Atlanten - 01.01.1918, Side 52

Mængde, at det næsten altsammen fortæredes paa Jagten. Det samme
bekræftes af Lam Dalager fra Egnen ved Godthaab, hvor Renerne er
deres »vigtigste Jagtdyr«, »for hvilke at faa en Grønlænder sætter alle
Ting til Side«. Nutildags er Renjagten en svag Skygge af, hvad den
var i fordums Dage. Renen forekommer vel endnu flere Steder i Nord-
grønland og i Sydgrønland indtil Egnen ved Frederikshaab, men i ringe
Mængde, idet Restanden stærkt er aftaget efter Geværets Indførelse.-
Endnu i første Halvdel af det 18. Aarhundrede spillede Renjagten en
stor og regelmæssig Rolle for Eskimoerne, idet de hver Sommer spred-
tes over Indlandet for at jage. Og Reboerne af den sydlige Del af
Kysten rejste i deres Umiakker op til Egnen om Godthaab for at del-
tage. ----Om Renjagtmetoderne er der ikke meget berettet. Rue og
Pil anvendtes, men afløstes forholdsvis snart af Geværet.
Den ældste Beskrivelse af Renjagt i Grønland skyldes Egede:
»Den ganske Sommer anvender Grønlænderne paa at jage efter
Rensdyrene, hvor da de fleste med Kvinder og Børn fare længst ind i
Fjordene og der forblive indtil Høsten. Imidlertid forfølge de de arme
Dyr saaledes, saa de paa ingen Maade kan gaa sikre; men hvor Grøn-
lænderne vide, at de have deres meste Ophold, der anstiller de en
Klapjagt, og med Kvinder og Børn omkring sætte dem og forjage dem
hen til Stier og Passer, hvor Mandfolkene ligge paa Lur og passer
dem op. Naar de nu ikke ere saa mange Folk, at de kan indespærre
dem, saa betjene de sig af lange hvide Kæppe med Stykker Tørv stukne
paa Enden og Spidsen deraf og sætter dem i Vejen for Dyrene, at de
skal sky derfor og ikke undløbe.« Paa det ledsagende Kobberstik ser
man Kvinderne drive nogle Rener mellem to konvergerende Pælerækker
hen mod et Pas, hvor Mændene ligger paa Lur med deres Buer. Den
Fremgangsmaade at drive Dyreflokkene ned i en Sø eller Fjord eller
lure paa dem ved Vade- og Svømmesteder og der dræbe dem fra Kajak
har ligeledes været anvendt.
Hverken med Jagten paa Havpattedyr eller med Renjagten spillede
Fiskeriet en sideordnet Rolle. Den Næring, Fiskeriet kan yde Grøn-
lænderne, har stedse kun gjort Tjeneste som en Reserve i Nødsfald,
eller som Supplement. Og Indførelsen af bedre europæiske Fiskemetoder
og -Redskaber har ingen Forandring formaaet at give her.
Laksef iskeriet i de ferske Vande dreves med tregrenede Lakse-
spyd i de aabne Vandløb om Sommeren. Man forstod dog ogsaa den
Kunst at bygge Dæmninger, som Laksene gik over i Flodtiden, men
bag hvilke de under Ebben blev tilbage som et let Bytte.
Medens Ferskvandsfiskeriet over hele Grønland var af ensartet
Beskaffenhed, var Havfiskeriet derimod forskelligt i Nord- og Syd-
grønland, idet Angmagsætten eller Lodden, der i Sydgrønland
stadig er af virkelig Betydning som Følge af sin uhyre Talrighed, ikke
fanges nordligere end Disko Bugten. Fiskemetoden er simpel, idet
Lodden, der stimevis gaar tæt under Land, øses op med Ketscheren.
Fangsten foregaar om Foraaret. Andre Havfisk blev i det nord-
lige som Regel fisket gennem Huller i Isen ved en Snøre af Hvalbarder
eller af Remmesælskind.