Atuagagdliutit - 10.12.1998, Blaðsíða 26

26 • TORSDAG 10. DECEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT

Hundeslæderejsende
og kulturel brobygger
Ono Fleischer rejser ikke for sportens skyld, men for at knytte kontakter
mellem Grønland og Grønlands frænder
Ono Fleischer Peter Freuchen-illu ernera, Ollie Itinnuaq.
Angunni attaveqarfiginiartillugu allagaisa Peter Freuchen-
ip toquneranik nalunaarutip paarlaannarpaat, imminnullu
takunngisaannarput.
Ono Fleischer sammen med Peter Freuchens søn, Ollie
Itinnuaq. Da han prøvede at komme i forbindelse med sin
far, krydsede hans brev meddelelsen om Peter Freuchens
død, og de så aldrig hinanden.
Der var tæt pakket med men-
nesker i den lille sal i Katu-
aq, da Ono Fleischer i slut-
ningen af november holdt
foredrag om sine rejser gen-
nem de canadiske frænders
land.
Ono er ekspeditionsmand,
ingen tvivl om det, og den
fysiske og sportslige præsta-
tioner sammen med kamme-
raterne er med qallunaq-øjne
ufattellige.
Det er bare ikke strabad-
serne han fortæller om. Han
antyder dem måske imellem
linierne, men det er kun når
han bliver spurgt, at han
kommer ind på de ekstreme
vanskeligheder, han og rejse-
fællerne har været udsat for.
Det er ikke fordi Ono Flei-
scher er uvidende om, hvilket
indtryk det gør på os almin-
delig dødelige, når han lige-
som tilfældigt nævner, at de
undertiden var nødt til at bli-
ve i teltet i flere dage i storm
og så ekstreme kuldegrader,
at de endog måtte opgive at
gå ud og fodre hundene.
Brobyggeren
Nu var det heller ikke hver-
ken det sportslige eller det
barske, der var drivkraften
for Ono Fleischer på de tre
ekspeditioner, han fortalte
om i Katuaq. Han opfatter
mere sig selv som brobygger.
Han vil danne bro mellem
inuit i hele arktis, og hvordan
gør man det bedre end på rej-
se at besøge frænderne langs
hele den ustrakte del det ark-
tiske Nordamerika og i Sibi-
rien.
Helt derover til russerne er
han endnu ikke nået. Andre
rejser går forud, for inuit har
bosat sig så kolossalt spredt,
at rejsen for at nå frem til
dem alle bliver en slalomrute
på kryds og tværs gennem
det nordligste Canada. Selv-
om de forskellige landes qal-
lunaat med et vist held har
forsøgt at koncentrere be-
folkningerne, er der store og
vidtstrakte landområder
imellem dem.
Tre rejser, tre ledsagere
Tre ekspeditioner er det ble-
vet til. Ono Fleischer startede
i 1975 med alene at at køre
fra Illulissat til Qaanaaq.
Herfra blev han i 1992 fløjet
over på den anden side, hvor
han og Jens Danielsen starte-
de den store slæderejse, der
bragte dem helt frem til Point
Barrow.
I 1998 rejste han samen
med Mathias Ingemann og
Karo Thomsen rundt om
Hudson Bay og besøgte
frænderne der, og i januar år
2000 rejser han fra Qaanaaq
vest om Hudson Bay ned til
den sydlige del af bugten.
På samtlige rejser har op-
gaven været at fortælle inuit
om frænderne i Grønland og
samtidig indsamle viden om
de fremmede inuits kultur.
Og det er begivenheder og
iagttagelser fra denne ver-
den, Ono Fleischer øser af,
når han holder foredrag.
Selv er han slægtning til
Knud Rasmussen, og allere-
de den omstændighed har
været en vældig fordel for
ham i mødet med stamme-
frænderne.
LU
□
I Hvorfor?
QC
z Af uddannelse er han lærer
“ og skibstømrer, men arbejder
S nu fuldtids med turisme,
o - En del mennesker spør-
| ger mig, hvorfor jeg frivilligt
| tager ud på de besværlige rej-
ser. Og det vil jeg også godt
svare på:
Der er 150.000 inuit, for-
delt på Grønland, Canada,
Alaska, Aleuterne, Rusland
og Danmark. De er alle som
os. Vi taler samme sprog. Vi
ligner hinanden og har sam-
me lugt. Det er ikke til at se
forskel på os, uanset hvor i
inuit-området vi kommer fra.
Vi er jægere og har det tilfæl-
des, at vi ikke kan se et
fangstdyr uden i det mindste
at tænke på at slå det ihjel.
Vi kan ikke forveksles
med indianere, kinesere, ja-
panere, malaysiere eller
hvem der ellers påstås at lig-
ne os. Der er stor forskel. Vi
kan altid se den.
Og netop på grund af vore
ligheder indenfor inuit, vor
ensartethed, har vi på mange
måder haft et skæbnefælles-
skab. Vi har mødt indvandre-
ne på samme måde, og vi har
Qaammataasakkut oqarasuaat Nunatsinnut attaveqaataa-
voq, angalanermit nunaqqatit malinnaaniassammata.
Satellit-telefonen skaffede forbindelse til Grønland, så beret-
ningerne om rejsen kunne gå videre til befolkningen.
lært den samme lektie.
De mennesker - inuit, vore
frænder - har jeg altid gerne
villet møde, og da Knud Ras-
mussen er min mormors
onkel, og jeg fra barn har
hørt om hans bedrifter, har
det ikke kunnet været ander-
ledes. Jeg måtte simpelt hen
rejse ud for at besøge dem,
lære dem at kende, og fortæl-
le dem om os, deres frænder
i Grønland.
Barske livsvilkår
Ono Fleischer fortæller, at
frænderne i Canada lever
under ekstremt vanskelige
klimatiske forhold.
- I lange perioder er tem-
peraturen konstant minus 50
grader, og vi har endda på
vores rejser målt temperatu-
rer helt ned til minus 62 gra-
der. Den grønlandske vinter
er ren sommer i forhold til
den canadiske.
- Ganske vist er der også i
Canada er indført moderne
bekvemmeligheder som fly
og flyforsyning af en lang
række nødvendighedsartik-
ler, radiotelefoner og meget
andet, men barskheden er
den samme som altid. Det er
stadig lige farligt at færdes
ude. Vel endda endnu farli-
gere i dag end tidligere.
Alle hunde slagtet
Ono fortæller her om en for-
færdelig begivenhed, det er
vanskeligt at forstå.
- I 1957 var der nød og
elendighed på vestsiden af
Hudsonbugten. Mennesker
døde på grund af sult og syg-
dom, og det skræmte de
canadiske myndigheder i den
grad, at de besluttede sig for
at flytte befolkningen herfra
til halvøen nord for Quebec-
provinsen.
- Men befolkningen var
ikke sådan at holde styr på.
Så længe de havde deres
Aqqusinersuaq 6
Box 16, 3900 Nuuk
Tlf. 32 40 96
C&J
Hudson-ip iterlassuatigut ingerlaarnermi Aupaluk-mmut Ankomsten til Aupaluk, en af de mange fuldstændigt ens
tikinneq, aqqutaani illoqarfiit assigiiaarluinnaat ilaat. byer på slæderejsen rundt om Hudsonbugten.
ASS./ FOTO: KARO THOMSEN ASS./ FOTO: KARO THOMSEN