mærkelige ting hang i ståltove
og blev landet i losseprammene,
mens tyggegummiædende frem-
mede håndterede spil og bomme.
Titaniske kræfter var sluppet løs,
og maskiner betjent af kyndige
folk kravlede i land og udrettede
på kort tid ting, man aldrig ville
have drømt om.
Næsten som et særsyn i dette
land begyndte man fra den rig-
tige ende, og snart var der inde
på stranden dannet et brohoved,
som udgangspunkt for. hvad der
videre skulle ske. Da det var
overstået, fortsatte bulldozere og
gravkøer opover, mens de banede
sig vej gennem det øde landskab,
hvor tingene skulle frem. Gennem
sumpede mosedrag med nikkende
kæruld. eller sandede skrænter,
der var cyklamenfarvede af fjeld-
landets blomster, åd de sig frem
imod målet. Nå de gik i stå, fordi
sten eller klippeblokke lå i vejen,
bakkede de tilbage et øjeblik,
mens sprængningsholdene løb i
dækning og fontæner af sten og
jord skød himmelhøjt i vejret.
På imponerende kort tid rejste
de vældige bygninger sig, mens
maskinerne med ømme og slidte
tænder, men fremdeles sultne, åd
sig ind på en strækning, hvor
der skulle anlægges flyveplads.
Fra den allerførste dag i denne
FOTO. FOTO. FOTO
Film fremkaldes
Farve og sorthvid
Arne Jensen . Box 624 . Esbjerg
Deres ur
er i gode hænder hos os ..
Vort moderne reparationsværk-
sted modtager gerne Deres ur
eller brille til reparation.
nalunaerKutårKat
uvavtlnut suliarititarniaruk
SrdlerKutiginago ..
sutdlivivtlne modemiussume na-
lunaerKutårKat issarussatltdlfl-
nlt suliariumaK&vut.
URMAGER JOHN GRAUTING
Torvet 1 - Lemvig
nytids historie bestod der mellem
de fremmede bygherrer og myn-
dighederne i Grønland og Dan-
mark en aftale om, at der intet
samkvem måtte være mellem sta-
tionens og bopladsens folk.
Fra allerhøjeste sted bestræbte
man sig på, at aftalen blev over-
holdt og gik så vidt, at man an-
satte en opsynsmand udstyret
med politimyndighed og et se-
nere påhæftet rammende øgenavn
— kønsdriftsbestyreren. Hans op-
gave var så håbløs, som nogen
opgave kunne blive, og hvad en-
ten det var sommer eller vinter
havde de, han skulle passe på,
naturen både som drivkraft og
forbundsfælle.
I strålende udendørsvejr eller
buldrende nattemørke spillede op-
findsomheden sine triumfer, når
det gjaldt om at finde sammen to
og to uden at nogen så det.
De formastelige drog fordele
både af lokalkendskab og de til
stationen hørende faste eller rul-
lende faciliteter. Ad snoede stier
trådt gennem blomstrende lyng
eller dybe snedriver kunne det
ske, at opsynsmanden fulgte et
friskt spor, der kunne ende, hvor
han til tak for sin tjenstivrighed
modtog en omgang tærsk.
Lidt efter lidt satte naboskabet
sit præg i befolkningen, mens pi-
gerne blev mere velklædte og
mændene røg mere end sædvan-
ligt og nogle allerede så småt
begyndte at tale udenlandsk. De
små hytter, der med mellemrum
Af
NIELS L. UNDERBJERG
var rejst langs den lange vej op
til stationen med det formål at
fungere som redningshytter un-
der et pludseligt opstået uvejr,
antog efterhånden mærkværdige
navne. Navnenes oprindelse hav-
de ganske vist ikke meget med
redningsaktioner at gøre og kun-
ne i reglen henføtes til en eller
anden oplevelse, der var udstedt
forbud imod.
Trods alt havde bopladsens folk
også deres fordele af naboskabet,
og der blev fremstillet husflid i
ben og fedtsten i en målestok og
til priser, man ikke før havde
kendt. Pokker skulle da sidde og
fryse i en kajak, hvis man med
lidt pillearbejde, ved at lade sig
fotografere eller på anden måde
yde en tjeneste, kunne erhverve
sig en dagløn.
Langsomt forvirredes begreber-
ne, indtil mandskabet deroppe på
stationen ligefrem tillagde sig den
opfattelse, at deres tilstedeværel-
se var med til både at højne bo-
pladsens levestandard og en al-
mindelig mellemfolkelig forståel-
se.
Åbenlyst pegede man på de
indlagte fortjenester, der ofte kun
havde tilknytning til et enkelt
familiemedlem på spindesiden, og
det skete også, at deres fortjene-
ste blev opnoteret i den nærmeste
politimyndigheds faderskabspro-
tokol. Længe kukkede gøgen på
redekanten, før man fra officiel
side fandt tiden inde til at sætte
en bremse på uvæsenet, hvis føl-
ger var vanrøgtede børn, vrede
ægtemænd og hjem, der var truet
af opløsning.
Da man slog ned, blev der
travlhed med at udfærdige fly-
billetter, hvis pålydende gjaldt
både øst- og vestover, og mange
fik oven på den historie uventet
deres Grønlands-ophold forkortet.
Før end dette tiltrængte skridt
blev taget, og endnu mens uvæ-
senet var på sit højeste, traf jeg
endnu en gang min gamle ven,
der som så mange andre havde
følt stationens magiske tiltræk-
ningskraft.
Spejderne stod opstillet til søn-
dagsparade, og myggene svær-
mede om de bare ben og knæ, be-
gunstiget af en lårkort mode, der
havde udvidet deres virkefelt.
Spejderchefen med bredskygget
hat og skrårem stampede i jor-
den, som en hest der havde spat
i benene, mens de små bæster
drak af hans blod, der ligefrem
kogte af stolthed. Morgenbrisen
legede med vimpler og flag, og
de meniges skråhuer havde be-
svær med at holde styr på de ny-
vaskede krøller. På fløjen stod
fanevagten, en syttenårig kvinde-
lig skønhed og holdt med hvide
handsker på den blankpolerede
flagstang, mens et par brune øjne
strålede imod en ny dags for-
ventning. Dovent bevægede det
store flag sig i vinden og frem-
viste glimtvis sin gyldne og ma-
nende inskription. „Vær beredt"
stod der med tommehøje guld-
bogstaver, og den tanke var nær-
liggende, at der for fanevagtens
skyld burde have været tilføjet
— på hvad som helst.
Det var en stor dag i boplad-
sens historie, og alt hvad der
kunne krybe og gå, var inviteret
på stationen til kaffemik, is, so-
davand og filmforevisning. Dagen
var planlagt som en slags lokal
taksigelsesdag, for også alt hvad
der hørte til den nyoprettede
spejderbevægelse fra fane til uni-
former var en gave fra statio-
nen. Det ville være uretfærdigt,
hvis man påstod, at denne gav-
mildhed kun havde egoistiske be-
væggrunde, men helt blottet her-
for kunne den vel næppe være.
Samkvemsforbudet var og blev
en torn i øjet, hvis opadvendte
spids stak mest, mens den anden
ende nede på bopladsen kun var
generende for en del af befolk-
ningen. Ad mange omveje, der
ikke alle var lige let gennemskue-
lige, søgte man, som det hed sig
i diplomatiske kredse, gradvis at
normalisere forholdet mellem
parterne.
Da karavanen drog af sted med
spejderne som fortrop lignede den
en lang spraglet larve med en
grøn forkrop, som bugtede sig
opover. På afstand blev det ikke
at se, om et ben hist og her hal-
tede lidt, fordi der var smuttet
et par småsten i skoene. For at
forkorte tiden sang man nogle
sange om bøgeskove og bølgende
kornmarker som ingen forstod ret
meget af, men kønt lød det alli-
gevel. Midtvejs gjorde man holdt,
og folk, især de lidt ældre, nød
udsigten og en velkommen hvile-
pause. For den iltre spejderchef
var den slags tidsspilde, og han
udnyttede pausen til at holde et
af sine frygtede lange foredrag.
Det var jo en pligt, som fulgte
med hans høje rang, men for
ham blev det ikke betragtet som
sådan, da det var ham både en
fornøjelse og en måde at hævde
sig på. Det kneb lidt for tilhører-
ne at fatte fornuften i alt det
han sagde, om at dygtiggøre sig
også til at kunne klare sig under
ret primitive forhold. Mange
fandt det ikke lettere nu, hvor
salonriflen og fiskesnøren var
bleven udskiftet med teltstænger,
potter og drikkekrus samt en lille
håndbog i, hvordan alt skulle gø-
res. Man skulle lære at slå knu-
der og lave bål og det med at
skaffe sig noget til at hænge over
ilden syntes at komme i anden
række.
Efter en times vandring svin-
gede man omsider ind foran de
vældige bygninger, der lå med
milevid udsigt over drivisbæltets
stivnede strøm. Under radaran-
læggets mathvide kyklopøje, der
var vendt mod højtflyvende mål,
sad specialister dybt i bygningens
indre og overvågede dag og nat
luftrummet omkring dem. Sta-
tionsmandskabets blikke holdt sig
(Fortsættes side 36)
— Pas nu godt på den fine ballon, lille ven ... den er
meget skrøbelig!
ikingutinguaK, putdlagtagaK una kussanartoK pårivdluar-
niaruk . .. agsut KajangnarpoK1.
10