Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1997, Side 98

96
Sten Vikner
Med denne formulering opnár man de korrekte forudsigelser, nem-
lig at islandsk, jiddisch og fransk (ligesom álvdalsmálet) har V°-til-I°
flytning, og at engelsk, dansk, færpsk og ogsá norsk og svensk (lige-
som hallingmálet) derimod ikke har nogen V°-til-P flytning.
Roberts (1993:335, note 11) forudsætter at der er distinkte bpj-
ningsendelser i de underliggende former i ental i fransk (en antagelse
som ogsá findes bl.a. hos Schane 1968:69). Ellers ville fransk være
ligesom hallingmálet og færpsk bortset fra at det ville være ental i
stedet for flertal som udmærker sig ved manglen pá bpjningsendelser.
I dansk, norsk og svensk er der distinkte bpjningsendelser, jf. at den
danske præsensform, h0rer, er forskellig báde fra infmitiv, h0re, og
imperativ, Ii0r. Det ville dog være mere oplagt at analysere de distinkte
bpjningsendelser i præsens i disse tre sprog som tempusendelser og ikke
som kongruensendelser idet de er ens i alle tre personer i báde ental og
flertal. Historisk set (jf. afsnit 4.3 nedenfor) havde middeldansk et sy-
stem som hallingmálets, dvs. en distinkt bpjningsendelse i ental, -ær,
mens flertal var identisk med infinitiv, -œ. Da bpjningsendelsen i ental
bredte sig til flertal (en proces der begyndte i det vestlige Danmark fpr
1400, og som formentlig var fuldendt i talesproget omkring 1600,
Skautrup 1947:355, selvom de distinkte flertalsformer fprst forsvandt
helt fra skriftsproget omkring 1900), mistede den sin betydning som
markering af ental, og blev til en ren tempusmarkering.
Engelsk og færpsk er derimod næsten ligesom hallingmálet idet de
har en distinkt bpjningsendelse i ental, engelsk -í (3sg), færpsk -i
(lsg) og -ir (2sg, 3sg), men de ser ikke ud til at have distinkte bpjning-
sendelser i flertal. Roberts (1993) gár ud fra at flertalsformeme i báde
engelsk og færpsk overhovedet ikke indeholder nogen bpjnings-
endelser idet de er identiske med f.eks. infínitiv.
Dette er faktisk ikke korrekt hvad færpsk angár som Rohrbacher
(1994:100-102) páviser: Færpske verber fra andre konjugationer viser
at flertalsformen ikke kan antages kun at bestá af verbets stamme.
Selvom det er rigtigt at det verbum som Roberts (1993:267) omtaler,
kasta ‘kaste’, har den samme form i præsens flertal, infinitiv og
imperativ ental, stemmer dette ikke for verber fra andre konjugation-
er, f. eks. verbet i (8) ovenfor, hoyra ‘hpre’. Flertalsformen i præsens