Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 249

- 251 —
Graah (f. 1793, død 1863), ledsaget af Botanikeren, Dr. J. Wahl
med det Maal at naa op til det sydligste af Scoresby i 1822
sete Land paa 691/*0 Bredde. Det paalagdes Graah. »ej at
vende om, førend Maalet er naaet, Forhindringerne være hvad
som helst, førend den Tid i Aaret 1830, da saadant maatte
blive aldeles nødvendigt, for at De inden Vinterens Komme kan
naa Friedrichsthal og derved undgaa det andet Vinterleje paa
den øde Østkyst«. Kun hvis Graah mellem 62 og 66° Bredde
fandt tydelige Spor af den fordums Bebyggelse af Nordboer,
maatte han vende tidligere om, da han i saa Tilfælde nøjere skulde
undersøge disse. Som vi skal se, lykkedes det Graah at trænge
frem med sin Konebaadsekspedition til 65° 15' n. Br., men
Nordboruiner traf han ikke; derimod Eskimoer paa flere Ste-
der, og hans med kolossal Energi og Dygtighed udførte Ekspe-
dition bragte store geografiske og etnografiske Resultater:
I Slutningen af Maj Maaned 1828 ankom de to Danske til Frede-
rikshaab, hvorfra de i Konebaad gik syd paa til Julianehaab, hvor de
til Ekspeditionen bestemte store Umiakker skulde bygges. Til dem
lod Graah lave et Par Isbrydere af Træ, som han anbragte foran Stæv-
nen. Her traf Graah en hedensk Grønlænder Ernenek fra Østkysten,
c. 40 Aar gammel og 3 Alen høj. Han var i Kajak roet nord paa fra
Nanortalik, — hvor han efterlod sin Familie — for at se alle de Her-
ligheder, som de Danske der havde faaet med Skib. Graah fulgte med
ham til Nanortalik, og det blev bestemt, at Ernenek og hans Familie
skulde ledsage Graah paa Rejsen til Østkysten. Vinteren tilbragte Eks-
peditionen i Nanortalik i eskimoiske Vinterhuse, efterat Graah forinden
havde rekognosceret Kysten længere syd paa og gennem Prins Chri-
stians Sund (Ikerasarsuk) naaede el Blik over Østkysten. Fra Toppen
af et højt Fjæld saa han ud over et uhyre Hav af Is, der bredte sig
mod Øst og Nord, saa vidt Øjet kunde naa.
Medens Vinteren længere mod Syd netop dette Aar var overor-
dentlig streng, saa at man kørte i Kane i Neapel, og i den største Del
af Europa til Stadighed havde 20—30 0 R. Kulde, var det modsatte Til-
fældet i Grønland, hvor Sneen endog tøede bort fra Klipperne, og i
Slutningen af Februar 1829 blev derfor alle Forberedelser trufne til
Afrejse i de to Konebaade ledsaget af en Transportbaad, som skulde
følge med, indtil man naaede de nærmeste beboede Steder paa Øst-
kysten, hvor man haabede hos de Indfødte at kunne tiltuske sig frisk
Proviant for Pilejærn, Knive, Perler, Synaale osv. Roerskerne fordelte
selv deres Pladser i Baadene, og alle syntes at imødese Rejsen med
Fornøjelse; hertil bidrog vel baade den Omhu, hvormed de saa, at der
var sørget for dem med Klæder, Telte osv., og desuden Haabet om paa
Østkysten at tiltuske sig nogle af de højtskattede Skind af den sprag-
lede Sæl »Kasigiakken , som forekommer hyppigere der end paa Vest-
kysten.