Atuagagdliutit - 14.12.1953, Blaðsíða 12

512
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 26—27
EEN AF DE MANGE
Af Bent Benjamin Boisen.
Under et øredøvende spektakel, skrækslagen og med
alle sanser spændt løb Kim, en 11-årig skoledreng fra
den gennembombede og endnu kaldte „højere skole“ i
Seoul ud af denne brændende by. — Få kilometer uden-
for Syd-Koreas gamle hovedstad slog han følge med en
større karavane af ulykkelige flygtninge, der var på vej
sydpå -— bare bort fra den by, som med sine afbrændte
tage og sit nye styre ikke kunne huse dem længere.
Disse mennesker havde prøvet turen før, og større
sorg over sådan at skulle forlade alt det, der nu engang
var deres, syntes man ikke at kunne spore ved umiddel-
bar beskuelse af deres hærdede ansigter.
Hen under aften var de arme sjæle nået langt bort
fra lugten og synet af deres hjems brande. Naturen var
faktisk det eneste, som kunne bringe dem til tanker om,
at det stadig var indsatsen værd at leve. Bjergenes lyse
sider, de dybe dale — beklædt som de er det så kønt
i de koreanske alper med frodigt grønt — var med til
at bringe dem lidt glæde i sindet midt i al nøden og
elendigheden. Den lille by Kwangju var stedet, de valgte
for natten! —- Mad i større portioner fandtes ikke, men
i en lille feltafdelings køkken tiggede de sig til en mini-
mal gang ris, som ikke var af nyere dato. Nattekulden
kom hurtigt og det medbragte lager af tøj var ikke be-
regnet til luften hen på de små timer, men de tog den
kolde tørn og syntes glade for søvnen, der bragte dem
det, de behøvede for at kunne fortsætte næste dag. Som
den første dag mod syd, mod det fjerne og uvisse, gik
også de næste uger. På en mærkelig måde klarede de
init atuartarflt avdlanigdlo sungivfingme anger-
dlarsimavfit pilersitaunigssåt soKutigineKarsima-
KaoK, igdloKarfingnilo tamåkununga atugagssanik
inigssaKartune kulturudvalgit autdlarnissarsimå-
put, ardlalingne iluagtitdluaKissumik.
ukialersoK avisinut åssilissartut kungeKarmat
åssilissait sarKumersitauvdlutik kalåtdlit nunånut
ånguput, ukiuvdlo Kåumataine kingugdlerne Kuja-
tåne angalaortincKarsimavdlutik. nunaKarfingne
ardlalingne peicatigit sulivdluavigsimåput, mingne-
rungitsumik ningiut peitatigigfé.
ukiume nu tårne kigsauiiginerpaussat mardlulc —
ajoraluartumik taineKarérsutut radiofoni ukiu-
me Kångiutume atortorigsårnerulersimångilaK, tai-
matutdlo ama pakatsinartusimavoic katerssortar-
figssaliornermut taorsigagssarsisinauneK akuerssi-
ssutigineKarsimångingmat. katerssortarfingningme
amigauteKarnerup kalåtdlit nunane itåumarsainiar-
dlune sulineK kigaitdlagsarsimaKå — taimåitumik
suliagssat tåuko inardluk ukiume nutåme namagsi-
neKarnigssåt kigsautigissat angnerssaråt.
sig, også lille Kim. Især var en embedsmandsfamilie i
karavanen venlig mod ham.
* ★ *
Omsider førte vejen dem til Taegu, en middelstor
by i sydøstdelen af landet, hvor familien slog sig ned
og forsøgte at holde livet oppe ved at bo på jernbane-
terrænet og sælge frugt og blæksprutter (dette bløddyr
er en meget anvendt spise; ristet er sprutten en sand
lækkerbidsken).
Arbejdsdagen i Taegu var en træls, et jaget dyrs —
kun den, som kender det, ved, hvad det er. Tilværelsen
her passede dog ikke rigtig Kim, en dag sagde han sine
hjælpsomme venner farvel og drog længere mod syd.
Alene skridtede han ud ad den støvede og opkørte
skærvevej, den faktiske hovedvej sydover.
Med en amerikansk lastvogn, fort af to ncgersolda-
ler, som fodrede og gav vor lille ven en masse godt, an-
kom han en sen august-aften til havnestaden Pusan.
(Sådan har lille Kim fortalt mig .det på sit primitive
nybygger-sprog).
Netop dér, hvor han hin aften blev sat af, lige ud
for første politivagt ind til byen, står han hver dag og
pudser støvler på folk, navnlig soldater, der kommer
forbi hans lille stol, som står på øverste trappetrin ind
til politivagtens hoveddør.
Hvor er han dog dejlig solbrændt, den lille fyr —
og som han dog slider i det. Han snakker nu et nogen-
lunde engelsk, og vi har mange rare minutter sammen.
Når man taler med Kim, ser hans ansigt, hører hans hi-
storie og liv, er det ikke en halvstor skoledreng, man
taler med, men med en voksen mand for så vidt. Livets
grove realiteter har lært ham op til mand —- gammel
før tiden endda.
Af og til hjælper han kammerater og lidelsesfæller
på gaden. Det hænder ofte, siger han, at han er på „the
black market“ og købe ind. Så kommer den gode sjæl
op i ham — han deler ud til alle sider, så han næsten
intet har selv.
En lille hytte gjort af træ- og papkasser er hans
hjem. Og det er en rigmandstilværelse, han her fører —
forholdene i Syd-Korea taget i betragtning. Sommer-
regnen har gennemsivet hammåtterne på taget og tjære-
papstykkerne i siderne er ikke helt tætte; men der er
noget særligt ved dette hus, hvor otte andre også lever
indenfor mindre end 4 kvadratmeter det er normen
her, om man da i det hele taget har noget over hovedet.
Af møbler findes kun et enkelt chatol af gammel model.
I fem klodset indskudte skydedøre er rum, hvor hele
husets proviantkammer er. Sengene er tre store vat-
puder, som kan lægges på sivmåtten på gulvet ved senge-
tid. — Klokken er otte aften, og huset har en gæst. Jeg
er på besøg, og for alle er det en højtidelig aften. En
halvstor blikdåse, som efterhånden er sort af sod, tjener
som ildsted. Asken står halvt op i den og lidt grene er
ved at brase sig frem til ild. Våde må de være, for nu
blæser mama-san ekstra luft ind ved at vifte med et
stærkt stykke pap. Det lille rum er snart opvarmet.