Atuagagdliutit - 10.12.1998, Blaðsíða 33

GRØNLANDSPOSTEN

SISAMANNGORNEQ 10. DECEMBER • 33
stod foran højen, især blev
han imponeret over den væl-
dige sten, der lå øverst; der
skulle mindst hundrede nis-
ser til, hvis den engang skul-
le flyttes. Det måtte være et
dejligt sted at bo, tænkte
Martin, takkede haren for
følgeskabet og bankede for-
sigtigt på døren. Indenfor lød
der en stemme, der råbte:
“Kom ind.”
Han tørrede træskoene af
på måtten og lukkede den
tunge dør op. En masse glade
nisser bød ham velkommen.
Der var store nisser og små
nisser, nisser med skæg og
nisser uden skæg. Der var
flest nissepiger, så Martin
straks, og kønne var de med
lange lyse fletninger. Da han
havde sagt goddag til alle,
måtte han fortælle, hvor han
kom fra, og hvorfor han var
kommet på besøg i kæmpe-
højen.
Nissepigerne fnisede, da
de hørte, at han var sendt ud
i den vide verden for at finde
sig en kone.
“Jamen, du kan da blive
her nogle dage, så kan vi jo
se, om der er nogen, der vil
have dig”, foreslog nissefar.
Martin havde det dejligt i
kæmpekøjen. Om dagen
hjalp han nissefar med jule-
forberedelserne og om afte-
nen snakkede han med nisse-
pigerne. Nå, ja, “snakkede”
er måske så meget sagt for de
fnisede stort set bare hele
tiden, når han forsøgte at
sludre med dem. Den eneste,
han kunne snakke rigtigt
med, var Tovelil.
Til sidst tog han mod til sig
og stillede de vigtigste
spørgsmål en nisse kan stille
til en pige: “Kan du koge
risengrød og kan du strikke
strømper?”.
“Jeg kan koge risengrød
uden at svide den og jeg kan
synge,” sagde Tovelil. “Men
strikke hverken kan eller vil
jeg”.
Martin blev ked af det, for
hvad er et nissehjem uden
nogen, der kan strikke
strømper? Men så kom
Tovelils mor ham til hjælp.
“Jeg kan lære dig at strikke,”
sagde hun. “Her er garn og
strikkepinde, og nu skal du
bare se, hvordan man gør.”
Det tog noget tid før Mart-
in fik lært forskel på ret og
vrang, og de strømper han
strikkede var ikke så kønne,
men de var varme, og det er
det vigtigste.
Da han havde strikket syv
par, følte han sig sikker nok
til at spørge Tovelil, om hun
ville gifte sig med ham, og
da hun havde set, at han kun-
ne strikke, ville hun meget
gerne.
Tidligt næste morgen stod
hele nissefamilien uden for
kæmpehøjen og vinkede far-
vel, da Martin og Tovelil
hånd i hånd begyndte turen
hjem til den gamle lade.
Denne gang var der ikke pan-
dekager, men æbleskiver i
det rødprikkede tørklæde. Da
de nåede ned til mosen, bar
Martin hende over, for at hun
ikke skulle skvatte over de
gamle rødder og stubbe.
Pludselig dukkede den lille
hare op. “Nå, du fandt dig
nok en kone,” sagde den
straks, “og oven i købet den
kønneste af dem alle.” Haren
fulgte dem hjem; den kendte
så mange smutveje, så det
gik hurtigt. Som tak fik den
alle æbleskiverne, som den
syntes endnu bedre om end
pandekagerne. Alt var ved
det gamle, da Martin og
Tovelil kom hjem. Nisseun-
geme lå i lag oven på det lan-
ge bord, nissemor svingede
gulvskrubben, og nissefar
stod som sædvanlig foran
den blanke kobberpande og
børstede sit hvide skæg.
“Goddag igen,” hilste
Martin, “ja, så har jeg fået
mig en kone, hun hedder
Tovelil.” Alle stormede hen
og bød hende velkommen.
Nissefar kunne ikke dy sig,
han måtte trække hende i de
lange lyse fletninger.
“Hun ser yndig ud,” sagde
nissemor, “men kan hun
strikke strømper?”
“Nej, det kan hun ikke,”
svarede Martin, “men det har
JEG lært nu, og hun kan
koge risen - uden at svide
den.”
“Hurra,” råbte nissefar, “så
skal Tovelil koge grøden i
aften, det er mindst halvtreds
år siden, jeg har fået grød,
der ikke er brændt på.”
Om aftenen, da hele fami-
lien sad omkring det store
grødfad, kom den gamle kir-
kenisse på besøg. “Sæt dig
og spis med,” sagde nissefar,
“mage til grød har du aldrig
smagt.” Men den gamle kir-
kenisse var så ked af det, at
han ikke kunne spise noget.
Han forklarede, at han ikke
mere kunne passe kirken; der
var så meget at gøre. Bænke-
ne skulle tørres af hver søn-
dag, salmebøgerne skulle
lægges frem, og kirkebøssen
skulle pudses. Det værste var
dog klokkerne, der skulle
ringes med, de skulle sige
ding - dang - men han kunne
ikke få dem til at sige andet
end ding. Og nu, da julen
stod for døren, skulle der jo
rigtigt ringes med klokkerne,
og det havde han ikke kræf-
ter til mere.
Nissefar fandt på råd, han
bestemte, at den gamle kirke-
nisse skulle bo i laden, så
kunne Martin og Tovelil flyt-
te over og passe kirken.
De var unge og stærke, de
skulle nok få klokkerne til at
sige både ding og dang. Og
sådan blev det, til stor glæde
for såvel den gamle kirkenis-
se som for Martin og Tovelil.
Det blev en meget travl tid
for de to små nye kirkenisser,
men alt var i den skønneste
orden, da det endelig blev
juleaften, den dejligste aften
i hele året. Martin og Tovelil
trak i fællesskab i det lange
tov, der fik klokkerne til at
ringe.
Og de ringede, så det
næsten lød, som klokkerne
sang Glade Jul, Dejlige Jul.
Da nissefamilien i den gamle
lade hørte det, løb de alle
sammen over i kirken, også
den gamle kirkenisse.
Præsten og kirkegængerne
forlod netop kirken, og nu
var det nissernes tur til at
holde jul. Den gamle kirke-
nisse satte sig ved orglet og
spillede alle de dejlige jule-
sange. I begyndelsen sang
alle med, men snart hørtes
kun Tovelils smukke stem-
me. Hun sang så skønt, at
nisseungerne for en gangs
skyld kunne sidde stille, og
nissefar glemte, at han var
skrupsulten. Tovelil måtte
synge julesangene mange,
mange gange, så det blev
sent, inden nissefamilien
kom hjem til den gamle lade.
Men snart sad alle bænket
om det lange bord med
risengrøden og juleøllet. Nis-
sefar tog sit krus og råbte:
“Glædelig jul alle sammen -
og ih, hvor har du svedet grø-
den, nissemor!”.
INUTTUT PISINNAATITAAFFIIT PILLUGIT
SILARSUARMIOQATIGIINNUT NALUNAARUT
1948-ime Naalagaaffiit Peqatigiit akuersissutigisaat tamanullu saqqum-
miussaat nalunaarutigineqarneraniit ukiut 50-it qaangiunnerat malunnar-
tinniarlugu nalunaarutip immikkoortortai arlallit 1998-ip ingerlanerani
ingerlaovartumik saqqummiunneqartassapput.
Immikkoortoq 28 ima allassimavoq:
Kinaluunniit piumasaqarsinnaatitaavoq inuttut inuiaqaligiittullu atugarisal
aoqqissuussivigineqarnissaannik, lamalumani pisinnaatitaaffiit killilersu-
gaonngitsumillu iliorsinmtitaaffiit nalunaarummi matumani laaneqartul
tamakkiisumik piviusunngorsinnaaqqullugit. dg} ^
For al markere 50 året for
VERDENSERKLÆRINGEN OM
MENNESKERETTIGHEDERNE
som blev vedtaget og offentliggjort den 10. december 1948 af
De forenede Nationers Generalforsamling, vil en del artikler som
erklæringen indeholder, løbende gennem 1998 blive præsenteret.
Artikel 28 siger;
Enhver har krav på en social og inlernalional orden, i hvilken de i denne
erklæring nævnle rettigheder og friheder fultud kan virkeliggøres.

W Ml'
Annonce una Kolaallil Nunaanni Amnesty Internationalip suliniuleqameratigul
ilanngunneqatpoq, tapcrsiisuuppullu Nordisk Kulturfond, Nuno Fonden kiisalu
Kultureqorncrmut, llinniartilaanermul llageeqarnermullu Pisortoqarfik,
aningaasaliisuuvorlu/
Denne annonce er indrykket på loronledning at Amnesty International,
Kalaallit Nunaat med slotte fra Nordisk Kulturfond,
Nuna Fonden samt Direktoratet for Kultur, ^
Uddannelse og Kirke
og sponsoreret af:
Royal Greenlandl
KALAALLIT NUNAANNI
OiSIl-IlMUUIK
fJIlOXLYMIS TRÆLAST
HUSLAG OG VÆRKTØJ A/S
Pisiniartut
niueqatigisartakkavullu
Juullimi ukiortaassamilu
pilluaqqungaarpavut
Vi ønsker alle vores kunder
og forretningsforbindelser
en rigtig Glædelig Jul
og et Godt Nytår
Med tak for det forløbne år, som for vores kommune var
præget af mange aktiviteter, ønsker jeg alle en glædelig jul
med ønsket om alt vel i det nye år.
Kommunalbestyrelse sinnerlugu / På kommunalbestyrelsens vegne
Ane Hansen