Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 88

— 90
og som hovedsagelig bevirker, at Sagens Stilling er en helt anden end
den nogensinde før har været. Dette Moment er, at hele Altinget er
blevet enigt om den samme Beslutning, med den faste Vilje, at kæmpe
for dens Gennemførelse. Før har Sagen altid mødt Modstand fra en
eller anden Side paa Altinget, nogle har undladt at stemme, selvom de
ikke ligefrem har villet stemme imod. Men nu stemte alle for Sagen
i begge Kamre.
Dette Moment maa man have for Øje, naar det andet Spørgsmaal
skal afgøres, hvad der efter Sagens nuværende Stilling er at gøre. Fordi
herpaa hviler den sikreste Forventning om et gunstigt Resultat af, hvad
vi end foretager os. Det første Svar paa det Spørgsmaal, hvad der er
at gøre, maa derfor blive dette, at vi fortsætter paa samme Maade,
som vi er begyndt, at være enige og alle samle os om en hvilken som
helst Fremgangsmaade, der maatte blive valgt som den heldigste i
Fremtiden.
Men er det da tænkeligt, at vi Islændere bliver enige i Længden,
Stivnakker som vi er, som er saa tilbøjelige til at have divergerende
Meninger? Det turde da ikke være utænkeligt, at enhver, som har no-
get at foreslaa i Sagen, kunde dog, paa Grund af Nødvendigheden af
Sammenhold, bøje sig for andre Forslag, der havde større Tilslutning,
for at slutte sig til disse.
Det er givet, at der findes enkelte Punkter, som alle Islændere
straks kan være, eller senere kan blive enige om.
Som saadanne kan nævnes, at afvise al Mistanke om, at denne Sag
er bragt paa Bane i Tvivl og Tøven, og at det derved blev paa en
Maade gjort klart, at det er Islændernes fulde og endrægtige Alvor,
naar de nu, paa samme Tid som de staar paa Nippet til at blive det,
som de selvfølgelig skal blive, et Søfartsfolk, at del paa Grund af denne
tvingende Nødvendighed er deres fulde Alvor, ikke at give tabt, før
de med Flaget kan vise sin Nationalitet og sin Eksistensberettigelse
som en særskilt Nation, ligesaa afvigende fra de andre nordiske Folk,
som disse er det indbyrdes, med særegen og selvstændig Litteratur og
Kultur, selvom vi af let forstaaelige Grunde i mange Retninger staar
tilbage for og vor Udvikling gaar mere langsomt og trevent, end hos
større og rigere Folk; men Flaget er i den Henseende et Moment i Selv-
stændighedskampen, som i Forbindelse med andre Ting vilde anspore
og befordre den kulturelle Udvikling.
Det er mærkeligt, at Danskerne ikke er i Besiddelse af tilstrække-
lig Velvilje til at indse dette og erkende, men vedblivende forholder os
vor aabenlvse Ret, som det generer os at undvære, men som vi kunde
nyde uden Ulempe for dem.
Men paa hvilken Maade kan vi da bedst lægge denne vor Alvor
for Dagen. Dette beskæftiger for Tiden de flestes Tanker.
Man kommer da først til at beskæftige sig med det, som synes
at være Danskernes principielle Forslag, og som fremgaar af Kongens
egne Ord, endskønt Danskerne har givet andre Synspunkter til Kende,
saasom, at nu var det eneste. Danskerne havde at gøre, at slaa i Bor-
det, at de allerede havde afstaaet for mange Rettigheder til os. og var