Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1930, Síða 3

3
paa, som man ellers ei kan viide til hvad Ende det skulde være
giort. Sængestedet der oppe er 5 Al. langt og 3 AI. breedt«.
Sveinn læknir Pálsson1) ferðaðist mikið um Suðurland sumarið
17932). í dagbók sinni frá ferðalögunum, sem nú er í hrs. Bmf. í
Landsbókasafninu, nr. 2 i arkarbr. segir hann svo frá 4. júlí (bls.
102—103): »Foretog en Reise i Selskab med Hr. Sysselmand Thor-
arensen til Moeiderhvol, for at betragte de derværende Jordhuler
eller Hellra. Gaarden ligger lige for Odde Præstegaard, Egnen er
som der ganske flak og næsten lige saa lav som Havet, men Tuunet
bestaaer som i Odde af smaae Höie, der i gamle Dage, ventelig ved
en Hændelse, ere befundne at være hule inden i. Jeg beskuede her
3 saadanne, hvoraf den ene bruges for Höelade, den anden for
Faarehus og den 3ie for at giemme adskilligt Boeskab i; de vare
alle af samme Form, neml. elliptisk hvelvede, med et plat eller
horizontalt Gulv; jeg spurgte hvorledes Gulvet pleiede at være i de
nys opgravede Huler, og blev Svaret, at det altid var slet og be-
staaende af Sand. Steenarten, hvori disse naturlige Huler findes, og
som hos 01. og Pauls.3) kaldes urettelig móberg (saa hede saxa
argillarea paa Islandsk), er en Sort haard og grov Sandsteen, som
man i Förstningen skulde antage for Lava, indtil man pröver med
Fingeren, hvormed den lader sig skrabe, ou viser nogen glindsende
Pariikler. Knap er dette en sammenbagt arena uulcanosa; jeg ved
ikke om samme kan sammenbages til fast Klippe, uden et tredie
Bindende, som her ikke var at finde; Snarere er denne Sandsteen
en oprindelig Bergart, maaske hele Landets Basis, og den uhyre
Sand, Hekla, Kötlugiá og flere Vulcaner sprude, maaske den kommer
fra dette Grundlag. Det er Ildens Skyld at slig Opsprudnings-
Sand faaer andet Udseende en hin för berörte. — Om de be-
meldte Hellrar ere opkomne ved den förste Omtumling, da det
törre er ved Almagtens Vink skilt fra det vaade (hvilket mig synes
meget troligt), eller siden, kan ingen sige til fuld Vished. I Holterne
vrimler der af slige Huler, hvor af mangfoldige ere indentil udhugne
og giorte meget större; af sig selv har faae af dem nogen Dör, men
ere som en hul elliptisk Halvkule var sat pa^ et Bord, med Hul-
heden ned ad, og er Gulvet oftest lige med det omgivende flade
Land. Hvor saadan en græsvoxen Höi giver det mest dumpende
eller hule Lyd, graver man ned, og hugger sig en Dör paa Hulen. — At
de saakaldte Laugarvatns-hellrar efter forbemeldte Reisendes Sigende,
1) Sbr. Landfrs. ísl. III., bls. 145—185. 2) S. st., bls. 154—156.
3) Þ. e. i ferðabók Eggerts Ólafssonar og Bjarna Pálssonar.