Atuagagdliutit - 10.12.1998, Blaðsíða 10

ATUAGAGDLIUTIT
10 • TORSDAG 10. DECEMBER 1998
ckékAæ/ftes
Dronning 1997-imi suli angalaqataaneranit. Borgmester Nikolaj Ludvigsen Nanortalimmut
tikilluaqqusivoq.
Mens dronningen endnu var med på rejsen i 1997. Borgmester Nikolaj Ludvigsen byder
velkommen til Nanortalik.
Dronningen. - Jeg var 20 år,
og jeg havde glædet mig helt
vildt til det. Jeg havde jo hørt
så meget, dels fra mine
forældre, men også fra andre,
der havde tilbragt nogen tid i
Grønland. Og når jeg mødte
sådan mennesker, så belejre-
de jeg dem nærmest for at
høre, hvad de havde at for-
tælle. Og det var så fascine-
rende altsammen.
- Vi startede i Upemavik,
og da tror jeg, jeg brugte hele
mit livs kvote af godt vejr i
Grønland.
- Vi ankom i havblik og
ankrede op tæt ved byen og
kunne gå stille og fredeligt
ind. Da vi tog derfra, var det
så klart, at vi kunne se Djæv-
lens Tommelfinger ved Kul-
lorsuaq, og da tænkte jeg ved
mig selv, at der måtte jeg
altså op engang. Derfor bad
jeg udtrykkeligt om, at turen
sidste år skulle omfatte et
besøg i Kullorsuaq og Nuus-
suaq (Kraulshavn), men des-
værre fik jeg som bekendt
problemer med knæet og
måtte opgive det meste af
rejsen. Det lykkedes dog for
de andre at komme derop
med »Dannebrog«, og det er
jeg meget glad for.
I den forbindelse vil jeg
gerne sige - og det ligger mig
meget på sinde - at jeg er for-
færdelig ked af, at jeg ikke
var med på hele turen. For
jeg føler virkelig, at jeg svig-
tede, men jeg var nødt til at
tage hjem. Ellers var det bare
blevet sådan, at jeg den ene
dag kunne deltage i arrange-
menterne for den næste at
være nødt til at opgive. Det
tror jeg havde været værre,
for så var rejsen begyndt at
dreje sig om mit knæ i stedet
for vort besøg, og det var nu
ikke meningen.
Vi var alle bekymrede
- Siden Deres besøg i 1960 er
næsten al moderne udvikling
sket. Har De haft mulighed
for at følge med i den ?
- Ja, det har jeg i høj grad.
Og ikke blot fra 1960 og
fremefter, for netop fordi
mine forældres første rejse
var så godt fortalt og gen-
nem-illustreret, har jeg jo
kendt Grønland før min
første rejse og kunne allerede
ved den lejlighed se, hvor
meget der var sket siden
1952.
- / 1970 gav De udtryk for,
at udviklingen havde gjort et
stort indtryk på Dem. Hvor-
dan føler De, det er gået
siden ?
- Jeg kan huske, at vi alle
sammen var temmelig
bekymrede i 1970’eme, og at
vi ikke har været bekymret
på samme måde siden.
- Men der var et tidspunkt,
hvor vi tænkte: Hvordan skal
de dog klare det? For vi kun-
ne se, at der var sociale pro-
blemer. Vi kunne se, der var
problemer med at finde sig til
rette. Der var ligesom mod-
stridende ønsker og menin-
ger både på grønlandsk og på
dansk side, hvor man på den
ene side ville gøre integratio-
nen meget tæt og på den
anden side ville markere
større afstand. Det var lige-
som, hverken Danmark eller
Grønland kunne finde sine
egne ben i den situation.
- Og her synes jeg, der er
sket kolossalt meget, fordi
man mærker, at begge parter
- alle vanskeligheder til trods
- hver især faktisk har fundet
ud af, hvem man er, og står
ved det. Og jeg synes, at man
i Grønland har udviklet sit
samfund positivt - og har
vidst, hvordan man ville gøre
det.
Festtøj og skyggesider
- Når kongefamilien er på
besøg, er Grønland i fest-
tøjet, men...
- Det er rigtigt nok, siger
dronningen leende. - Men det
ved vi andre skam godt, for
dummere er vi jo ikke, end at
vi godt kan se, når folk er i
festtøjet.
- Det var slet ikke det, jeg
ville spørge om...
- Nej, nej, men jeg kan
ikke lade være med at nævne
det, for helt så naive, som vi
ser ud, er vi ikke altid. Og så
er det jo sådan, at man godt
kan se, hvilken måde, der er
nymalet på. Om det er huhej-
nu-må-vi-se-at-få-det-dæk-
ket, eller det er generelt pænt
velholdt og ordentligt malet.
Det gælder alle steder, vi
kommer. Og der vil jeg sige,
at der i de senere år er sket
meget i Grønland. Det ser
nettere og mere velholdt ud i
dag end for 10-15 år siden.
Naturen
- Men det er ikke altid, natu-
ren er i festtøjet?
- Nej, det er'sandt. Jeg ple-
jer at sige, at jeg ikke tror på
vejret. Og det har der
bestemt heller ikke været
grund til på vore grønlands-
rejser. Det var derfor, jeg før
sagde, at jeg må have brugt
hele min kvote af godt vejr
på min første rejse. På en
eller anden måde er det lyk-
kedes os at tage til Grønland
på somre, hvor vi fik, hvad
jeg kalder kanonsomre i
Danmark og derfor det mod-
satte i Grønland. Det er jo en
klimatisk naturlov, at når
vejret er virkelig godt i Grøn-
land, så er det dårligt i Dan-
mark og omvendt.
- Men på trods af vejret,
lykkedes det sidste år at gen-
nemføre rejsen næsten ude
aflysninger - bortset fra min
egen naturligvis.
- Har det trods alt været
muligt at få nogle oplevelser
i naturen?
- Jamen naturen er der jo
ingen mangel på, ligegyldigt
hvordan den opfører sig. Jo
værre, den arter sig, jo mere
natur får man at se. Men det
er klart, at det er sjovest at se
det hele i solskin.
- Har Grønland inspireret
Dem kunstnerisk?
- Jeg har altid haft lyst til at
tegne og male, når jeg har
været i Grønland, og jeg har
også altid fået gjort lidt -
mere eller mindre vellykket.
Forrige gang - i 1989 -fik jeg
faktisk lavet en helt masse
små skitser, og tidligere
også. Men her sidste gang
var jeg der så kort, at det
næsten ikke blev til noget.
Og jeg havde ellers i den
grad glædet mig til ikke bare
al bruge øjnene, men også
blyanten og penslen.
Arkæologi, geologi
og glaciologi
- De interesserer Dem også
for historie og arkæologi.
Har Grønland kunnet byde
på noget der?
- Ja, det synes jeg er et
meget spændende kapitel, og
i Grønland har emnet interes-
seret mig lige siden, jeg som
barn - omkring tidspunktet
for mine forældres rejse i
1952 - var begyndt at læse
arkæologiske tidsskrifter. Og
netop i 1952 skete der nogle
meget spændende ting
omkring kirken på Herjolfs-
næs og independencekultu-
ren. Så jeg har læst om det,
fra jeg var 12-13 år og har
altid været meget fascineret
af det.
- Har De selv set spor efter
de tidligere indvandringer i
Grønland?
- Ja, jeg har set lidt hist og
her ved forskellige lejlighe-
der, og så har jeg hørt Eigil
Knuth fortælle om sine
arbejder i Peary Land, som
jeg synes er vanvittigt
spændende.
- Ja, så fandt jeg forresten
en teltring i Sermilik i Øst-
grønland i sommer. De andre
vidste naturligvis, hvad det
var, men jeg opdagede den så
at sige selv og fik bekræftet,
at det var en teltring fra tid-
ligere kulturer. Og det er jo
det, der er så fantastisk i
Grønland, at hvis man har
øjnene med sig, så får man
den slags oplevelser.
- Jeg har for eksempel
været interesseret i geologi
altid, for det er jo en af for-
udsætningerne for arkæologi,
ikke mindst i Danmark og
Grønland.
- Glaciologi, geologi og
arkæologi løber ind i hinan-
den. Derfor synes jeg også,
det er spændende at flyve
over landområder i Grønland
- især med helikopter, som
gør det muligt fra lav højde
at at se, hvordan landet blev
til. Man ser smeltevandsdale,
hvor igennem vandet slynger
sig, udstrakte sand- og ler-
banker, hvoraf nogle er helt
nydannede og andre lidt
ældre, fordi der er begyndt at
gro noget på dem. Og så tæn-
ker jeg: Dette er Vestjylland
for 10.000 år siden.
- Samler De sten ?
- Nej, ikke rigtigt. Jo, lidt
engang imellem, men jeg ved
for lidt om det, og jeg ved,
hvad det ender med. De lig-
ger i lommerne, og når de er
færdige med at ligge i lom-
merne, ligger de på skrive-
bordet, og når de er færdige
med det, ryger de måske i
skuffen og ender langt om
længe i papirkurven. Det
tager cirka fem år, siger
Dronningen med overbevis-
ning efter års erfaringer.
»Lille Blomst«
Dronningen fortæller om en
række andre oplevelser,
familien har haft i den grøn-
landske natur. Kronprins
Frederiks succes med sælen
er velkendt, og vi har også
tidligere hørt, at prins Henrik
er glad for jagt. Dronningen
indrømmer, at Prinsens jagt-
held i Grønland endnu ikke
har været stort, men et par
korte ture efter både sæl og
rensdyr, er det da blevet til.
- Det er heller ikke en jagt-
form, der egner sig til smut-
ture...
- Det er jo netop det,
erkender dronningen. - Den
form for jagt skal man have
bedre tid til, end vi har. Så er
det alligevel nemmere at
plukke blomster. De står
pænt stille, til man kommer...
Dronningens interesse for
blomster indkasserede hende
et sødt grønlandsk navn ved
polardåben udfor Illoqqorto-
ormiit i 1970. »Naassunngu-
aq« lader sig ikke oversætte
helt præcist, men betyder
noget i retning af »lille kære
blomst«.
- I 1970 plukkede De en
sneanemone betydeligt sydli-
gere i Østgrønland, end man
regnede med, de fandtes. Er
De også botanisk interesse-
ret.
- Ja, men ikke vidende. Jeg
har bare altid godt kunnet
lide at lægge mærke til, hvad
jeg går og træder i, hvad
enten det nu er under jorden
eller oven på den. I Grønland
er det noget særligt, fordi
forholdene er så ganske
anderledes, og der alligevel
er så mange forskellige
blomster. Og så er de allige-
vel anderledes, end dem, vi
kender herhjemme.
Privatbesøg hos Sirius
-11994 var De på Østkysten,
men den rejse ved vi ikke ret
meget om?
- Nej, men det er fordi det
var en privat rejse Jeg var
oppe at besøge Sirius-patrul-
jen sammen med Dronning
Sonja, og der fik vi mulighed
for at bo sammen med Sirius-
patruljen i Daneborg i nogle
dage. Og så besøgte vi for-
skellige steder oppe og nede
1997-imi Nanortalimmi paasinarsivoq dronningip seeqquata angalaneq tamakkernissaanut
sapissagaa. Prins Henriup nulii helikopterimut Narsarsualiaatissaanut angerlamullu ikiler-
soq ikiorpaa. Oqaloqatigiinnermi tamanna allarpassuillu eqqartorpai.
Under opholdet i Nanortalik i 1997 blev det klart, at dronningens knæ ikke kunne holde hele
rejsen. Her hjælper prins Henrik sin kone ombord i helikopteren, der skal føre hende til
Narsarsuaq og hjem. Det fortæller hun blandt meget andet om i interviewet.
ASS./ FOTO: VIVI MØLLER-REIMER