Atuagagdliutit - 10.12.1998, Blaðsíða 11

GRØNLANDSPOSTEN
cZutÆs’sUtfå
SISAMANNGORNEQ 10. DECEMBER • 11
Station Nord-imi narlumukaaq nassaarineqarpoq, ullup-qeqqasiornermilu tupigusuutigi-
neqarluarhmi.
På Station Nord var der en, der fandt en lemming, som blev genstand for meget opmærk-
somhed under frokosten.
langs kysten med fly.
Det var om vinteren, og vi
havde ski med. Det var en
fantastisk oplevelse. For en
gangs skyld var vi heldige
med vejret, og alt det, vi ger-
ne ville nå, det nåede vi.
Det er jo den ubeboede del
af Østkysten, vi besøgte, og
vi så nogle nedlagte fangst-
stationer og andre ting. Og
det var morsomt at besøge
dette område sammen med
nordmændene, for mange af
disse fangsstationer var jo
norske. De daterer sig tilbage
til 1920’eme og 1930’erne,
og nogle af dem var stadig i
brug helt op til 1954.
Grønlandsk mad
Men helt øde var det nu ikke,
for vi var nødt til at lande i
Constable Pynt for at tanke -
det er som bekendt lige ved
Illoqqortoormiit - og her var
der i modtagelsesbygningen
stillet noget mad frem, blandt
andet mattak, så vore norske
venner fik mulighed for at
smage denne meget fine
grønlandske specialitet.
- Hvad syntes så vennerne
om det?
- Ja, jeg må sige, at det
mest var mig, der spiste det.
Nordmændene var ikke helt
sikre på, om de brød sig om
det, og det gav mig følelsen
af, at jeg alligevel var mere
grønlandsfarer, end de var.
- Hvordan har De det
ellers med grønlandsk mad?
- Jeg har i virkeligheden
ikke smagt så meget andet
end mattak, men det sætter
jeg til gengæld også stor pris
på - særligt den rå. Og det er
ikke noget, jeg siger for at
være pæn, men jeg synes vir-
kelig, det smager godt. Det
samme synes min mand og
vel egentlig også mine søn-
ner og min svigerdatter.
- Ellers har vi naturligvis
smagt grønlandske produkter
ved forskellige lejligheder -
rensdyr, naturligvis, ryper...
og sælkød har vi også smagt,
men det er ikke så ofte, vi har
haft lejlighed til det.
- Og så prøvede vi de nye
produkter, som de udvikler i
Nanortalik, og som man
prøver at sælge til Kina. Det
var både sjovt og velsmagen-
de.
Det bliver spændende at
se, om kineserne hopper på
den. De har jo en helt anden
måde at lave mad på, og
hvem ved... det kan være, de
grønlandske råvarer passer
godt til det.
Det første menneske
Dronningen tænker igen på
Sirius og Nordøstgrønland
og den oplevelse det er at stå
i det historiske land, hvor
eskimoiske indvandringer
har sat deres aftryk, og hvor
de store ekspeditioner ved
århundredets begyndelse
skrev så spændende en del af
Danmarkshistorien.
- Det er mærkeligt at tæn-
ke sig, at landskabet her er
præcist det samme i dag, som
på ekspeditionernes tid. Det
er jo sådan med sne, at man
altid er første mand på stedet.
Der er ingen spor, ingen vid-
nesbyrd. Hver gang er man
det første menneske.
- Og kommer man så et
sted, hvor sneen er blæst af,
og der ligger en teltring, ja så
mærker man de gamles til-
stedeværelse og indser, at der
har været andre mennesker
før. Det er dybt betagende
hver gang.
- Og så er det så smukt, så
det gør ondt.
Nu har jeg altid været glad
for sne, og det at komme i
sådanne landskaber om vin-
teren - disse uberørte, vældi-
ge områder, store fjelde og
fjorde, fyldt med kæmpesto-
re, indefrosne isfjelde. Det er
utroligt, helt ubegribeligt.
Brummende hofchef
Dronningen har tidligere
besøgt Sirius-patruljen. Det
var et officielt besøg i 1986
sammen med prinsen. Da var
også tid til et besøg i Illoq-
qortoormiut, som dronningen
ved den lejlighed for første
gang så i vinterklæder.
- Jeg havde jo været på
sommerbesøg i byen i 1970,
da vi kom sejlende alt for tid-
ligt med »Thaia Dan« - årets
første skib - fra Akureiri på
Islands nordkyst.
- Var det ikke ved den lej-
lighed, at hofchef Ebbe Munk
havde håbet på en stra-
badstur under sejladsen ?
- Jo, det er jo rigtigt. Han
gik rundt og brummede -
mmmmh... mmmmh, forkla-
rer dronningen og griner.
- Men vi så ingen is før
Kap Tobin. Turen blev gen-
nemført på godt 30 timer og
var næsten en rekordsejlads.
- Var det forresten ikke
den tur, hvor Qunerseq (Ro-
sing - red.) blev så syg. Jeg
mener, det var på flyveturen
fra til Station Nord til Pituf-
fik.
Dronningen tænker tilbage
på den uro og bekymring, der
prægede dette afsnit af rej-
sen. Selv var hun meget tæt
på Qunerseq, som på denne
rejse mest af alt fungerede
som tronfølgerens personlige
grønlandsrådgiver.
De unge og kulturen
Mødet med mennesker, med
kulturen og med de store sne-
og isdækkede vidder er lige
dele i det overflødigheds-
horn, Grønland har været for
den kongelige familie.
Dronning Margrethe ser
med særlig glæde på de
unges interesse for de gamle
grønlandske færdigheder
med både kajak og hunde-
slæde. Især hilser hun den
sportslige interesse for ka-
jak-roningen velkommen og
beundrer den koldblodighed,
hvormed netop de originale
discipliner holdes i hævd.
- Det vidner om, at de unge
er interesserede i deres kultur
og historie, siger dronningen.
- På et tidspunkt var man
bange for, at kajakken var
ved at forsvinde, så folk
skulle futte rundt i motorbå-
de alle vegne. Det er natur-
ligvis også udmærket, for
Grønland skal jo ikke være et
levende museum. Men ka-
jakkunsten er så fin en ting,
og i dag er det lige så stor en
udfordring for et ungt men-
nesker, som det var for hans
eller hendes farfar.
- Og nu er det jo blevet en
sportsgren, en idræt, og vel at
mærke stadig med grønland-
ske kajakker. Ikke de vester-
landske sportskajakker, som
jo også findes. Og enten man
sætter sig i en kajak i dag
eller for hundrede år siden,
så er vandet lige koldt, og det
gælder om at holde sig fly-
dende og vide, hvordan man
gør det. Det er aldeles impo-
nerende, at man i dag går i
gang med en sportsgren,
hvor det faktisk er alvor hver
gang. Her på vore kanter er
der altid et helle, en sikker-
hed. Det er der jo ikke, når
man er ude i kajak...
Vi taler også om hunde-
slædemesterskaber og om de
gamle eskimoiske idrætsgre-
ne, som er med til at give de
unge et solidt greb i den
grønlandske kultur, og dron-
ningen kom til at tænke på et
besøg i Canada for nogle år
siden, hvor regentparret også
besøgte inuit.
- Det var underligt at se, at
der, hvor vi kom, var der
ingen hunde, og så vidt jeg
husker heller ingen kajakker.
Det har åbenbart helt sluppet
deres gamle transportmidler,
for der var masser af snesco-
otere og motorbåde. Det er
den måde, man kommer frem
på derovre. Jeg synes, det er
imponerende, som man i
Grønland har grebet netop
denne del af kulturkonflikten
an.
- Der er ikke noget så
spændende som at passere
hundeslædegrænsen og høre
hundenes lyde, fortæller
dronningen videre.
- Deres hujen, der smitter
de andre og breder sig over
hele byen. Det er en ganske
særlig lyd.
»Nanoq«
- Vi havde selv en kort år-
række en grønlandsk hund,
som vi fik med hjem fra I lu-
lissat i 1982.
- Hvordan trivedes den?
- Den trivedes sådan set
meget godt på trods af den
omvæltning, det var for en
lille grønlandsk hvalp at bli-
ve omplantet til danske him-
melstrøg, forklarer dronnin-
gen og viser en lille bitte
hunde med hænderne.
- Men da den voksede til,
var det noget af en hund at
have gående. Når den stod på
bagbenene, plantede den for-
poterne på skulderen af én.
Men det var en sød og rar
hund, og når vi havde den
med på Fredensborg eller
Marselisborg, gik den rundt
med os både inde og ude.
- Men en hund som den tri-
ves ikke inden døre, og her
på Amalienborg havde vi
den gående ude i haven.
- Desværre blev han lidt
agressiv, som han voksede til
- ikke overfor os, bestemt
ikke - men overfor fremme-
de, og uheldigvis er det
sådan, at garderne går i
haven om aftenen.
Dronningen er ikke helt stolt
ved situationen, men skal
man fortælle, hvad der blev
af Nanoq, er der ingen vej
udenom.
- Så var der altså en aften,
at den havde bidt lidt for
meget af en garder, siger
dronningen undskyldende og
med et uudtalt »ups«.
- Derefter fik aviserne fat i
historien, og så var det klart,
at vi måtte skille os af med
Nanoq. Ja, det hed han. Det
er måske ikke særlig origi-
nalt, men sådan var det.
- Det var en trist afslut-
ning, for han var faktisk
mægtig sød og sjov, så længe
den var hos os.
Rigsfællesskabet
Selvom den grønlandske
slædehund Nanoq’s diplo-
matiske indsats for rigsfæl-
lesskabet således ikke havde
været nogen ubetinget suc-
ces, så har det på ingen måde
slået skår i følelsen om fæl-
lesskab.
Vi spurgte, hvad rigsfæl-
lesskabet betyder for dron-
ningen
- For mig betyder det
meget. Det er noget, jeg hol-
der af, for jeg holder meget
af både Grønland og Færøer-
ne som de to i øvrigt vidt for-
skellige samfund, de er. Det
eneste de har tilfælles er jo,
at de ligger langt fra Køben-
havn og har en masse vand
omkring.
- Ja, så har de naturligvis
hver sin parallelle hjemme-
styreordning på det politiske
plan, men samfundene er så
uendeligt forskellige. Og der
er Grønland helt specielt,
fordi der er så klossalt store
afstande imellem de enkelte
steder. Når jeg skal forklare
folk, der slet ikke kender til
det - især folk udenfor Dan-
mark - så siger jeg, at der
ikke er to beboede steder
med vej imellem. Så begyn-
der folk at forstå, at Grøn-
land er stort.
- Kronprins Frederik har
været i Grønland som søoffi-
cer. Hvad synes han om at
rejse i Grønland?
- Han er meget begejstret.
Og det var spændende for
ham at sejle med inspekti-
onskutter og senere med
inspektionsskib. På den
måde kom han tæt på naturen
og så tingene på en anden
måde, end vi andre ofte har
mulighed for.
- Men også prins Joachim
og prinsesse Alexandra er
meget begejstrerede efter rej-
sen sidste år. Og de fortæller
med varme og glæde om
deres mange oplevelser.
- Så er der ingen grund til
at tro, at de nære bånd...
- Nej, det kan jeg forsikre
for, at det er ikke noget, der
holder op med min generati-
on.
Dronning Margrethe aamma prins Henrik Pituffimmi. Dronning Margrethe og prins Henrik i Pituffik.
ASS./ FOTO: VIVI MØLLER-REIMER