Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 156

— 158 —
skerne »nu som før var villige til at forhandle om de Stridspunk-
ter, der maatte fremkomme om Forbindelsen mellem Danmark og
Island«, og K o n g e n udtalte, at »naar danske og islandske Syns-
punkter ikke mødes, vilde almindelige Forhandlinger i en eller
anden Form — snarere end Forhandlinger om en enkelt Sag, der
blev taget op for sig, føre til den gode Forstaaelse, som altid maatte
blive Grundlaget for Forbindelsen imellem de to Lande«. Og den
danske Regerings Hovedorgan »Politiken« udtrykte sig saaledes
om disse Statsraadsforhandlinger: »Som man kan se af, hvad der
ovenfor er sagt, er Standpunktet overfor Islændernes Krav om et
særligt Handelsflag dette, at hvis der skal foretages Forandringer
i Forbindelsen mellem Island og Danmark, anser man det ikke
for heldigt at gøre Indrømmelser paa enkelte Punkter, men at det
vilde være at foretrække, at det blev klargjort ved almindelige
Forhandlinger, hvad det overhovedet er, som Islænderne ønsker,
for at et fredeligt og venskabeligt Samkvem, som sikkert burde
kunne skabes, maatte komme i Stand. Man maa da haabe, at
Islænderne nu vil modtage det Tilbud om Forhandlinger, som
saaledes er fremsat. Hvilken Form, der maatte vælges, for at
faa disse Forhandlinger i Stand, kommer det ikke an paa; Sagen
kan tages op til Behandling i en Kommission, den kan ogsaa
overlades til Ministrene eller til særlig udnævnte Repræsentanter«.
Efter at den danske Regering havde taget Sagen paa denne
Maade, kunde der kun være Tale om de to Veje med Hensyn til
Flagsagens videre Forløb, enten helt at udsætte Sagen, og da selv-
følgelig lade Udsættelsen foregaa i en saadan Form, at det ikke
blev muligt deri at finde nogen Vigen eller Frafald fra Kravet om
et Søfartsflag — eller da at give sig i Lag med de tilbudte For-
handlinger om Forbundssagen i sin Helhed, men udsætte Flag-
sagen som en egen Sag saalænge.
Af en Tale, som Bjarni fra Vogi for nylig holdt paa Altinget,
kan man slutte, at Altingets Mening er at anmode om, at en eller
flere Delegerede skulde komme herop fra Danmark saa snart ske
kan, for at forhandle med Altinget om Forbundssagen.
Sandsynligvis er der mange, som husker alt det Rabalder og
Hurlumhej, som fulgte med Forbundssagen, da den sidst var
paa Tapetet i Aarene 1908 og 1909, der nu vil finde det forun-
derligt, at denne Sag saa at sige helt uventet nu igen er ved at
komme paa Dagsordenen, uden at det er blevet drøftet i Pressen
eller paa Møder, om det vilde være heldigt at tage Sagen op til
Behandling paa dette Tidspunkt, og uden at der er ytret noget
Ønske herom af nogen uden for Altinget. Hertil kommer, at det
vistnok er en almindelig Opfattelse blandt Befolkningen, at de
Vanskeligheder, som Krigen medfører, er saa omfattende, at de
alene vilde være nok til at optage omtrent saavel Altingets som
Regeringens hele Arbejdskraft, naar de skal løses paa en tilfreds-
stillende Maade. De fleste, der har Lejlighed til at følge med i de
Foranstaltninger, som Krigen medfører, er endda af den Mening,