Fróðskaparrit - 31.12.2000, Síða 5

AN ANALYSIS OF ÁLVALEIKUR BY HANS ANDRIAS DJURHUUS
WITH AN OVERVIEW OF FAROESE ROMANTIC LITERATURE
9
inga sakra riktmarken for att skilja verkligt
fran overkligt” (s. 265).
Som i Oehlenschlágers digt ‘Guld-
hornene’ er alfernes, d.v.s. naturens, guld i
dette stykke metafor for en rigdom, som
skal give mennesket indsigt og fá det til at
vokse som menneske. Den, der ikke er i
pagt med naturen, som ikke er en del af den,
ser kun guldets materielle manifestation og
er udelukket fra at løfte sig op pá et højere
erkendelsestrin.
Den kraft, guldet symboliserer, er udtryk
for selve naturens dynamik. Sigmundur er i
stand til at indoptage den, fordi han er en
organisk del af helheden. Han realiserer sig
selv, idet han fuldfører sin bestemmelse.
I modsætning hertil kan vi sige, at for-
holdet mellem Sjúrður og alnaturen er me-
kanisk, et udtryk jeg har lánt fra Bachtins
lille artikel “Kunst og ansvarlighed”.
“En helhed kaldes mekanisk hvis dens enkel-
te elementer kun er forenet i mm og tid ved
hjælp af en ydre forbindelse og ikke gen-
nemtrængt af en indre meningsmæssig en-
hed. Delene i en sádan helhed ligger ved si-
den af hinanden og kommer i berøring med
hinanden, men alligevel er de i sig selv frem-
mede over for hinanden” (Bachtin, 1919).
Den fremmedhed over for naturen og den
blindhed, Sjúrður udviser, nár han skal ori-
entere sig i verden, hvadenten det gælder
omgangen med den konkrete natur eller
konfrontationen med kvindekønnet, for-
hindrer ham i at forme sin tilværelse. Han
rummer som person ikke noget dialogisk
potentiale, han er indkapslet omkring sig
selv. Det afslørede han, som vi har set, alle-
rede i stykkets første scene, hvor han og
Sigmundur tilsyneladende førte en dialog,
men hvor Sjúrðurs forstáelse aldrig náede
længere end til ordenes denotative værdi.
Først nár menneskets forhold til sproget og
virkeligheden er “gennemtrængt af en indre
meningsmæssig enhed”, bliver sproget
sandt og mennesket ægte.
Ironi
Da H.A. Djurhuus skrev stykket, som ud-
kom pá tryk i 1930, fandtes der ogsá andre
litterære strømninger, f.eks. havde en for-
fatter som Regin í Líð allerede i árhun-
dredets første tiár offentliggjort sine reali-
stiske og naturalistiske værker. Man kan
derfor gøre sig den overvejelse, om
Alvaleikur muligvis har en realistisk eller
máske socialrealistisk dimension, idet
f.eks. den socialt udstødte Malan bliver re-
duceret til objekt for et gement rænkespil.
Men som jeg læser H.A. Djurhuus’ skue-
spil, er der intet i litteraturvidenskabelig
forstand realistisk ved det. Det er i sit kon-
cept et eksempel pá romantisk ironi.
Allerede titlen ‘Alvaleikur' (Elverleg)
fortæller os, at vi her har et skuespil, som
bryder virkelighedens love. Vi indstiller os,
allerede før tæppet gár, pá, at der vil blive
vendt op og ned pá vore vante forestillin-
ger, at alt kan ske. Som Horace Engdahl
siger i det ovenfor nævnte citat, sá er der
ikke tale om, at forfatteren “pá nágot naivt
sátt accepterar sina forestállningar som up-
penbarade sanningar”, tværtimod bruger
han eventyringredienserne bevidst til at
skabe den ironiske distance.
Det groteske
Stykkets personer fordeler sig i to grupper
over for hinanden. Pá den ene side bejleren