Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 56

3. Itsuarneq (Holm kalder den »Ituartorpok«, jvfr. ovenfor).
Hertil fordres to Mand. Den ene ligger ned paa et Skind eller en
Slæde paa Isen ved Siden af et større Hul og dækker sit Hoved med
et Skind for at lukke Dagslyset ude. Nu kan han se Sælen i Vandet,
og han giver sin Kammerat Tegn, naar Sælen er under Hullet. Sæd-
vanlig giver han Tegn med den ene Fod (stundom, dog sjældnere,
raaber han qå, qå! eller ké, ke!). Den anden holder en lille Harpun
med et meget langt Skaft (pab), 10—12 Meter, i et mindre Hul nær ved
det større Hul. Ved Enden af Skaftet maa der være nogle smaa Ben-
stykker, som tiltrækker Sælen ved deres Bevægelser. Itsuarneq be-
nyttes paa Steder, hvor der ikke er meget dybt Vand, især i smalle
Sunde mellem Øer, hvor der er Strøm, og hvor der som Følge deraf
er meget Dyreliv. Det er paa en Maade en omformet Fiskemetode.
4. Quasasiorneq eller Quasalineq. Glatisjagt. Naar der
pludselig indtræder koldt Vejr med Stille, og Nyis dannes uden Sne
ovenpaa, kan Aandehullerne let lindes, og Sælen kan ikke høre F’od-
trinene paa Isen, eftersom der ikke ligger Sne paa den, især hvis der
anvendes Sko med Haarene udad over Kamikkerne. Nu stiller flere
Jægere sig op i Gruppe ved forskellige Aandehuller, hver med sin Tuk
(toq) og en Stød-Harpun med en kort Line fæstet dertil. En Jæger
kan løbe fra og til mellem tiere Huller. Fangsten deles mellem Jæ-
gerne efter Dagsarbejdet.
5. Aorneq. Om Foraaret, naar Solen staar højere paa Himmelen
og Isen er tyk og dens Overflade dertil er dækket med et tykt Snelag,
udvider Sælen sit Aandehul og kommer op paa Isen, dels for at føde
sin Unge; men især for at sole sig. Tidligere søgte Jægeren at krybe
hen til den for at fæste Jlarpunen i den. Han benyttede en lille Slæde
med et lille Skjold af hvidt Skind, som skjulte ham. Eller ogsaa søgte
han at efterligne Sælens Bevægelser og Udseende, idet han f. Eks. med-
tog et Sælskind eller med et Apparat skrabede paa Isen for at efter-
ligne Sælens Lyd Det hele tog Tid, og i de fleste Tilfælde endte
det med, at Sælen blev sky og forsvandt i sit Hul, hvorfor denne Me-
tode, efter at Riflen er bleven indført, er fuldstændig forladt og er-
stattet af følgende:
6. Utorniarneq, Utok-Jagten.(af Utok = Sæl, der er kommen
op paa Isen om Foraaret). Jægeren har sin Riffel anbragt paa en
Slæde med Skydesejl. Han nærmer sig saa nær som muligt til Sælen,
gør ofte Holdt og iagttager den, mulig i en Kikkert. Tilsidst lægger han
sig ned og skyder Slæden foran sig, indtil han naar ind paa passende
Skudafstand. — Harpunen bruges saaledes ikke længere ved denne
Jagtmetode.
B. Qåtarneq. Næt-Jagt paa Isen. Harpunen bruges ikke ved
denne Jagtmetode, og det er den mest lukrative Fangstmaade efter
Sæler i Dansk Nordgrønland. Isnættene er fra 5 til 8 Meter lange og
fra 2 til 3 Meter brede og er gjort af lidet kostbart Materiale, saa blot
Fangsten af et enkelt Dyr betaler Nættet, til hvilket nogle faa Sænke-
sten er anbragt. Der hugges nogle Huller i Isen og mellem dem sættes
Nættet, hvis frie Ender fæstes til Isstykker paa Isens Overflade.