Atuagagdliutit - 24.12.1969, Blaðsíða 15

nauvoK
Cecll åsslgiåmik tamatigut
imusimassarpoK . . /
lidt skødesløst siger, at han nok
skal lære mig det engang. Fuld-
stændig desorienteret med et an-
sigt knyttet som en leverpølse:
— Lære? Hvad?
Han nikker henkastet i retning
af en lyngtue, helt upåvirket, si-
tuationen overlegen. En topunds
ørred, så smuk som solen, der
skinner i dens blanke hud. Intet
underligt i hans hoverende opfør-
sel. Han er i sin gode ret.
Jeg svor i mit stille sind, at jeg
aldrig oftere ville med ham på
fisketur. Men mine besværgelser
er ikke meget værd, og jeg har
senere fået krammet på ham.
Vi driver nedover, ud mod vi-
gen, hvor båden er halet på land.
Her, hvor du går, stamper en sti
for efterkommerne, endnu inden
du er kommet i læ for lyset, på
randen af denne kløft, et af ska-
belsens mesterværker, synes du,
at du, netop du, måtte have en
chance for at blive et bedre men-
neske, hvis du bare ville. Du skul-
le blot vide, at du få timer efter
ville ligge på dine bedende knæ,
i bunden af jollen på det legende
hav i ophøjet figur, kroget som
en gamling, tvunget i knæ af byr-
der, du ikke kan bære, ydmyg
og måske ynkelig, og love af al
magt, af hele dit hjerte og hele
din sjæl at forbedre dig til et
ærligt liv og levned.
Han skulle indskyde sin Mauser
til renjagten senere på sommeren,
stillede skiver op og skød så det
bragede mellem klipperne. Gni-
sterne sprang fra stenene i det
slatne lys her under kløften.
Fjeldsiderne sendte gjaldende
skuddene tilbage, luften revnede
og hang i laser, i stumper og
stykker. Den brodne natur var
ved at blive kølig.
Vigens krusninger klukkede
langs jollens bord fra midtskibs
og ud agter. Hvor kunne vi vide,
hvad der ville ske en halv time
senere. Vi var endnu herrer over
de elementer, vi færdedes på,
endnu voksne, og ikke lailende
■skrog, som Døden legede kispuds
med.
Det er altid anderledes at sejle
hjem, det er monotont. Du er
træt, mæt af vinden og den skar-
pere kulde. Du har passeret kli-
maks, og en apatisk sløvhed leder
dig. Bedst er det at passe roret,
det giver afveksling, skærper san-
serne en smule, og de tre bræm-
mer af storis, som følger strøm-
mens striber i fjorden, skulle sik-
kert give dig arbejde nok til at
holde dig vågen og i live.
Men de skulle også være nok
til at slå dig ihjel.
Så skete det.
Tågen faldt som et klampt tæp-
pe, uden yderligere varsel, end
at solen havde skinnet hele da-
gen, ned over dit hovede, dryp-
pede fra ørerne og smykkede din
stubbede hage med klare, blanke
perler. Tågen kan du ikke søn-
derrive, du kan ikke kravle ud
af den eller smyge dig bort, som
under en våd teltdug, stormen har
blæst omkuld. Men den er ligeså
klam, ligeså ækel. Tågen skal
sammenlignes med noget giftigt
af samme form, for den er død-
sens farlig. Og ikke blot døden
nævnt som en floskel, som et
koketteri, men som en ram, sand
alvor.
Og her sidder du så, alene, på
toften, efter først at have styret
båden langt ud af fjorden langs
den første, tætte strøm af is for
at finde åbent vand, og du be-
gyndte at mave dig igennem,
igennem en drømmeverden, et
mareridt. Endnu rørte sig ingen
vind. Tågen stod stiv og tæt i
luften, opløste din stedsans, og
langsomt kom de hvide spøgelser
drivende imod dig. Isfjelde tår-
nede frem, og skosser sivede un-
der dem. Ikke en lyd, fuldendt
stilhed. Og sådan blev det ved,
ind og ud langs barriererne, i en
farveløs verden af livsforagt.
Du er holdt op med at sejle.
Du ved ikke, om du er kommet
igennem den samme is to gange,
eller tre gange. Du ved ikke, i
hvilken retning, du sidst sejlede.
Du ved ikke, om du er dybt inde
i fjorden eller du er langt ude
i strædet mellem dig og Cumber-
land Sound.
Du sidder lidt indskrumpet på
toften, enten det nu er kulde eller
frygt. Uvejret har taget form over
dit hovede, og det synker. Tågen
er ikke mere stivnet, men fyger
afsted over bølgetoppene, nærer
sig af deres skum, bliver federe,
tættere, hurtigere, hurtigere. Det
larmer noget så frygteligt.
Og tiden går, timerne snegler
sig af sted, sekund for sekund,
langsomt. Dine tanker beskæfti-
ger sig snart med dit liv, snart
med din kone, dit barn. Snart
med din gud, som du så skændigt
har svigtet.
Nok sidder du på toften og støt-
ter dig til dig selv. Men det er
kun tilsyneladende, kun for an-
dre. I virkeligheden ligger du på
dine knæ i jollens bund, på den
slimede dørk af brædder fra et
udland, som intet kender til dette
væsen af elementer, de er skåret
af en mand, som ikke i sine vilde-
ste drømme vil kende dig i din
nød. Men det tjener intet at ty
til ham. Her gælder højere mag-
ter, som du ganske vist aldrig
har fornægtet, men heller aldrig
hævdet. Er du fejg! Sidder du
nu og opregner, hvilke chancer
du har for at nyde godt af Hans
vilje og barmhjertighed. Er det
blot i en sådan stund, du vil hæv-
de ham, en stund du kan vinde
noget for det. Eller er du et
mandfolk, som indrømmer din
enestående egoisme, erkender di-
ne fejl, lader stå til og håber, at
dine usle egenskaber ikke vil
komme dine nære til last.
Du er nok fejg. For hvorfor
græder du ellers indvendig, når
dit ansigt udefra tegnes af skarpe
træk, hårde som granit, mejslet
i fjeldet, stærke. Du er fejg, men
nok om det; det kan du siden
granske her eller hidset.
Det er dig og nu, det gælder.
Du har siddet her så længe, at
det er enerverende, smertende
evigt. Bølger og dønninger, som
kaster båden i sugende be-
vægelser, er blevet en rutine. Det
afgørende er dig selv, en erken-
delse i større målestok, for du
skal være klar, når Døden får
sin vilje.
Du skriger, skingert, uden lyd.
GULDKARAMELLER
De eneste rigtige karameller er Toms Guld Karameller
karamellet erKortutuat tåssåuput Toms Guld Karameller
— og så kan '«
man smage den
gode tobak i Cecil . . !
— Cecilip tupartå pitsak
malugineKarsi-
— derfor er der
bedre træk i Cecil . .
— taimaingmat Cecil
mitdluaruminar-
neruvoK . . . I

Cecil er altid
ensartet rullet . . !

En lille pause ... en hyggelig sludder ... ild på en Cecil: Den er
altid perfekt rullet af fyldige, mættende blended-tobakker . . .
...så er der tid til en Cecil
suliungnaitslarneK . . . OKalOKatigéruJSrneK . . . Cecil kukutdlugo;
tamatigut imuvdluarslmassarmat tupanit pltsavingnlt akdrdluag-
kanlt.
. . . Cecilitornigssamut pivfigssangorpoK
Det æder af dig, suger dig ud,
vilje og kraft. Intet kan du gøre.
Det er skralt med benzin, og du
ville heller ikke vide, i hvilken
retning, du sejlede. Det nytter
ikke at bevare fatningen. Det
nytter heller ikke at tabe den.
Intet nytter uden at vente.
Døden lurer, kommer og går.
Han bliver større, som vejret bli-
ver mere skabet. Årrh! De fjen-
der, de forbandede fjender. Du
hader dem, de Satans disciple.
Du forbander dem, de lede svin.
Du falder, du falder ....
Dørken er grøn. Timerne nær-
mer sig morgen, og med den for-
svinder måske tågen. Men stadig
sidder du på helvedes låg, som på
en flåde midt i en vulkans bob-
lende krater. Skumsprøjtet pla-
sker ned på den grønnne dørk.
Du smager saltet i munden. Du
beder, græder, hulker i dit indre,
skærer tænder. Gud må da kende
dig, så mange slette mennesker
lever videre i sus og dus i hel-
vedes kølvand. Hvorfor netop dig.
Din gråd er et langt suk, det ån-
der gennem timerne, som gennem
sekunder. Intet sker mere. Det
er det samme igen og igen. Om
og om, atter og atter.
Et menneskebrøl flænger gennem
larmen, overdøver den, borer sig
gennem tågen og rammer land.
Det var dig, som så det. Det var
dig som råbte. Start motoren. Af
sted, mens du endnu kan se. Hu,
hvor det går. Hvor blev helvede
af, hvor er Døden og alle de an-
dre? Du griner højt og larmende:
Borte. Ler og ler. Overstadigt.
Så tårerne plasker ned over dine
saltvåde kinder. Du er nær ved
at kollapse.
En ø, herude på havet, en vid-
underlig ø, din jo mere du nær-
mer dig. Men hvad er det! Der
er huse. Og det er jo slet ingen
ø. Dér ligger både for anker. Det
er jo havnen, hvor du bor. Det er
dér, du skal hen, dér du lever
af varme, dér du favner din fa-
milie af glæde, af sorg.
Du græder et smil, som varer,
dine øjne stråler. Aldrig har du
elsket den klippe, der bærer din
krop, som nu. Aldrig har den
været så fast, så stærk. Aldrig
har den været dit hjem som nu.
Farvel, makker. Tak for nu. I
<«É3av
MINERALVAND
najorneKarsinauvoK
akunago
akuvdlugulunit
morgen, nej, i overmorgen skal
jeg fiske flere ørreder end du.
Vent bare.
Opover. Hurtigt, så træt som
du er. Hjem. Fjeldet bærer dig,
støt og sikker. Du rager, famler
dig frem, her hvor solen får magt.
Trappens tømmertrin lyder så
trætte, siger ellers ikke noget,
blot bærer dig op og ind.
Åh den lugt af din familie, den
velkendte fred, den sivende, da-
sende stilhed om mennesker, som
sover. Dine mennesker. Din kone,
dit barn. Hende, den lille, lille
skabning. Hun smiler ikke. Hun
bare sover, ånder, puster, rynker
brynene lidt, fordi hun drømmer
om en trold.
Hendes mor ligger lang, slap
og rolig, af søvnen løst fra sine
beskedne, daglige hæmninger,
hvilende tung og yndefuld. Jeg
skal fortælle hende i dag, når
hun vågner, at hun snorker.
ftftlWj irf fjUti
AN
ANGLI llugdlM pltuuuoK