Atuagagdliutit - 24.12.1969, Blaðsíða 31

me
IMu vil jegha'
en Ch rysler!
uvangåtaoK CHRYSLERertårniarpunga!
CHRYSLER angatdlåmut sumutdlOnit pitsaunerussu-
mik motorigssaKartitsivoK.
CHRYSLER kivfartussinermigut, nakussutsimigut isu-
mangnåissutsimigutdlo tamanit sagdliuvoic — ingmi-
kutdlo teknlkimut tångassunik kajungernauteKardlune.
CHRYSLER Kinerugko aningaussat atordluarnerusa-
vatit.
CHRYSLER har en bedre motor til enhver bådtype.
CHRYSLER er overlegen i betjening, styrke og sik-
kerhed — med ekstra tekniske raffinementer. De får
mere for pengene, når De vælger CHRYSLER.
Importør:
SKANDINAVISK
MOTOR CO A/S
Banemarksvej,
Glostrup
Den længste dag
Her sidder jeg den 23.12. 1968 i
mit hjem i Las Palmas. Udenfor
står himlen som en blå kuppel
uden en sky og solen drejer sig
planmæssigt i sin bane, medens
varmen stiger og termometret på
min balkon uden for mit vindue
for lidt siden passerede 25 gr. C.
og langsomt vil krybe op ad end-
nu nogen tid.
Udenfor kan jeg se over til na-
boøen Tenerife — en nats sejlads
borte — de lavere dele af øen
ligger i skygge på denne tid, men
Pico del Tejde, der er Spaniens
højeste bjerg med sine 3800 me-
ter, ligger med en hvid hætte
af sne på sin tinde og er endnu
et ret uberørt punkt af turismen,
da en bil eller bus kun kan brin-
ge de 220 meter op, der kan be-
fares på det sæt. Men en svæve-
bane er allerede planlagt — og
så ....
Jeg kan naturligvis ikke lade
være at tænke på Upernavik,
hvor jeg tilbragte 30 år af mit
liv under midnatssolen, men og-
så i mørketidens 80 døgn aldeles
uden sol og indtil krigen henvist
til tranlamper i de få europæeres
hjem og til spæklamperne hos
grønlænderne både til belysning,
opvarmning og madlavning. Jeg
har ingen grund til at angre disse
år, der var en gave til en ung
eventyrlysten mand. Når jeg be-
klagede mig til daværende direk-
tør Daugaard-Jensen over, „at
jeg levede som en hund“, når jeg
ønskede mere i løn etc., så sva-
rede dette livskloge menneske:
„Muligvis har De ret Drosvad,
men jeg ved godt, at De ikke
gjorde det, hvis det ikke mo-
rede Dem!“ Det havde han ret i.
Solen stod op ved Upernavik
i begyndelsen af februar. Når vi
gik til fjelds til øens top og vej-
ret var egnet, kunne man se so-
len første gang den 4. februar.
Og den gang gik man der op og
stod stille og tavs i de få øjeblik-
ke det store under skete, at solen
kom igen og i lang tid frem over
ville hæve sig højere dag for
dag langt ind i en stedse lysere
sommer. Ingen sagde noget, hver
stod med sine tanker både om ti-
den, der var gået og om hvad
der kunne være sket i den store
verden og med ens kære, som
man ikke havde hørt fra siden i
november, da årets sidste breve
kom med årets sidste skib. Ra-
dioens glæder, men også dens
forbandelser lå endnu ude i frem-
tiden.
Upernaviks daværende koloni-
bestyrer C. E. Lembcke-Otto lod
opføre et sekskantet hus på det
sted, man tyede op til på disse
den 4. februar dage. Jeg ved ikke,
hvem der hittede på et navn, men
en skønne dag hed det Livets top
og det blev det ved med at hedde.
Der var vinduer i den halve væg-
højde i alle 6 vægge, så man
kunne se horisonten rundt, både
ind over isfjorden mod Augpilag-
toK og ud mod Sdr. Næs, der slap
solen først løs efter mørket og
også ville slippe første skib fri,
som det om efteråret havde luk-
ket for sidste skib. Livets Top
betød noget for os, både grøn-
lændernes 190 skindklædte sjæle
og for de daværende danskere,
hvis antal kunne tælles på to
hænder — alt hvad mange grøn-
lændere den gang havde brug af
tal.
Nogle sure størrelser var util-
fredse med, at C. E. Lemcke-Otto
havde ladet hugget sit eget og
sin families navne ind i tømme-
ret, der bar huset og vist var han
selvglad og svarede nogenlunde
til det navn, grønlænderne hav-
de givet ham: Uvangepe, der be-
tyder: Det er mit! og som han
yndede at benytte. Det lød lidt
af konge, hvilket han også følte
sig som og i nogen grad var —
også når han gav gaver.
Han og hele familien; ham selv,
kone og 17-årige datter, omkom
ved „Sælen“s forlis omkring 1.
oktober 1932 under en forrygende
storm. Intet blev fundet, hverken
af fartøj eller de ombordværende
— i alt 13 mennesker, hvoraf 4
danske. Man rejste dem en min-
desten ved nedgangen til Uper-
naviks skibshavn. Der står den
endnu sammen med en mindre for
4 grønlændere, der blev borte un-
der en storm mange år efter.
Livets Top havde været et mere
levende minde over denne sidste
kolonibestyrer af typen fra før
første verdenskrig og hvoraf man-
Af Andr. Lurtd-Drosvad.
ge havde trådt deres første ung-
domsskridt ved militæret, hvilket
man da også kan se af billederne
fra kolonibestyrernes møde i ti-
den før første verdenskrig.
Men der kom andre tider med
nye mennesker, der sagde du til
hinanden og gik med sixpence og
stortrøje. De fandt det uanstæn-
digt med sådan en selvforhærli-
gelse og fik under ukendt på-
skud lov til at nedbryde Livets
Top og bruge dets kortskårne
tømmer og brædder til et lille
bødkerværkst.ed ved udstedet
Kraulshavn. Det blev så snævert,
at bødkeren knapt kunne have
de tønder i, som han skulle rejse
og så lavt, at han ikke kunne
svinge sin mukkert rigtigt, uden
at den ramte loftet — endda
grønlandske bødkere var små af
statur.
Jeg hører til dem, der mente,
at denne meningsløse handling
var en skandale og i øvrigt vist
dengang i min harme lovede van-
dalismens igangsætter at lade
rejse ham en skamstøtte, hvor
Livets Top havde stået. Nogle har
bebrejdet mig, jeg for en gangs
skyld ikke holdt ord. Man bedes
tilgive mig og betragte dette som
en erstatning og som et skrifte
for min angerede synd ved at
lyve.
Et levn fra den gamle tid gik
således tabt. Men jeg vil tro, at
mange endnu går op til pladsen,
som endnu kaldes Livets Top, og
der oplever det store under: At
solen kom igen.
Jeg har været der i dag, selv
om jeg her lever på et sted, hvor
solen aldrig går ned mange timer
ad gangen og hvor dens varme
varer ved dag og nat i alle årets
måneder. Jeg har været der i
mindet og været sammen med
gamle venner, der endnu lever,
og andre, der nu kun er billeder
i ens fotoalbum og ens erindring
— eller som C. E. Lemcke-Otto
i en vægprydelse i Upernavik nu-
værende museum, der oprindeligt
fra 1876 var stedets kirke og si-
den ved hans foranledning et åre-
mål var sysselrådssal. Nu er det
et museum over noget, som var.
Hvis jeg først i februar sadl på
min slæde ud for Kap Schakleton
i Upernaviks norddistrikt og: så
solen vise sig ildrød i nogle: mi-
nutter nede i syd, ville jeg tage
skindvanterne af og strække} mi-
ne hænder op i solens lys og sva-
ge varme, medens tårerne slørede
mine øjne. Det er en skik eski-
moerne havde og den troede de
gav dem et liv uden sygdom i
det nyfødte år.
32