Fróðskaparrit - 31.12.2000, Blaðsíða 7

AN ANALYSIS OF ÁLVALEIKUR BY HANS ANDRIAS DJURHUUS
WITH AN OVERVIEW OF FAROESE ROMANTIC LITERATURE
11
egoisme, havesyge, magtbegær, kynisme
o.s.v. Det er altsammen sáre menneskelige
egenskaber, men den groteske fremstilling
gør, at stykket ikke bevæger sig over i en re-
alistisk skildring.
Litteraturhistorisk perspektivering
Som afslutning vil jeg opstille en skitse
over færøsk romantik. Jeg bruger de gæng-
se betegnelser for de forskellige strømnin-
ger, selvom de i færøsk sammenhæng fár en
delvis anden udformning og placering.
1.1 begyndelsen af 1800-tallet vender bon-
den og digteren Jens Christian Djurhuus
sig mod den nordiske oldtid. Han skriver
ballader i den traditionelle stil med em-
ner fra Føroyingasøga og Snorri Sturlu-
sons Fleimskringla. Der er i virkelighe-
den tale om en videreførelse af den
mundtlige tradition, for selvom Djurhu-
us skrev sine tekster, eksisterede der ikke
nogen litterær offentlighed, udbredelsen
foregik i praksis fra mund til mund (Si-
monsen, 1985; Andreassen, 1994).
2.1 1876 samledes færøske studenter til
fastelavnsfest pá Regensen i København,
og til den anledning blev de første fær-
øske fædrelandssange skrevet. I 1892
udkom den første færøske sangbog med
de 41 sange, som det i mellemtiden var
blevet til. Sangene handler næsten alle
sammen om kærligheden til fædrelandet
og modersmálet (Sigurðardóttir, 1987).
Disse frembringelser fra hver sin ende
af 1800-tallet kan kategoriseres med be-
tegnelsen nationalromantik. Denne type
lever af historiske og politiske grunde,
som jeg ikke kan komme ind pá her,
videre langt op i 1900-tallet.
Da Jens Christian Djurhuus skiæv sine
ballader, fandtes der ikke noget officielt
færøsk skriftsprog. Fædrelandssangenes
digtere havde V.U. Hammershaimbs ret-
skrivning (1846) at holde sig til, men det,
at de i kunstnerisk form var i stand til at
give udtryk for deres følelser og længsler
pá færøsk, var for mange en chokagtig
ábenbaring. Hvis vi opdaterer Herders
overvejelser om udviklingen af det poe-
tiske sprog fra 1766, er der en sláende
lighed mellem det og udviklingen af det
poetiske sprog i færøsk litteratur. Han
siger:
“Seht, das ist die poetische Sprache, die po-
etische Periode! Die beste Bliite der Jugend
in der Sprache war die Zeit der Dichter. Da es
noch keine Schriftsteller gab, so verewigten
sie die rnerkwiirdigsten Taten durch Lieder,
durch Gesange lehrten sie, und in den Gesán-
gen waren nach der damaligen Zeit der Welt
Schlachten und Siege, Fabeln und Sitten-
spriiche, Gesetze und Mythologie enthalten”
(Herder, 1959: 120; Andreassen, 1995: 38f).
I disse første færøske fædrelandssange
fornemmer man en sprudlende og næ-
sten barnligt naiv begejstring over mo-
dersmálets frigørende digteriske kraft.
3. For at blive i Herders terminologi kan vi
sige, at i takt med at nationen bliver æl-
dre, vil ogsá det poetiske sprog forandre
sig. Det epokegørende julemøde i 1888
betegner en politisk drejning. Jóannes
Paturssons digt ‘Málstrev’ (Sprogstræ-
ben), som blev læst op pá mødet, mar-
kerer et brud med den ovenfor nævnte
fædrelandsdigtning, som er en lovsang af