Fróðskaparrit - 31.12.2000, Blaðsíða 4

8 HANS ANDRIAS DJURHUUS. ALVALEIKUR
ANALYSE AF UDVALGTE EMNER MED HENBLIK PÁ LITTERATURHISTORISK BESTEMMELSE
hedsopfattelse til en erkendelse af kærlig-
hedens grænsesprængende og dermed fri-
gørende kraft. Han siger til Ingas far: “Jeg
har kun min kærlighed at byde hende, en
stærk arm og en lys tro pá, at fremtiden
bliver os venligt stemt” (s. 126).
Fortabelse
Ser vi pá stykkets struktur, kan vi sige, at
denne handlingsgang udgør stykkets ene
projekt. I modsætning hertil har vi Sjúrðurs
projekt. Han befinder sig ogsá i forlovelses-
situationen, for at bruge Villy Sørensens
udtryk, og er derfor ligesá sárbar som Sig-
mundur. Men som vi har set, er han ikke
blot fremmedgjort i sit forhold til naturen,
han forbryder sig ogsá mod dens love. Han
er slet ikke i stand til at orientere sig, hver-
ken i forhold til den omgivende natur eller i
forhold til sin egen. Den naturrus, om man
sá kan sige, som elverkongen sætter ham i,
gør ham ikke i stand til at ná et højere mál,
et mál der ligger uden for ham selv, sádan
som tilfældet var med naturens søn, Sig-
mundur. Tværtimod synker han ned i en la-
vere, nærmest pubertær eller máske dyrisk
tilstand. Han kaster sig over det første det
bedste skørt, han møder. Det er Malan, en
55 árig, grim kvinde, som er “pá kommu-
nen”, og som ogsá har forvildet sig i tágen.
Hun er 55 ár, grim og “pá kommunen”. Han
tror nu at have fundet sit livs udkáme og
overøser hende med romantiske klicheer,
selvom hun ihærdigt forsøger at afvise
ham, hun er nemlig selv fuldt pá det rene
med sin situation. Men han er báde blind og
døv.
Nu dukker der to lagtingsmænd op. De
opfatter straks, at de her har en enestáende
mulighed for slippe af med den byrde, det
er at have Malan “pá kommunen”. De ud-
færdiger pá stedet et dokument, hvor
Sjúrður skriver under pá, at han vil gifte sig
med hende.
Men stykket ender, som det skal. Den
stakkels Sjúrður er, omend naturfremmed,
ikke noget ondt menneske, sá han bliver
ikke straffet. Det lykkes at tilintetgøre
dokumentet, han er atter fri og skynder sig
derfra.
Malan, som virkelig er en stakkel, vender
tilbage til sin forrige elendighed. Og lag-
tingsmændene má, som en slags straf, finde
sig i, at de bliver nødt til at forsørge Malan,
sá længe hun lever.
Holder vi nu henholdsvis Sigmundurs og
Sjúrðurs projekter op over for hinanden,
kan vi se, at de gennemspilles af to adskilte
persongrupper. Pá den ene side har vi Sig-
mundur, elverfolket, Inga og hendes foræl-
dre, pá den anden Sjúrður og lagtingsmæn-
dene og Malan. Skillelinjen gár altsá ikke
mellem menneskeverdenen og elverfolkets
verden, den gár mellem den gode, den ægte
verden, hvor mennesker og natur er en hel-
hed og den falske, fremmedgjorte verden.
Horace Engdahl skriver i Den roman-
tiska texten:
“I den romantiska skriften fár bilden en
giltighet som inte ár begransad till nágon
speciell logisk eller retorisk kategori. Det in-
nebár inte at den skrivande pá nágot naivt
sátt accepterar sina forestállningar som up-
penbarade sanningar. Kanske har inga for-
fattare varit vaksammare mot illusionen án
de vi kallar romantiker. Men om varat till sin
kárna ár skapande och forvandling finns det