Atuagagdliutit - 10.12.1998, Blaðsíða 27

GRØNLANDSPOSTEN
cZu<$/&a.£/£
SISAMANNGORNEQ 10. DECEMBER • 27
hunde, spredtes den hele
tiden, og myndighederne
slagtede derfor alle hunde i
området.
- Det er let at forestille sig,
hvilken elendighed, dette
medførte. En fanger uden
hunde er ingen fanger, og
det skabte social og kulturel
nød og elendighed for de
mennesker, der blev pakket
sammen i de nyopførte by-
samfund, der alle ligner hin-
anden til forveksling.
Nye hunde
Nogle er begyndt at samle
sig hunde igen. Men deres
stamme er elendig. De avles
fra husky’er, newfoundlæn-
dere og forskellige andre
hunde, der ikke alle er bereg-
net til det barske canadiske
klima.
Hver gang, vi kom til et
nyt sted, blev vi undertiden
mødt som spøgelser fra gam-
le dage. Ældre mennesker
stod med tårer i øjnene og så
direkte tilbage til deres ung-
dom, da hundene var en na-
turlig del af deres liv.
Efter vor sidste rejse efter-
lod vi vore hunde, så de kan
blive grundstammen i en ny
bestand af slædehunde. Men
det er et vanskeligt projekt.
Dels er det uundgåeligt, at
vore hunde bliver opblandet
med de ukurante slædehun-
de, de allerede har derovre,
og det gør det faktisk nød-
vendigt, at de endnu engang
skal slagte alle hunde. Det er
jo ikke noget man gør, når
man holder af dem.
Og så er der det problem,
at ingen fangere under 30-35
år ved noget som helst om
hundeslædekørsel. De kører
på snescooter, og det gør
dem sårbare.
Hvert år dør mange men-
nesker under snescooterkør-
sel - dels fordi snescooteren
er en maskine, der kan gå i
stykker, og dels fordi folk
derovre har den dårlige vane
at forlade scooteren, når det
sker - altså går videre i et for-
søg på at finde hjem ved
egen hjælp. De har simpelt-
hen mistet en del af deres
viden om fangererhvervet og
de sikkerhedsforanstaltnin-
ger, man altid skal tage.
- De har virkelig god brug
for hunde.
Rensdyr og mattak
som hundefoder
Ono Fleischer fortalte en
anden besynderlig ting om
fangst og det, han kalder
grønlandsk mad.
- Lovgivningen i Canada
forhindrer fangerne i at
handle med deres fangst. Det
har noget at gøre med den
måde, kød og fisk produceres
på til hjemmemarked, og når
man ikke kan sælge det, så er
man nødt til at dele det ud.
- Fangerne er registreret
som arbejdsløse, men er ikke
desto mindre en meget agtet
gruppe, fordi de jo bringer
mad til alle. Derfor har fan-
gerne i Canada æren i be-
hold. I Grønland har de mi-
stet den.
- Det eneste kød, man kan
købe derovre, er importeret,
og det er så kostbart, at ingen
har råd til det. Men det er
heller ikke nødvendigt.
- Canada er så rigt på kød,
at det ikke er til at fatte. Så
store mængder er der, at man
fodrer hunde med rensdyr-
Et år som eneboer
for vold på kvinde
Hen mod slutningen af
den tredie store slæderej-
se, så Ono Fleischer og
hans rejsefæller et punkt,
som de ikke rigtigt kunne
identificere. De var langt
ude i ødemarken. Det var
vinter, og det var fløjten-
de koldt.
Det viste sig, at »plet-
ten« var et mennesker, og
da de nåede frem, mødte
de en mand, som boede
helt alene herude i det
bare ingenting.
Det virkede lidt under-
ligt, men der er jo menne-
sker, som ikke kan klare
alt for meget mylder, og
som vælger at bo i
ensomhed med naturen
og sig selv.
Det viste sig dog lidt
senere, at eneboeren ikke
var der helt frivilligt. Han
var nemlig blevet dømt til
et års eneboertilværelse
og måtte ikke vise sig i
byen. Nu var der gået ni
måneder, og han kunne se
enden på sine fortræde-
ligheder.
På spørgsmålet om,
hvilken forfærdelig for-
brydelse, der kunne med-
føre så hård en dom, sag-
de manden, at han under
et voldeligt sammenstød
med en kvinde var kom-
met til at brække hendes
ene arm.
køller og mattak. Jeg har
aldrig setnoget lignende.
- Der er kun kvoteret for
isbjørne, narhvaler og hval-
rosser - sådan husker jeg det
i hvert fald. Alt andet må
man fange.
- I Grønland er det sådan,
at vi kun har en smal stribe
land langs kysten, hvor dyre-
ne kan leve. Men i Canada
har de enorm plads. Der er to
slags rensdyr - de stationære
og dem, der trækker. Der er
så enorme mængder af res-
dyr, at mennesker aldrig
nogensinde vil kunne truede
bestandene.
Råkost
Og når der er rigeligt med
kød, er det nemt at holde
gæstebud. Især fordi det er
normalt at spise maden rå og
utilberedt.
- Alle spiser på gulvet, for-
tæller Ono Fleischer. - Hvis I
en dag får besøg af folk fra
Canada, så lad være med at
servere mad på bordet. Det er
fornærmende. Kaffe er i
orden, til nød. Det kan godt
serveres på bordet, men ikke
mad. Ned på gulvet med det
hele!
- Vi har mangte gange
været inviteret til sådanne rå
madorgier, og det smager
godt. Det er en sund måde at
spise på, og vore canadiske
frænder er af samme grund
meget raske og sunde at se
på. De får god og sund kost.
Godt sundhedsvæsen
I lidt spredt fægtning fortalte
Ono Fleischer om sundheds-
systemet, skoler og uddan-
nelser.
For eksempel mener han,
at sundhedsvæsenet blandt
inuit i Canada fungerer
meget bedre end i Grønland.
Overalt er der daglige forbin-
delse til Toronto, hvis det
skulle blive nødvendigt at
evakuere, og der er hverken
mangel på læger eller syge-
plejersker.
Uddannelsessystemet blandt
canadisk inuit startede sent.
Først i 1973 kom man for alvor
i gang med at opbygge det, og
der mangler stadig mange inu-
it-lærere. Skolerne kører som
værestedsskoler, og større og
mindre elever går sammen.
- Det var imponerende at
Angalanersuarmi Ono Fleischer-ip oqalugiarnerpassuisa
ilaannit.
Et af de mange foredrag, Ono Fleischer holdt på rejsen
rundt om Hudson Bay.
Navigationen
Ono Fleischers aften i Katu-
aq varede - pausen medreg-
net - næsten tre timer. Og
han kom langt omkring i sin
se, hvordan hele familien var
engageret i fangsrejserne. I
det hele taget holder man
inuit-traditionerne i hævd.
- Selv i den koldeste vinter
med minusgrader så lave, at
vi her i landet dårligt kan
forestille os det, tager de
gamle med på rejsen. Det er
usædvanligt hårdføre menne-
sker.
- En dag midt på vinteren
fik jeg at vide, at vi skulle
have muslinger om aftenen.
Det forstod jeg ikke en lyd
af, for hele landet var dyb-
frosset.
Jeg vidste ikke, at det
meget kraftige tidevand - cir-
ka 15 meter - skabte nogle
revner og skruninger i isen,
som gav direkte adgang til
vandkanten ved laveste lav-
vande. Vi fik både tang og
muslinger, og det var utroligt
velsmagende.
beretning om mennesker,
han har mødt på sine lange
rejser.
En tilhører spurgte på et
tidspunkt, hvordan man navi-
gerer over så store stræknin-
ger af fladt og ensartet land-
skab.
Uno Fleischer fortalte, at
inuit fra tidernes morgen har
haft mange metoder, der til-
sammen gav en helt sikker
måde at finde frem på.
- Det er klart, at solens og
stjernes stilling har betyd-
ning for navigationen, for-
klarer Ono Fleischer. - Men
for det første er det ofte over-
skyet, og sigtbarheden kan
være meget lille under sila
qaqortoq - eller »white out«,
som nogen kalder det.
- Derfor er vi tvunget til at
bruge andre metoder. På isen
er der masser af små ujævn-
heder, og det betyder, at den
finkornede sne lægger sig i
langstrakte små snefaner i
læsiden på selv den mindste
lille sten. Hele landskabet er
overstrøet med dette mønster
af linier, der alle peger i sam-
me retning. Når vi samtidig
ved, at vinden kommer fra
nord, er det ikke vanskeligt
at køre i præcis den retning,
vi ønsker.
- Men som sagt kan sigt-
barheden være så dårlig, at vi
knapt nok kan se en hånd for
os, og så kan det være en for-
del - og det gælder naturlig-
Juullimi iikiortacisscimilu pilluaritsi
Ukiitmi qaangiuttumi
suleqatigiiUiicirsimcmitsinmit qujanaq.
Glædelig jul og godt nytår
Tak for godt samarbejde i det forløbne år
AMUTSIVIIT
Gronlands Værfter
Postboks 339.3900 Nuuk . Til.: 321560 . l'a\: 322705
ASS./ FOTO: KARO THOMSEN