Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1997, Page 110

108
Sten Vikner
Hvor Rohrbachers analyse altsá stiller spbrgsmálet „Er der en tempus
hvor 1. og 2. person er distinktivt markeret i ental og/eller i flertal?“,
stiller min analyse spprgsmálet „Er der personfleksion i alle tempo-
ra?“. I begge tilfælde betyder et positivt svar at det págældende sprog
ogsá har V°-til-I° flytning.
Et spprgsmál som ikke er blevet stillet direkte indtil nu er om alle
tempora er relevante for (17) og (18), og hvis ikke, hvilke der er rele-
vante. Som tidligere sagt bliver kun de regelmæssige (svage) verber taget
i betragtning (jf. afsnit 3.2), men ingen tilsvarende restriktioner er blevet
indfprt med hensyn til de forskellige tempora af de svage verber. For de
sprog som er blevet diskuteret indtil nu har dette ikke været npdvendigt,
men nár den sproghistoriske udvikling inddrages i overvejelseme bliver
det npdvendigt for analysen i (18) at ignorere visse tempora: I engelsk
forsvinder persondistinktioneme i præsens konjunktiv og imperfektum
konjunktiv allerede i oldengelsk (1./2./3. person ental præsens hiere,
1./2./3. person flertal hieren, fra hieran ‘h0re’, jf. bl. a. Mitchell &
Robinson 1986:46, 48)17 selvom V0-til-I° flytning ikke forsvinder f0r
cirka 500 ár senere (se afsnit 4.2 nedenfor). Hvad Rohrbachers analyse
angár, (17), er dette ikke noget problem idet det kun er den tempus med
mest kongmensfleksion som er relevant, og det ser ud til altid at være
præsens indikativ. For analysen i (18) er alle tempora relevante.
Jeg vil derfor kun betragte „centrale“ tempora (og som diskuteret i
afsnit 3.3. ovenfor kun i det omfang disse realiseres syntetisk og ikke
perifrastisk) og ignorere f. eks. konjunktiv. Den konceptuelle
berettigelse er at det formentlig kun er disse centrale tempora som bar-
net har tilegnet sig (eller overhovedet stiftet bekendtskab med) pá det
tidspunkt hvor ordstillingen bliver fastlagt hvorimod de andre tempo-
17 Kyle Johnson (personlig meddelelse) pápeger at man ogsá kunne sige at
præsens indikativ og præsens konjunktiv regnes for en tempus hvad (17) og (18)
angár. Imidlertid fprer dette, som Johnson ogsá pSpeger, til den forudsigelse at et
sprog kan beholde V°-til-I° flytning selv nár personfleksion er gáet tabt i indikativ, sá
længe den stadig ftndes i konjunktiv. Dette er alt andet end intuitivt plausibelt selvom
det ikke npdvendigvis er empirisk falsk idet ingen af de relevante sprog ser ud til at
have flere fleksionelle distinktioner i konjunktiv end i indikativ. Dette problem opstár
ikke i forbindelse med min formulering ovenfor.