Atuagagdliutit - 14.12.1953, Blaðsíða 13

nr. 26 -27
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
513
Adi-dang, Adi-dang lyder en monoton sang. Det er
en koreansk folkesang, og med de rette toner lagt i stem-
men, er den yndig og fin i konstruktionen, som meget
af østens musik og sang er det.
Og Kim forstår at synge den. I skæret af en lille
bliklampe sidder vi nu alle her. Ikke meget kender vi
til hinanden. Vi hører bare sammen, fordi vi nu engang
er mennesker — individer født på samme måde, samme
gener og celler i os, og alligevel er vi så forskellige. For-
holdene har gjort os forskellige — opdragelsen.
Det japanske overherredømme har præget disse væ-
sener. Frihed er en ting, de kun kender af navn, de har
hørt om den. Hørt! Kim synger stadigvæk — en klar,
ren drengestemme, og hele hans mimik fortæller, al han
stadig er med i sin sang. Hele hans krop gynger med.
Mundens drejninger er dikteret af de følelser, han læg-
ger i sine ord. Hans bevægelser er rigtige, de siger langt
mere end ordene for mig da — musik og sang; ja,
hvad havde jeg gjort uden disse to hjælpere i dette
østens helvede.
Den sweater, som til daglig er hele hans overklæd-
ning, er lagt hen i hjørnet af rummet ved hans sove-
sted, og med rosenkrans om halsen står han nu der i sin
brune lød. Sådan vil jeg altid huske ham, også selv om
hans hus brændte nogle dage efter. — Beboerne slog
dog straks et nyt bosted op noget længere nede på
højen i dette hus har Kim bare ingen aktier. Det kom
han senere til at mærke.
* * *
Efter den gode aften hos Kim, gik der et par uger,
inden jeg igen kontaktede ham. På min patruljetur i
Pusans gader kunne jeg ikke undgå at bemærke, at hans
pudsestol ikke mere var på trappen ved politivagten.
Hans små skæve ben i de lidt for store støvler kunne
jeg heller ikke få øje på. Efter at have talt med MP-
chefen på stationen, fik jeg at vide, hvor min ven var.
Han var en dag blevet kort over af en amerikansk truck,
da han i embeds medfør skulle råbe „shoe shine“ efter
en soldat. Man havde blot slæbt ham ind til siden, som
man nu kan gøre det midt i Pusans myldrende gadeliv.
Det var sket lige i krydset ned til havnen, hvor der ikke
er ro eet minut på døgnet.
I byen, som nu har ca. halvanden million indbyg-
gere er der to rigtige børneliospitaler — det ene en træ-
hytte nordpå mod Tong-Nac, det andet oppe på „Happy
Mountains". En FN-captain har fået myndighedernes til-
ladelse til at stille dette hospital på benene til ca. 00
børn. Noget omhyggeligt sygehus-ophold får man ikke
På „Happy Mountains". Dertil er midlerne alt for små.
Rå hårer i samme rum ligger TB-tilfælde, dysenteria
og kirurgiske patienter mellem hinanden. I sandhed ikke
helbredende.
En koreansk læge har den lægelige kommando. Han
har andet arbejde ved siden af, og man er ved at for-
tvivle, når det kommer til éns kundskab, hvorledes be-
handlingen går for sig.
Uden for børnehospitalct står hver dag hundreder
af børn og voksne, som gerne vil ind, og som så sande-
lig trænger dertil. Dette bevirker, at lægen må gøre brug
af al sin hurtighed for at få så mange ledige senge som
muligt.
En onsdag formiddag erfarede jeg ved besøg på
„Happy Mountains", at Kims ene ben skulle amputeres.
Næste morgen ville han blive lagt på operationsbordet.
Jeg skal sent glemme den morgen, vi bar ham ind på
bordet. En lille sorthåret koreaner-sygeplejerske og jeg!
Hans brune øjne afspejlede hans vidende om det fore-
stående — man kunne se det; en ejendommelig studie
i sort-hvidt var hans levende ansigt.
Det må være sandt, at mere primitive operations-
forhold ikke findes. Et træbord på tre ben med et ski-
dent-farvet lagen på — et anrettebord med tre glas.
Otte stykker talte det samlede instrumentudstyr. Det
blæste ind af et par revner i trægulvet, og den utætte
ormædte trædør påmalet med skæve olivenfarvede bog-
staver: „operating-room“ var med til at danne det sør-
gelige gennemtrækssystem. — En brun flaske blev taget
frem af forbindingsskabet, og på gammeldags maner
fik Kim narkose. En dyb narkose — han kunne væ-c
borte flere timer på denne dosis.
Der var ingen overflødige processer i den ampu-
tation. Kim fik sin behandling, som enhver anden ville
have fået det der hos dr. Mec.
1 de kommende uger var jeg hver dag på min post-
rute oppe at se til min kammerat fra Seoul. Kun til mig
kunne han hetro sig, sagde han.
På to uger blev der skiftet på ham ea. en halv snes
gange. Gennemblødt og i en sand latrin-atmosfære lå
han dér. Det sidste par gange havde jeg vanskeligt ved
at trække vejret. Han rakte hver gang sine små hænder
ud efter mig og sagde sit: Thank you, so mueh. Træt
og udmattet var Kim, mer træt end efter turen de mange
hundrede mil fra nord til Pusan.
En tirsdag middag kom min rejseordre til Europa.
Jeg måtte rejse, og jeg måtte fortælle det til Kim. End-
nu ved jeg ikke om de tårer, der dengang randt ned ad
hans furede kinder, var taknemmelighedens tårer eller
vemodstårer - - jeg gætter på begge dele.
Han fik et par koreanske 1000-Won sedler, og jeg
tog mod til mig og vinkede af. Det var den korteste
visit hos ham, denne afskedsvisit — den kunne ikke
være længere.
Nu, hvor jeg sidder herhjemme på min varme hy-
bel med tæppe på gulvet og et billede af Kim klistret ind
i scrap-bogen, sender jeg ham mange tanker..
Jeg gætter på, at Kim er på gaden derude. Jeg tror,
han lever som skopudserdreng igen og har gået vinteren
igennem med grå tanker. Han har ingen protese til sit
ben. Der er sikkert ingen til at tage sig af ham. Måske
er han så elendigt stillet, efter at huset er brændt der-
oppe på højen, at han skal tage til takke med de gamle
japanske togstammer, som holder på stationen om da-
gen og — og — at han så stjæler om natten, ernærer
sig ved tyveri, som er blevet hovederhvervet i Pusan.
Og dog —.
Jeg ved det ikke. — Kim lovede at skrive, da han
sidste gang sagde: See you------, men, ja, måske er Kim
i en anden verden, måske er han (lod på „Happy Moun-
tains“.
Faktisk håber jeg, at han allerede er gået i hi, og
at Korea er min Kim foruden.