Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1997, Side 102

100
Sten Vikner
Der eksisterer faktisk en endnu strengere máde at anvende den
ovenfor skitserede alternative definition af ,,distinktivitet“ som er alt
for bogstavelig fordi ikke engang islandsk og fransk sá burde have V°-
til-I° flytning. I alvdalsmálet, islandsk og fransk er 2. person flertal
præsens identisk med imperativ flertal: alvdalsmálet hörir, islandsk
heyri og fransk écoutez. Her ville man blive tvunget til at antage at
identitet mellem en imperativform og den tilsvarende 2. (i modsæt-
ning til 1.) person præsens er et paradigme-intemt lán: alvdalsmálet,
islandsk og fransk (og ogsá jiddisch) har ikke nogen rigtig imperativ
flertal, men i stedet anvender 2. person flertal præsens (jf. Zanuttini
1994:119 som skelner mellem suppletiv imperativ og ægte imperativ).
Dette betyder at af alle de sprog der er blevet diskuteret ovenfor, er det
kun færpsk som har en ægte imperativ flertal (som er afledt af en gam-
mel 2. person flertal præsens, jf. den islandske form, Petersen et al.
1998:afsnit 3.7.3), og denne form er kun fakultativ, entalsformen kan
ogsá anvendes i flertal (Heðin Meitil, personlig meddelselse, Bames
& Weihe 1994:204).
Til slut den sidste af de tre indvendinger: Intuitivt forekommer det
ikke særlig tiltrækkende at denne analyse forudsætter at et barn der er
ved at tilegne sig sit modersmál, kan holde rede pá et meget stort antal
bpjningselementer og verbalformer for at kunne formulere og teste en
række forskellige hypoteser om hvor stor en del af formeme der
udgpres af stammen, og hvor stor en del der udgpres af bpjnings-
endelser. Imidlertid kan jeg ikke være alt for kritisk pá dette punkt
fordi den analyse jeg vil foreslá i afsnit 3 nedenfor, ogsá kræver at bar-
net er i stand til udfpre ret komplekse beregninger.
3. Tempusfleksion og kongruensfleksion
3.0 Oversigt over fleksionen
Af forskellige konceptuelle grunde ser det, som omtalt i det
foregáende afsnit (2.5), ud til at være pnskværdigt at revidere
Rohrbachers (1994:109, 118, 128) version af hypotesen, ogsá selvom
der ikke er noget videre at udsætte pá dens empiriske forudsigelser. I