Félagsbréf - 01.12.1963, Síða 23

Ved Islandsskibet
Ved Islandsskibet er der Stöj og Færdsel,
Der ene jeg i mörke Tanker staar.
Da hörer jeg en fremmed Skipper raabe:
— Det Skib, som letter nu, til Island gaar.
— Det fjærne Raab, det faar mig til at bæve —
Jeg föler det i Hjærtet som et Stik.
Jeg mærker pludselig et Tryk, en Tyngsel,
Et Taageslör sig lægger for mit Blik.
Thi her gaar jeg. . . . saa fjærnt fra Fædrelandet —
Min Faders Hus, — min Moders lune Hjem
Er lukket — hun er död som alt det andet,
Og aldrig naar jeg til det Svundne frem.
Hvorfor, bvorfor blev jeg saa fremmed hjemme?
Og fremmed her? — som Vrag paa Dögnets Elv?
Fordi jeg kun har fulgt mit Hjærtes Stemme, —
Fordi jeg altid var og blev mig selv.
Saa gaar jeg ensom bort fra Islandsskibet,
— Fra Broen frister mig Kanalens Vand....
Det bli’r dog kun et Suk, et Sving med Hatten —
og saa et tungt Farvel,-------og hils mit Land.
Digte 1911.