Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1997, Page 99

V°-til-I° flyíning
97
hoyra bestár af mere end stammen idet imperativ ental er hoyr,12 Det
samme gælder for hallingmálet, ogsá her viser imperativ ental, h0yr,
at flertalsformen i præsens h0yrœ bestár af mere end bare stammen.
Dette betyder at Roberts’ (1993:267) inddeling ville placere færpsk og
hallingmálet i samme gruppe som alvdalsmálet og fransk idet alle fire
har distinkte numerusendelser selvom det kun er de to sidstnævnte der
har V0-til-I° flytning.
2.5 V°-til-I° flytning hvis og kun hvis 1. og 2. person er distinktivt
markeret
Rohrbacher (1994:108, 118, 128) foreslár en alternativ formulering af
forbindelsen mellem verbets kongruensfleksion og V°-til-I° flyt-
ning:13
12 Efter min opfattelse kan man rette præcis den samme kritik mod Rohrbachers
(1994:218) bemærkinger om det franske bpjningsparadigme som Rohrbacher
(1994:100-102) retter mod Roberts (1993): Rohrbacher (1994:218) siger at 2. person
flertal præsens, parlez ‘(I) taler’, ikke adskiller sig fra infmitiven, parler ‘(at) tale’.
Ligesom den omtalte synkretisme i færpsk er denne franske synkretisme ogsá
begrænset til den fprste konjugation (jf. ogsá fodnote 10). I anden og tredje konjuga-
tion er der en klar forskel mellem infinitiv og 2. person flertal præsens: inf. finir, 2.
flertal finissez ‘afslutte’; og inf. venclre, 2. flertal vendez ‘sælge’.
Bemærk at dette ikke npdvendigvis betyder at Rohrbacher (1994:218) ville være
npdt til at ændre sin konklusion, nemlig at ingen fransk tempus markerer báde 1. og
2. person distinktivt i ental og/eller flertal idet 1. person flertal ikke er distinktivt
markeret hvis Rohrbacher har ret i sin antagelse af at nous parlons ‘vi taler’ er blevet
aflpst af on parle ‘man taler’. Denne konklusion tvinger Rohrbacher (1994:219-224)
til at gá ud fra at fransk er et nul-subjekts-sprog med subjekts-klitika hvilket er prob-
lematisk fordi der er en række forskelle mellem fransk og de sprog som normalt
antages at være nul-subjekts-sprog med subjekts-klitika, f.eks. de norditalienske
dialekter Trentino og Fiorentino, som diskuteret i Brandi & Cordin (1989). Denne
konklusion er ikke npdvendig hvis man fplger analysen i afsnit 3 nedenfor hvilket
igen betyder at forskellen mellem fransk og de norditalienske dialekter ikke længere
er problematisk: Ifplge den analyse som bliver foresláet nedenfor, har fransk „stærk“
fleksion og bephver derfor ikke at være et nul-subjekts-sprog.
13 Rohrbacher (1994:118, (48)) kræver ogsá at [+ental] er distinktivt markeret i
mindst én person i mindst én tempus. Sá vidt jeg kan se er denne betingelse
udelukkende teoretisk og ikke empirisk begrundet idet den ikke har nogen kon-
sekvenser for de sprog han diskuterer.