Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1997, Page 100
98
Sten Vikner
(12) Paradigme-verbalflytning korrelationen (Rohrbacher
1994:108)
Et sprog har V°-til-I° flytning hvis og kun hvis 1. og 2. per-
son begge er distinktivt markerede i mindst en numerus i
mindst en tempus af de regelmæssige verber.
Rohrbacher definerer ,,distinktivt“ sáledes at formerne i 1. og 2. per-
son skal være forskellige fra hinanden, forskellige fra formen i 3. per-
son og forskellige fra infinitiv.
Dette opfyldes af fransk præsens flertal, men ikke af færpsk
præsens flertal hvor 1., 2. og 3. person er identiske med hinanden og
med infmitiv og det opfyldes heller ikke af færpsk præsens ental hvor
2. og 3. person er ens. I islandsk og i álvdalsmalet opfyldes be-
tingelsen af præsens flertal hvorimod det er 1. og 2. person præsens
ental der er distinktivt markerede i jiddisch.
De forudsigelser som kan udledes af Rohrbachers version af hypote-
sen ser ud til at være empirisk korrekte (jf. dog afsnit 4.2 nedenfor og
fodnote 12 ovenfor) hvilket ogsá er grunden til at den bliver anvendt i
Vikner (1995a: 136). Ikke desto mindre er der mindst tre forskellige ind-
vendinger: (a) hvorfor kun 1. og 2. men ikke 3. person? (b) definitionen
af distinktivitet er ikke specielt intuitiv, og (c) det er temmelig mange
elementer som bamet er npdt til at holde rede pá under sprogtilegnelsen.
Den fprste indvending er at det ikke er intuitivt klart hvorfor 1. og 2.
men ikke 3. person skal opfylde betingelseme for distinktivitet.
Rohrbacher (1994:106) pápeger at resultatet ellers ville være forkerte
fomdsigelser for islandsk og alvdalsmálet hvor den relevante del af
bpjningsparadigmet er præsens flertal, og hvor 3. person flertal præsens
ikke er forskellig fra infmitiv. Med data fra mange forskellige sprog
(tjekkisk, ungarsk, tyrkisk, yuma og hebræisk) underbygger Rohrbacher
(1994:106-08) at det er 1. og 2. person som skal være markeret hvor-
imod 3. person ofte ikke bliver markeret, og Rohrbacher (1994:107)
konkluderer at i modsætning til 1. og 2. person, skal 3. person ses „som
mangel pá person“, en idé som ogsá findes hos Benveniste (1966:228).
Den anden og efter min mening mere alvorlige indvending er at
selvom det máske er intuitivt klart hvorfor de „distinktive“ former (1.