Føroya kunngerðasavn A og B - 29.12.1983, Blaðsíða 271

287
143. §. Kemur tað í ljósmála, aftan á
at skattgjaldari er deyður, at hann hevur
goldið ov lítlan inntøkuskatt, tá skal
altíð verða goldið tvíføld tann penings-
hædd, sum í vantar. Sama er, tá skatt-
gjaldarin, meðan hann var á lívi, er sak-
søktur vegna eftirkrav eftir skatti, sum
hann hevur goldið ovlítið, men er
deyður, áðrenn málið er lokið.
2. stk. Hesa ábyrgd, ið nevnd er í 1.
stk., ber búgvið ella arvingarnir; arv-
ingarnir tó einans í tann mun, teir hava
tikið við arvi ella fingið arv greiddan
frammanundan. Innan fyri hetta mark
bera arvingarnir við tí undantaki, ið
nevnt er í 127. §, 2. stk. í síðstu máls-
grein, samábyrgd av tí, at skatturin
verður goldin, og ber til at heinta hann
inn við panting hjá teimum, um tað
verður neyðugt. Livir hjúnafelagi eftir
hin deyða, hvørs ognir ikki verða tiknar
upp í viðgerðina av búnum, tá ber til,
um eftirskatturin ikki fæst goldin úr
búnum ella frá arvingunum innan fyri
vanligan pantingarfreist, at innheinta
hann við panting úr ognunum hjá tí
eftirlivandi hjúnafelaganum í tann mun,
kravið hevur sín uppruna frá skatta-
skeiði, tá hjúnini vórðu skattað saman.
3. stk. Dómstólarnir áseta ta penings-
hædd, ið skal verða goldin aftaná, um
málið ikki við samtykki landsstýrisins
verður avgjørt við sátt og semju.
144. §. Táviðurskiftiniístórummæla
fyri tí, soleiðis tá trongd er, hevur lands-
stýrið heimild til at geva upp ella lækka
eftirkrav, iðásett ereftir 142. og 143. §§,
somuleiðis eisini sektir og eykagjøld, ið
áløgd eru eftir reglunum í hesum kapitli.
Viðvíkjandi teimum eftirkrøvum, sekt-
um og eykagjøldum, ið falla til komm-
ununa, hevur bygd(a)ráðið somu
heimild til at geva upp ella lækka.
§ 143. Sáfremt det, efter at en skatte-
yder er afgáet ved døden, viser sig, at
han har betalt for lidt i indkomstskat,
vil skatten altid være at efterbetale med
tillæg, svarende til den for lidt erlagte
skat. Det samme gælder i tilfælde, hvor
en sag angáende efterkrav pá for lidt
erlagt skat er rejst mod skatteyderen i
hans levende live, men hvor han er af-
gáet ved døden inden sagens afslutning.
Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte tilsvar
páhviler boet eller arvingerne, disse sid-
ste dog kun i det omfang, hvor de har
modtaget arv eller arveforskud. Inden
for denne grænse er arvingerne med den
i § 127, stk. 2, sidste punktum nævnte
undtagelse solidarisk ansvarlige for til-
svaret, der kan inddrives ved udpant-
ning hos de págældende. Sáfremt af-
døde efterlader sig ægtefælle, hvis mid-
ler ikke inddrages under bobehandlin-
gen, kan tilsvaret, hvis dækning ikke
kan opnás hos boet eller arvingerne, in-
denfor den sædvanlige udpantningsfrist
inddrives ved udpantning i den længst-
levende ægtefælles midler i det omfang,
hvori tilsvaret hidrører fra skatteperi-
oder, for hvilke ægtefællerne har været
sambeskattede.
Stk. 3. Størrelsen af det beløb, der
skal tilsvares, bliver, forsávidt sagen
ikke med landsstyrets samtykke afgøres
i mindelighed, at fastsætte ved dom-
stolene.
§ 144. Landsstyret kan, nár forhol-
dene i særlig grad taler derfor, sáledes
navnlig i trangstilfælde, eftergive eller
nedsætte et efter §§ 142 og 143 fastsat
efterkrav, sável som de af landsstyret
efter reglerne i nærværende kapitel fast-
satte bøder og straftillæg. Forsávidt
angár de kommunen tilfaldende efter-
krav, bøder eller straftillæg kan kom-
munen eftergive eller nedsætte disse.