Fróðskaparrit - 31.12.2000, Blaðsíða 2

6 HANS ANDRIAS DJURHUUS. ÁLVALEIKUR
ANALYSE AF UDVALGTE EMNER MED HENBLIK PÁ LITTERATURHISTORISK BESTEMMELSE
H.A. Djurhuus: Álvaleikur
Hans Andrias Djurhuus (1883-1951) var og
er en meget folkekær digter, f.eks. er han
repræsenteret med ikke mindre end 90 (af
373) sange i Føroya Fólks sangbók, en pen-
dant til den danske Højskolesangbogen.
Mange af disse sange lever et særdeles ak-
tivt liv blandt færinger ogsá i dag, vel at
mærke ikke blot som pligtlekture i sko-
lerne. Det samme kan ikke siges om hans
dramatiske produktion, den bliver stort set
anset for at være passe, men om det er helt
retfærdigt, kan efter min mening diskute-
res, hvilket gerne skulle fremgá af neden-
stáende.
Præsentation
Alvaleikur er et eventyrspil, hvori natur-
kræfterne i elverfolkets skikkelse overtager
styringen og spiller menneskenes frem-
medgjorthed og gustne overlæg et puds. I
stykkets første scene møder vi de to ho-
vedaktører, Sigmundur og Sjúrður, hvis
navne i parentes bemærket straks giver en
færøsk læser associationer i retning af mid-
delalder, idet Sjúrður Sigmundarson er
hovedpersonen i “Sjúrðarkvæði”, det store
kvad om Sigurd Fafnesbane. Som det frem-
gár af navnet, hed hans far Sigmundur.
I stykkets første temmelig korte replik-
skifte demonstreres de karaktertræk hos de
to, som bliver afgørende for intrigens ud-
vikling og slutresultat.
Sjúrður har sejlet ude i den store verden,
og Sigmundur beder ham fortælle, hvad
han har oplevet. Men Sjúrður siger, at han
ikke er i stand til at forklare det for Sig-
mundur, som ingen steder har været. Det
ville være som at forklare farverne for folk,
som var født blinde, siger han. Omvendt
siger Sigmundur, at han har været mange
steder. Han har drevet omkring i udmarken
i sommernatten, han har set fugle lægge
æg, han har lyttet til elvens tale og oplevet
græsset strále i nattens dug. Men Sjúrður
ler ad ham, og Sigmundur opgiver, for, som
han siger, det er som at forklare farverne for
en blind.
Allerede inden vi møder de to pá scenen,
har Sjúrður beseglet sin skæbne. Sig-
mundur spørger ham, om han var opmærk-
som pá søstrene, de kom forbi. Men
Sjúrður ved ikke, hvad han taler om, han
har ingen søstre set. Vi fár sá at vide, at
Søstrene er to store klippeblokke, og at den,
der gár mellem dem, skal gøre noget dumt,
inden áret er ude. Den slags har Sjúrður
naturligvis kun et skuldertræk til overs for.
Og da Sigmundur lidt senere siger, at en
táge er ved at lægge sig over fjeldet, men at
han kender vejen, sá de nok skal finde vej,
svarer Sjúrður overlegent og uden respekt
for naturens kræfter, at de da selvfølgelig
kan finde vej.
Vi fár endnu en vigtig oplysning i denne
indledende scene. Af Sigmundurs og
Sjúrðurs sidste replikker fremgár det, at de
begge er forelskede i den samme pige,
nemlig Inga við Toftir. I samme øjeblik
dette er udtalt, skifter scenebilledet, og vi
befinder os hos elverfolket, som bestemmer
sig for at gribe ind. Første alf siger: