Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.1997, Page 113

111
V°-til-I° flytning
Ud fra Rohrbachers (1994:105, 148) synspunkt er 1. og 2. person
begge distinktivt markeret i ental præsens i middelengelsk hvorimod
1. person ikke er distinktivt markeret i ældre nyengelsk idet 1. person
ental præsens er identisk med infínitiv (jf. afsnit 2.5).19
Hvis Roberts (1993:302) har ret báde i at V°-til-I° flytning
forsvandt i engelsk „omkring 1575“ og i at det tidlige nyengelske kon-
gruensfleksionssystem havde aflpst det yngre middelengelske system
allerede „tidligt i det 16. árhundrede“, sá er der en afstand pá „over et
halvt árhundrede“ mellem hvornár man ifplge Rohrbachers analyse
ville forvente tabet af V°-til-I° flytning og hvomár det faktisk finder
sted. Som Watanabe (1994:158) bemærker, er denne afstand specielt
interessant nár man sammenligner med svensk hvor en sádan afstand
ikke forekommer (jf. afsnit 4.4). Roberts (1993:302-3) foreslár at po-
sitivt deklarativt do ‘gpre’ pá en eller anden máde fungerer som en
„funktionel erstatning“ for stærk fleksion som udlser af V°-til-I° flyt-
poesi, men ifplge Görlach 1991:18 er den ældste overleverede prosa i de nordlige
dialekter fra 1500-tallet). Statistiske underspgelser som Ellegárd (1953) og Kroch
(1989) skelner ikke mellem nordlige og sydlige dialekter.
19 Det er afgprende for Rohrbacher (1994:105, 147) at den yngre middelengelske
infinitiv ender pá -en (to heren ‘at hpre’) og dermed adskiller sig fra 1. person ental
præsens (/ here ‘jeg hprer’), ellers ville hans analyse nemlig forudsige at V°-til-I° fly-
tning ville forsvinde allerede i yngre middelengelsk. Imidlertid eksisterede der
allerede i 1300-tallet og ogsá senere en altemativ infinitivform uden denne endelse (to
here ‘at hpre’) som dermed var identisk med 1. person ental præsens, jf. Davis
(1985:495) og Wyld (1927:262).
Spprgsmálet er om det er npdvendigt for en distinktiv form (som I here ‘jeg hprer’)
at være forskellig fra kun en af de mulige infmitivformer (e.g. to heren ‘at hpre’) eller
fra alle infmitivformer (dvs. báde fra to heren og fra to here). Det forekommer mig
mere plausibelt at distinktivitet kræver at formen er forskellig fra alle infmitivformer,
og i sá fald udgpr ovenstáende et problem for Rohrbachers analyse.
Endvidere, hvis en forskel fra én infmitivform er nok, sá burde Rohrbachers
analyse forudsige at V°-til-I° flytning heller ikke ville være forsvundet i ældre nyen-
gelsk idet ældre nyengelsk ogsá har to alternative infinitivformer (báde to hear og to
hearen, begge ‘at hpre’) hvor en af dem (ganske vist den mindre udbredte form) er
forskellig fra 1. person ental præsens (/ hear ‘jeg hprer’), jf. Görlach (1991:88) og
Strang (1970:201).