Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 92

— 94
lelse mellem de to Lande var bedre og ønskeligere end den rene Per-
sonalunion.
Dette har de bl. a. begrundet dermed, at en saadan Forbindelse
paa den ene Side ingen Betydning havde, og paa den anden Side vilde
den i Krigstid rumme en stor Fare for Danmark. Hvis Islænderne havde
Ledelsen af alle deres Anliggender, da kunde de i Krigstid, hvis de allige-
vel var i Forbindelse med Danmark, udsætte Danmark for Fare, eller
foraarsage, at Danmark kom i Konflikt med andre Stater ved den is-
landske Regerings ubehændige og ufornuftige Foranstaltninger, som
Danskerne ikke kunde føre nogen Kontrol med.
Dette har været ét af Danskernes Hovedargumenter imod den rene
Personalunion. Nu har Verdenskrigen raset i 3 Aar og nogle Maaneder.
Mage til Krig kan Historien ikke opvise, da den har foraarsaget de
mest forvirrede Forhold hele Verden over nu i den sidste Tid.
Det er da ret interessant at undersøge, hvorledes det i disse Tider
har staaet til med Forbindelsen mellem Island og Danmark, mens Kri-
gens Rædsler har været frygteligere og mere vidtrækkende end nogen
kunde ane. Deraf kan man slutte, hvor meget Danskernes Hovedargu-
ment har paa sig. Hvordan har det bestaaet Erfaringens Ildprøve?
De vigtigste Sager, som vi har fælles med Danskerne, er For-
svarsvæsenet, de udenrigske Anliggender, Mønten
og Postforbindelsen mellem Danmark og Island.
Alt dette har Danskerne varetaget for os ifølge Love, som de selv
har vedtaget.
Man skulde tro, navnlig ved at tage deres omtalte Argument imod
den rene Personalunion i Betragtning, at de vilde have søgt, saavidt
det stod i deres Magt, at beholde Overtaget i alle disse Sager, nu medens
Krigen raser, for at forhindre, at Islænderne misbrugte deres Selvstæn-
dighed og ad den Vej udsatte den danske Stat for Fare.
Men hvad lærer Erfaringen os?
Dette, at Danskerne under den farligste Situation, dels har over-
ladt disse Sager i vore Hænder, i alt Fald i Realiteten, og dels har de
været fuldkomment ude af Stand til at opfylde de Pligter imod os, som
de selv har paataget sig. Dette skal udvikles lidt nærmere.
1. Forsvars væsenet. Det er unødvendigt at forklare, hvor
ringe, eller rettere sagt ingen Betydning det har haft for Island at have
Forsvarsvæsen fælles med Danmark. Nogen som helst Beskyttelse kan
de ikke yde os, selv om det tiltrængtes, efter som alle ved, at de i Til-
fælde af Krig næppe kan forsvare sig selv ret længe.
2. D e u d en rigske Anliggender. Hvilken Nytte vi kan
have deraf, at Danskerne leder vore udenrigske Anliggender, har vi nu
under Krigen, da det netop tiltrængtes, faaet et utvetydigt Bevis for. —
Den er nemlig lig Nul.
Forholdene har nemlig været saaledes, at Danmark har haft nok
med at klare sig selv og slet ikke været i Stand til at yde os nogen
Hjælp, endskønt det utvivlsomt ikke har skortet paa god Vilje. Men
Landene ligger fjærnt fra hinanden, og deres Behov er forskellige. Dan-
skerne har ogsaa vist det i Handling, at de erkender dette, ved fuld-