Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 28

— 30 —
villet skyde Sagen fra sig uden Overvejelse. Dette var Tilfældet med
alle Mænd af Selvstændighedspartiet i øverste Afdeling, hvor Sagen
først blev indbragt, sandsynligvis fordi man har ventet, at den der
vilde faa en bedre Modtagelse end i nederste Afdeling. Sagen fik en
saadan Behandling, som om den allerede fra Begyndelsen af var en
Partisag. De 7 Mænd af Hjemmestyrepartiet vilde tage Sagen til Over-
vejelse og Behandling, de 5 af Selvstændighedspartiet var imod det og
vilde vise Sagen bort fra Altinget, og de 2 Mænd af Agrarpartiet eller
Fremskridtspartiet var tvivlraadige. Deres Optræden i Sagen var
nærmest klodset. De gaar med Hjemmestyremændene i at nedsætte et
Udvalg i Sagen, derefter slaar de Følge med Selvstændighedsmændene
i at skaffe de Mænd, der intet vil have med Sagen at gøre, Majoriteten
i Udvalget. Og den ene af de to, der opfører sig saadan, er Fremskridts-
partiets Minister, SigurSur Jonsson. Med en saadan Optræden gør han
og den, som følger ham heri, sit Parti lille. Det er som om han og de
gaar i Selvstændighedspartiets Ledebaand, har Lov til at gøre selvstæn-
dige Bevægelser inden visse Grænser, men maa adlyde saa snart der
trækkes i Tovet.
Men om Selvstændighedsmændene er det at sige, at de naturligvis
tjener deres Instinkt og inderste Natur ved ikke at ville høre eller se
Sager som denne. Man behøver kun at erindre om deres Modstand
mod Telegrafen for nogle Aar siden for at forstaa deres Stilling til
denne Sag. Det er, som om det er deres blinde Instinkt at optræde
fjendtligt imod det, at Nutidens Kultur faar Fodfæste i vort Land. De
har en lignende Skræk for udenlandsk Kapital, som man tortæller, at
de Vilde har for Nutidens Ildvaaben. Deres Selvstændighedslængsel er
en Tilbøjelighed til den størst mulige Isolation og til en Tilbagevenden
til en 1000 Aar gammel Kulturtilstand.
Det fortjener at paatales, at det kunde falde noget Parti paa Al-
tinget ind at skyde Sagen fra sig uden Overvejelse. En anden Sag er
det, at man kunde forandre forskellige af Lovforslagets Bestemmelser,
f. Eks. forhøje Selskabets Udgift til Landskassen, hvis man efter en
nøje Prøvelse fandt den for ringe, forkorte Bevillingstiden o. s. v., for
at betrygge Landets Interesser og Bettigheder paa bedste Maade. Det
er en Selvfølge, at man af Alting og Begering maa fordre en nøje Prø-
velse af alt dette; men man kan ogsaa uden Urimelighed forlange, at
dette kan gøres paa en tilfredsstillende Maade, medens Altinget er sam-
let. Man har Forbilleder i den norske Begerings Overenskomster med
de Selskaber, der har arbejdet i Norge. Man kan derfor ikke indse, at
det er nødvendigt at opsætte Sagen paa Grund af manglende Oplysnin-
ger om disse Ting.
Det andet, at Landet selv rejser et stort Laan, for paa egen Be-
kostning at begynde paa Udnyttelsen af Fossene, har vistnok faa For-
kæmpere, og der er ogsaa meget, der taler imod det. Først og frem-
mest ved man ikke, om slige Laan kan faas uden Vanskeligheder, og
dernæst vilde de ikke blive ydet paa anden Maade end saadan, at de,
som laante Pengene, vilde øve Kontrol med, hvorledes de blev brugt,
og dermed var Landets hele Finansforvaltning underkastet udenlandsk