Atuagagdliutit - 14.12.1953, Side 37

nr. 26 27
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
537
måde; men kun de fa'rreste får, når de kommer hjem,
poster, hvor de kan udfylde en danskers plads. Når jeg
tænker på de efterhånden ikke så få grønlandske hånd-
værkere, der er kommet tilbage efter udstået læretid
med dertil hørende svendebrev, forbavser det mig, ikke
at kunne finde dem på poster, hvor de har et ansvar.
Ved at give dem et ansvar, ville man give dem selvtillid,
som grønlænderen i forbavsende grad mangler. Men
grunden er vel den, at de ikke får den samme løn, som
den ved siden af arbejdende dansker med nøjagtig den
samme uddannelse. Man sender unge grønlændere hjem
til uddannelse, hvor de får hævet deres levestandard
betydeligt, og plejer dem som små børn med lomme-
penge og dejlige værelser på „Grønlænderhjeinmet".
Sidenhen sender man dem tilbage til det samme milieu,
hvorfra de er kommet. Og når de så tilligemed kommer
til at arbejde sammen med en dansker med samme ud-
dannelse for lavere betaling, så må humøret dale bety-
deligt og den tanke opslå, at man er mindre værd. Giv
dem lige løn, og lad grønlænderen betale den gæld til-
bage -til departementet, som han skylder for sin uddan-
nelse. Det vil give en mere tilfreds arbejder, der, den
dag hans uddannelse er betalt, kan se en dansker lige
ind i øjnene og betragte ham som sin ligemand.
Der er sket store ting på Grønland i det sidste par
år. Det danske folk har gennem aviser pludselig fået
øjnene op for, at det har en koloni, som det gennem
mange år ikke har hørt nævneværdigt til. Vi heroppe
har altid vidst mere om moderlandet end moderlandets
befolkning vidste om os. Der har altid heroppe været en
inderlig hengivenhed for Danmark, en hengivenhed,
som bor bevares, nu da vi er blevet en dyl af riget.
Man må ønske held og lykke til de to, der som de
første skal repræsentere Grønland i rigsdagen, og håbe
l>å, at de vil repræsentere Grønland som helhed, og ikke
Øn svd- eller nordkreds. En fejl var det vel, at man hav-
de ddt landet i syd og nord, efter at man i år havde
meinpct for at få eet landsråd mod de for i tiden to
rftd. At det var en fejl at dele landet i syd og nord, kan
"lun vel bedst se ved, at stemmeprocenten i Ilolsleins-
dorg (der var delingslinien) var meget lille, fordi man
var utilfreds med at høre til nordkredsen.
Jeg skrev i begyndelsen af artiklen, at jeg var skuf-
b‘t, og bar tielle« ikke lagt skjul på det. Rent menneske-
j>Kt er der så meget, som støder een, så man af og til må
bnibe sig selv i armen for at spørge, om dette nu er
?i,ndt. Ilvis man som ung rejser til Grønland med store
Rlealer og mod på tilværelsen, skal dette nok blive pil-
ud af een, når man har været her en kort tid. Man
orsøger nu at følge kommissionsbetænkningen, i li-
‘""de tempo går genopbygningen af Grønland fremad;
j/"'M mit syn er, at man gør forkert i ikke at gøre mere
f'dkeoplysningen ved radio, skrift og tale.
^ Jeg mindes 1045, hvor jeg i dagbladet Politiken
Me en kronik, som omhandlede det n ve Grønland og
‘ii Ungdom, som stod på spring lil al vise vejen for
’!‘ l(Ve tid på Grønland. Dengang flammede jeg af be-
'btrlijg og skrev et lille digt, som jeg gengiver her:
/I*'*’* vi rr vågnet nf dvale, vi horn nf en slni fnngerstiegl,
ksniripc om side med cn mor, der kirttippd' så kækt.
do ott frcm tn/,en som blev undei* kttøtw skttM,
l'olilo os vågne, su ej dine horn giver tidil,
Du storfangersøn af kalåtdlit, kæmp for en ny tids kultur,
ej mer skal du sidde fangen, som et dyr, der sidder i bur.
Nu åbner sig døren mod verden, den verden, du længes imod,
og du skal med oprejst pande dig ranke og kæmpe med mod.
Og mor, du må ikke glemme, at også vi har kæmpet for dig,
åh, mor, tag os i dine arme, og vis os den rette vej.
Vis ej vore krav tilbage, men mød dem med mildhedens ord,
' og vi af kalåtdlit vil vise, vi kæmper for dig og vor jord.
Noget naivt har jeg forsøgt at udtrykke, hvad jeg
følte for mit folk, hvad jeg følte mod monopolets åg, og
i særdeleshed min faste hengivenhed for moderlandet.
Den hengivenhed nærer jeg stadig, og selv om man ikke
helt kan finde en retningslinie i udviklingen, må de, der
står bag den, vel vide, hvad de gør.
Jeg har her forsøgt at give udtryk for de proble-
mer, som jeg har mødt på min vej. Det er måske baga-
teller, men hvis grønlændere og danske skal føle sig
som eet folk, må vi også sætte os ind i fælles problemer
og forsøge at løse dem i fællesskab. Der må skabes en
fællesskabsfølelse mellem Danmark og Grønland uden
skelen til race og afstamning, sådan at unge grønlæn-
dere, der kommer fra Danmark, kan føle den samme
glæde ved at være sammen med danske i Grønland som
under danmarksopholdet.
Vi må stræbe frem til at opnå en ligestilling, så vi
en dag kan se lige ind i hinandens øjne, uden at den
ene part slår øjnene ned.
Problemer er lil for at løses, og man må, trods skuf-
felser, forsøge efter bedste evne at leve videre i troen
på, at det vil lykkes. Vi har alle noget i os, som driver
os fremad, og den fremdrift må man udnytte efter bedste
evne mod nye veje, nye mål. Eskimo.