Árbók Háskóla Íslands - 02.01.1941, Side 92
90
tilra“, riða, kvk., sbr. kveldriða, myrkriða og riða = riðusótt
(sem er ckki, cins og talið hefir verið, = hriða, shr. liríð,
þvi að riða er einnig kölluð skjalfasótt, fdö. skiælvæsot, shr.
útg. Henn. Larsens á læknalir. 23 D 43 í Dublin og ritgerð
Finns Jónssonar: Lægeknnsten o. s. frv. 44). Til þessarra orða
telst furða, kvk. „aðvörun, fvrirhoði, undur“, úr *for-riða
„sem ríður á undan“, no. máll. furda „undur, forvitni“, shr.
furða sig og furðulegr, no. furda (shr. fyrirferð og no. fore-
færd „fvrirhoði“, enn fremur forynja úr *for-rynja, no. máll.
fvrerunar, fyrerynja, eig. „sú sem rennur á undan“, sbr. enn
fremur foringi úr *fura-gangja, gotn. faúra-gaggja „sá, sem
gengur á undan“, no. máll. foring „verndarandi, sem gengur
á undan manni, vofa“).
Til þessarra orða teljast: greiða, gotn. ga-raidjan, greiði,
greiðr, gotn. garaiþs o. fl.
reth- (WP. II, 368) „hlaupa, velta“: rgðull, shr. egs. rador,
rodiu' „himinn“ og lat. rota, rotula, fornindv. rátha „vagn“,
þý. rad „hjól“.
rép-1 (WP. II, 370) „skríða, iæðast“: lat. répo, -ere, lít.
réplióti „skriða“.
rebh-1 (WP. II, 370) „hreyfast, leika sér“: refjur (refjar)
„svik“, shr. irsku reh „leikur, undirferli“, rebaigim „ég leik“,
sbr. mhþ. reben „hreyfast“, svissn. ráheln „hafa liátt“, no.
máll. rava (shr. dö. ravgal o. fl.).
3) Rætur á r, er tákna að rífa, núa, klóra:
rei-1 (WP. II, 343) „rífa“: rein, þý. rain (eig. „rönd milli
akra“), rá i markrá (úr *raihö), no. raamerke, shr. þý. reihe;
rífa, rifna, ripta, rifsa, rífr, reifr, Reifnir, sækonungsheiti, eig,
„sá, sem er reifr, veitir öðrum“ rif, dö. rev, þý. reff, ript (rift),
sbr. lérept (úr *lín-ript), sótript (Falk í lvleiderk. 215 liyggur,
að sót-dript sé rétta myndin, af því að svo er stundum ritað,
en sót-ript er vafalaust upprunaleg'a myndin, því að ript
merkir dúkur, klæði, shr. ript i Rigsþ. 23: settisk und ripti,
egs. rift „hlæja, velum“, en sót-ript merkir þá „dúkur til
verndar gegn sóti, óhreinindum“, og var breitt ofan á krossa
og helgra manna myndir, einnig notað til skrauts, shr. DI.
II, 455), enn fremur rifr, kk. (í vefstól), rifa „sauma“, reifar,
reifa, rifja, enn fremur reip (dragreip, hjalpreip = hjálparól,
kalreip); enn fremur rispa og rísta, rista, ristill „plógjárn“,
no. ristel. Sbr. enn fremur t. d. lal. rima „rifa“, fornindv.
rikháti „rifur“, gr. eoeíxco „sundurrif“.