Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1997, Page 108

106
Sten Vikner
pus) idet man ville forvente at selv sprog uden personfleksion ville
have V°-til-P flytning, sá længe de ikke har nogen tempusfleksion.
Jeg bryder mig ikke om denne forudsigelse selvom den muligvis ikke
kan afprpves: Det nærmeste vi kan komme er afrikaans (som hverken
har personfleksion eller tempusfleksion af den relevante slags, dvs.
med bundne morfemer), men afrikaans er et SOV-sprog og man kan
derfor ikke direkte afgpre om det har V°-til-P flytning.
Pá den anden side, hvis vi holder os til formuleringen i (16b), sá er
ársagen til V°-til-I° flytningen i jiddisch at der er persondistinktioner
i alle tempora (dvs. i den eneste tempus, præsens) hvorimod vi ikke
ville forvente at en hypotetisk SVO-version af afrikaans eller en
hypotetisk tempus-lps version af dansk ville have V°-til-I° flytning.
Endnu et argument imod formuleringen i (16a) er at yderligere
antagelser ville være npdvendige for at forklare hvorfor b0m ikke
tager f.eks. islandsk tók (1./3. person ental imperfektum af taka ‘tage’
hvor tempusfleksionen bestár af en ændring i stamvokalen og hvor
personfleksion og numerusfleksion mangler) som tegn pá at islandsk
ikke har V°-til-I° flytning idet tók er en form med tempusfleksion og
uden personfleksion. Med formuleringen i (16b) kunne man umuligt
tolke imperfektumsformerne af taka (tók, tók-st, tók, tók-um, tók-u,
tók-u) pá denne máde. Derudover findes former som tók kun i de
stærke verber (jf. de svage verbers bpjningsparadigme i (13) ovenfor),
og derfor er de muligvis slet ikke relevante, jf. afsnit 3.2 ovenfor.
Dette argument gælder til gengæld for fransk fordi former med de
ovennævnte egenskaber fmdes i alle konjugationer: I f. eks. I. person
ental imperfektum (j’) écout-ais [eku’tej ‘(jeg) lyttede’ er der kun ét
bpjningsmorfem, og spprgsmálet er om dette er tempusfleksion eller
personfleksion. Nár man sammenligner imperfektumsformen med
præsensformen (j’) écoute [e’kutj ‘(jeg) lytter’, ser det ud som om
ingen af de to former har personfleksion og som om endelsen i imper-
fektum er tempusfleksion (og som om person- og numerusfleksion er
markeret ved manglen pá person- og numerusendelser). I sá fald ville
formuleringen i (16a) npdvendiggpre yderligere antagelser for at for-
klare hvorfor b0rn ikke tager sádanne former med tempusfleksion og
uden personfleksion som tegn pá at fransk ikke har V°-til-I° flytning.