Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 24.12.1969, Blaðsíða 10

Atuagagdliutit - 24.12.1969, Blaðsíða 10
Storfamilien på Dødemandspynten Tidspunktet for vort første møde ligger en snes år tilbage, da han som en halvstor knægt pludselig dukkede op, mens jeg sad på en solvarm sten og hvilede mig. Ste- det lå et stykke til fjelds, med vid udsigt over hav og fjord, og her på en lille, fredfyldt plet lå også bopladsens gamle gravsteder. Herop havde man båret det lille samfunds døde, når deres fattige livs tilmålte dage var omme. Jeg havde ikke hørt nogen komme, før han pludselig stod foran mig, smilende med et bundt nyskudte fjeldryper over skulderen. Kun få ord forstod vi af hinandens sprog, men så meget fandt jeg ud af, at også de jordiske rester af drengens bedstefar lå her i en af de mosgroede stengrave. Et simpelt trækors hældede med skæve bogstaver ind over sten- dyngen, men malingen var falmet og slidt af vind og vejr. Drengen var opkaldt efter den afdøde, og navnet var gået i arv, som en lille stump af evigheden, fra den, hvis kranium lyste hvidt derinde fra gravens mørke. Siden mødtes vi af og til, mest i hans forældres hjem, en lav jordhytte overgroet med græs, så den næsten faldt i et med land- skabet. Indenfor var der godt at være, og når man lagde sig til ro efter en lang dags trættende slæ- derejse vidste man, at man var i gode hænder. Familiens dæmpede, vokalrige sprog udstrålede i sig selv en hjertevarme, der skabte hygge, mens ens tøj og kamikker hang til tørre over lampestedet. Det sidste, man opfattede før søvnen indfandt sig, var at bedstemor med en sodet pind klemte spæk- lampens væge ned på vågeblus. Så forsvandt alt i et blødt og trygt halvmørke, hvor man i stilheden kun hørte de sovendes dybe og sunde åndedrag. Svagt kunne man på den fug- tige jordvæg skimte et enfoldigt kulørt billede af Jesus, der, ind- til dagen igen gryede, overtog nattevagten. Skønt fattigt og pri- mitivt målt med almindelige alen savnedes intet i familiens tilvæ- relse, hvis grundvold var bygget på ældgammel tradition og livs- opfattelse. Men der kom andre tider, ikke som en blid søndenvind med vækst og grøde, men i form af en omvæltningens storm, som vend- te op og ned på mange ting. Også til den lille boplads kom det tyvende århundrede og af- løste en tidsepoke, der lå mindre end en menneskealder fra sten- alderen. Op over drivisbæltets flimrende horisont dukkede røg- striben og rakte som en pege- finger ind mod det blåsorte fjeld, hvor man havde bestemt, at sta- tionen skulle ligge. Rygtet var ilet forud om det, der skulle ske, og der havde i den anledning været afholdt folke- møde på bopladsen for at høre, hvad man mente om tingene. Skulle man blive og prøve at affinde sig med naboskabet og det, der vil komme, eller valgte man at fortrække til et andet sted? Som spørgsmålet blev stil- let, var der ikke noget alterna- tiv, eller nogen anvisning på, hvor man ellers skulle drage hen. Om det var bedst at blive eller finde et andet bosted, kunne kun frem- tiden give svar på, så spørgsmå- let var næsten lige så absurd, som hvis man spurgte, hvad der bedst kunne gro på månen, snit- bønner eller kartofler. Man blev, og snart rullede ekkoet af de nyankomnes larm spidsrod mellem vigens isfjelde, mens rustskyer lagde sig over vandet fra de store skibes anker- kæder, der rovsede til bunds. Mærkelige ting hang i ståltove og blev landet i losseprammene, mens tyggegummiædende frem- mede håndterede spil og bomme. Titaniske kræfter var sluppet løs, og maskiner betjent af kyndige folk kravlede i land og udrettede på kort tid ting, man aldrig ville have drømt om. Næsten som et særsyn i dette land begyndte man fra den rig- tige ende, og snart var der inde på stranden dannet et brohoved, som udgangspunkt for. hvad der videre skulle ske. Da det var overstået, fortsatte bulldozere og gravkøer opover, mens de banede sig vej gennem det øde landskab, hvor tingene skulle frem. Gennem sumpede mosedrag med nikkende kæruld. eller sandede skrænter, der var cyklamenfarvede af fjeld- landets blomster, åd de sig frem imod målet. Nå de gik i stå, fordi sten eller klippeblokke lå i vejen, bakkede de tilbage et øjeblik, mens sprængningsholdene løb i dækning og fontæner af sten og jord skød himmelhøjt i vejret. På imponerende kort tid rejste de vældige bygninger sig, mens maskinerne med ømme og slidte tænder, men fremdeles sultne, åd sig ind på en strækning, hvor der skulle anlægges flyveplads. Fra den allerførste dag i denne FOTO. FOTO. FOTO Film fremkaldes Farve og sorthvid Arne Jensen . Box 624 . Esbjerg Deres ur er i gode hænder hos os .. Vort moderne reparationsværk- sted modtager gerne Deres ur eller brille til reparation. nalunaerKutårKat uvavtlnut suliarititarniaruk SrdlerKutiginago .. sutdlivivtlne modemiussume na- lunaerKutårKat issarussatltdlfl- nlt suliariumaK&vut. URMAGER JOHN GRAUTING Torvet 1 - Lemvig nytids historie bestod der mellem de fremmede bygherrer og myn- dighederne i Grønland og Dan- mark en aftale om, at der intet samkvem måtte være mellem sta- tionens og bopladsens folk. Fra allerhøjeste sted bestræbte man sig på, at aftalen blev over- holdt og gik så vidt, at man an- satte en opsynsmand udstyret med politimyndighed og et se- nere påhæftet rammende øgenavn — kønsdriftsbestyreren. Hans op- gave var så håbløs, som nogen opgave kunne blive, og hvad en- ten det var sommer eller vinter havde de, han skulle passe på, naturen både som drivkraft og forbundsfælle. I strålende udendørsvejr eller buldrende nattemørke spillede op- findsomheden sine triumfer, når det gjaldt om at finde sammen to og to uden at nogen så det. De formastelige drog fordele både af lokalkendskab og de til stationen hørende faste eller rul- lende faciliteter. Ad snoede stier trådt gennem blomstrende lyng eller dybe snedriver kunne det ske, at opsynsmanden fulgte et friskt spor, der kunne ende, hvor han til tak for sin tjenstivrighed modtog en omgang tærsk. Lidt efter lidt satte naboskabet sit præg i befolkningen, mens pi- gerne blev mere velklædte og mændene røg mere end sædvan- ligt og nogle allerede så småt begyndte at tale udenlandsk. De små hytter, der med mellemrum Af NIELS L. UNDERBJERG var rejst langs den lange vej op til stationen med det formål at fungere som redningshytter un- der et pludseligt opstået uvejr, antog efterhånden mærkværdige navne. Navnenes oprindelse hav- de ganske vist ikke meget med redningsaktioner at gøre og kun- ne i reglen henføtes til en eller anden oplevelse, der var udstedt forbud imod. Trods alt havde bopladsens folk også deres fordele af naboskabet, og der blev fremstillet husflid i ben og fedtsten i en målestok og til priser, man ikke før havde kendt. Pokker skulle da sidde og fryse i en kajak, hvis man med lidt pillearbejde, ved at lade sig fotografere eller på anden måde yde en tjeneste, kunne erhverve sig en dagløn. Langsomt forvirredes begreber- ne, indtil mandskabet deroppe på stationen ligefrem tillagde sig den opfattelse, at deres tilstedeværel- se var med til både at højne bo- pladsens levestandard og en al- mindelig mellemfolkelig forståel- se. Åbenlyst pegede man på de indlagte fortjenester, der ofte kun havde tilknytning til et enkelt familiemedlem på spindesiden, og det skete også, at deres fortjene- ste blev opnoteret i den nærmeste politimyndigheds faderskabspro- tokol. Længe kukkede gøgen på redekanten, før man fra officiel side fandt tiden inde til at sætte en bremse på uvæsenet, hvis føl- ger var vanrøgtede børn, vrede ægtemænd og hjem, der var truet af opløsning. Da man slog ned, blev der travlhed med at udfærdige fly- billetter, hvis pålydende gjaldt både øst- og vestover, og mange fik oven på den historie uventet deres Grønlands-ophold forkortet. Før end dette tiltrængte skridt blev taget, og endnu mens uvæ- senet var på sit højeste, traf jeg endnu en gang min gamle ven, der som så mange andre havde følt stationens magiske tiltræk- ningskraft. Spejderne stod opstillet til søn- dagsparade, og myggene svær- mede om de bare ben og knæ, be- gunstiget af en lårkort mode, der havde udvidet deres virkefelt. Spejderchefen med bredskygget hat og skrårem stampede i jor- den, som en hest der havde spat i benene, mens de små bæster drak af hans blod, der ligefrem kogte af stolthed. Morgenbrisen legede med vimpler og flag, og de meniges skråhuer havde be- svær med at holde styr på de ny- vaskede krøller. På fløjen stod fanevagten, en syttenårig kvinde- lig skønhed og holdt med hvide handsker på den blankpolerede flagstang, mens et par brune øjne strålede imod en ny dags for- ventning. Dovent bevægede det store flag sig i vinden og frem- viste glimtvis sin gyldne og ma- nende inskription. „Vær beredt" stod der med tommehøje guld- bogstaver, og den tanke var nær- liggende, at der for fanevagtens skyld burde have været tilføjet — på hvad som helst. Det var en stor dag i boplad- sens historie, og alt hvad der kunne krybe og gå, var inviteret på stationen til kaffemik, is, so- davand og filmforevisning. Dagen var planlagt som en slags lokal taksigelsesdag, for også alt hvad der hørte til den nyoprettede spejderbevægelse fra fane til uni- former var en gave fra statio- nen. Det ville være uretfærdigt, hvis man påstod, at denne gav- mildhed kun havde egoistiske be- væggrunde, men helt blottet her- for kunne den vel næppe være. Samkvemsforbudet var og blev en torn i øjet, hvis opadvendte spids stak mest, mens den anden ende nede på bopladsen kun var generende for en del af befolk- ningen. Ad mange omveje, der ikke alle var lige let gennemskue- lige, søgte man, som det hed sig i diplomatiske kredse, gradvis at normalisere forholdet mellem parterne. Da karavanen drog af sted med spejderne som fortrop lignede den en lang spraglet larve med en grøn forkrop, som bugtede sig opover. På afstand blev det ikke at se, om et ben hist og her hal- tede lidt, fordi der var smuttet et par småsten i skoene. For at forkorte tiden sang man nogle sange om bøgeskove og bølgende kornmarker som ingen forstod ret meget af, men kønt lød det alli- gevel. Midtvejs gjorde man holdt, og folk, især de lidt ældre, nød udsigten og en velkommen hvile- pause. For den iltre spejderchef var den slags tidsspilde, og han udnyttede pausen til at holde et af sine frygtede lange foredrag. Det var jo en pligt, som fulgte med hans høje rang, men for ham blev det ikke betragtet som sådan, da det var ham både en fornøjelse og en måde at hævde sig på. Det kneb lidt for tilhører- ne at fatte fornuften i alt det han sagde, om at dygtiggøre sig også til at kunne klare sig under ret primitive forhold. Mange fandt det ikke lettere nu, hvor salonriflen og fiskesnøren var bleven udskiftet med teltstænger, potter og drikkekrus samt en lille håndbog i, hvordan alt skulle gø- res. Man skulle lære at slå knu- der og lave bål og det med at skaffe sig noget til at hænge over ilden syntes at komme i anden række. Efter en times vandring svin- gede man omsider ind foran de vældige bygninger, der lå med milevid udsigt over drivisbæltets stivnede strøm. Under radaran- læggets mathvide kyklopøje, der var vendt mod højtflyvende mål, sad specialister dybt i bygningens indre og overvågede dag og nat luftrummet omkring dem. Sta- tionsmandskabets blikke holdt sig (Fortsættes side 36) — Pas nu godt på den fine ballon, lille ven ... den er meget skrøbelig! ikingutinguaK, putdlagtagaK una kussanartoK pårivdluar- niaruk . .. agsut KajangnarpoK1. 10

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.