Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 99

101
hvad de har for, paa Flejestængerne, som de har i Hænderne.
Det er en mægtig lang Stang med et Net paa Enden, noget
i Retning af en overnaturlig stor Ketcher, som Børnene her
bruger til at fange Sommerfugle i. De kravler ned ad Klip-
perne én for én, det ser fuldkommen vanvittig ud, man skulde
tro, at Naturen havde udstyret disse Væsener med Sugekopper
paa Hænder og Fødder. Saa sætter de sig rundt omkring paa
smaa Fremspring i Stenene, eller hvor det nu ellers er muligt
at hage sig fast. Et enkelt Sted bliver en af dem hejset ud
over en fuldkommen lodret Klippevæg i et langt Tov, til han
naar en Afsats længere nede. Søpapegøjerne flyver uanfægtet
rundt om dem, og naar de stryger forbi, saa gør Manden med
Ketcheren et behændigt Sving med den, hvorved Fuglen su-
ser lige ind i Nettet. Et Øjeblik efter har han fat i den, dre-
jer Halsen om paa den og lader den foretage den sidste Luft-
rejse ned i Havet nedenunder, hvor den bliver samlet op af et
Par Mænd i en Robaad. En dygtig Mand kan fleje op til
1000 Fugle om Dagen. Men Natten derefter, saa kaster Fugle-
fængeren sig frem og tilbage paa sit Leje, plaget af Mareridtet,
Drømmen om Død og Nedstyrtning, der altfor ofte er Resul-
tatet af denne Leg med Livet. Men vi maa ned fra Klip-
perne igen og ud paa Havet. En Række Marsvin glider
forbi Skibet, langsomt og altid med Strømmen. De danner en
Linie, den ene bag den anden; de svømmer lige i Overfladen,
hæver sig langsomt op af Vandet og dukker ned igen; det ser
nøjagtigt ud, som det var et eneste langt Dyr, der bugter sig
Irem, og vi slaar os for Panden, for vi forstaar pludseligt,
hvorfra Fablen om Søslangen kommer, dette Uhyre, der ses
hver Sommer af de Søfarende i Agurketiden, men aldrig fan-
ges. Hvis vi ligger helt stille i en Robaad, kan Strømmen
maaske føre dem hen forbi os, saa vi kan faa et hurtigt Skud
til én af dem og faa den pillet op inden den synker; men gør
'i blot én eneste lille Bevægelse med Aarene, saa Farvel, Sø-
slange! Vi ser den først et Kvarter efter og en Fjerdingvej
borte.
Og medens vi staar og spejder ud over Havet, saa faar vi
Kig paa noget helt andet, noget meget mere værdifuldt, noget
som der skal saa meget Held til at faa Kig paa, at jeg, som
har boet paa Færøerne 7—8 Aar, kun har faaet Kig paa det 5
Kange. Det er langt borte endnu, det viser sig kun som en