Fróðskaparrit - 31.12.2000, Blaðsíða 6

10 HANS ANDRIAS DJURHUUS. ALV ALEIKUR
ANALYSE AF UDVALGTE EMNER MED HENBLIK PÁ LITTERATURHISTORISK BESTEMMELSE
Sigmundur, den tilbedte, unge, renhjertede
Inga og hendes omsorgsfulde og menne-
skekloge forældre. I modsætning hertil ser
vi som i et troldspejl denne gruppes nega-
tion i en grotesk fremstilling:
Malan er indbegrebet af et negativt kvin-
debillede: hun er grim, gammel, ludfattig,
smátbegavet og taler et vulgært sprog. Hun
har desuđen en voksen søn, hvis far er stuk-
ket af.
Lagtingsmændene optræder som rendyr-
kede opportunister, der indretter sandhed
og lov og ret efter, hvad der gavner deres
personlige interesser. De optræder i rollen
som en slags antiforældre. Mens de skæn-
des om hvis kommune, der har ansvaret for
Malan, forvrænges deres tale, sá de ender
med at stá og gale som haner.
Sjúrður har ingen sans for livet omkring
sig, han er udelukkende optaget af sine
egne ønsker. Báde blind og døv kaster han
sig over den første den bedste af kvindekøn
og er fuldstændig utilgængelig for fornuft.
Denne pubertære opførsel understreges af
den formelagtige, monologiske máde, han
præsenterer sig pá: “Eg eiti Sjúrður - eg
havi siglt úti í stóru verð í fleiri ár. Eg eri
ættaður úr Havn. Mamma mín eitur Petri-
na!” (s. 110). (Jeg hedder Sjúrður - jeg har
sejlet ude i verden i mange ár. Jeg kommer
fra Tórshavn. Min mor hedder Petrina). Det
gentager han, hver gang han møder et nyt
menneske.
Det samme gør sig gældende for det
sprog, han bruger over for Malan. Han
øverøser hende med klicheer som ‘ hjertes
prinsesse’, ‘min for evigt’, ‘min smukkeste
lilje og rødeste rose’, ‘At høre dig skæmte
er som at høre fuglene synge’ o.s.v. o.s.v.,
og som nævnt fungerer dette sprog ikke
som ægte kommunikation. Malan ved, at
det intet har med virkeligheden at gøre og
forsøger ihærdigt at overbevise ham om
det, men da han insisterer, tager hun ham pá
ordet og fár det skriftligt, pá lagtingsmæn-
denes rád. Báde tidspunktet og stedet er ret
specielle i forbindelse med den slags for-
malia, og derved dokumenteres det, at det
Sjúrður besegler med sin underskrift, ikke
er sandhed, men løgn. Med andre ord byg-
ger hele hans projekt pá løgn og bedrag.
Idealistisk lystspil
At stykket er komisk og ikke tragisk hæn-
ger sammen med den funktion, Sjúrður og
Malan og deres skæbne har i stykket. Báde
hvad angár plot og sprog og fremtræden, er
de bærere af stykkets komik. Vi ler ad deres
enfoldige eller direkte tábelige opførsel.
Alt, hvad de gør og siger, er fremstillet med
groteske virkemidler.
Potentielt er disse typer en trussel mod
den ideale verden. Forestiller vi os f.eks., at
det virkelig lykkedes Malan at fastholde
Sjúrður pá hans løfte, ville det næsten være
som at forene heksen med en ung prins,
ihvertfald ville resultatet være en tragisk
mesalliance. Men problematikken føres
ikke ud over det latterlige eller farceagtige,
den bliver aldrig farlig, som den ville blive
det hos senromantikere som H.C. Ander-
sen, E.T.A. Hoffmann eller E.A. Poe.
Stykkets bærende ide er forestillingen
om en alnatur, som knytter alt levende sam-
men. og som fremelsker de bedste karakter-
egenskaber i de mennesker, der er besjælet
af den. Denne verden bliver sat i relief af sit
vrangbillede, som er karakteriseret ved