Atuagagdliutit - 14.12.1953, Blaðsíða 43

nr. 26—27
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
543
hele og vidste ikke ret, hvad de skulle tro. Og så mærke-
lig koldt det med ét blev. Man da de havde sundet sig
lidt, var det første, hver især kom i tanker om, naturlig-
vis, hvordan det stod til med deres kreaturer, som de
ikke havde spildt en tanke, mens dette stod på. Alle
som én for af sted hen til den store fold, hvor dyrene
tilbragte natten. De blev ikke så lidt forundrede over,
at de alle lå nok så rolige og sov, som om intet var
hændt. Hverken englenes sang og musik eller det stærke
lys havde skræmmet dyrene.
Da de således havde forvisset sig om, at alt var i
den skønneste orden, blev de gode hyrder pludselig
opsatte på at komme afsted i en fart ind til Bethlehem
for at se, om det havde noget på sig med det mærkelige
barn, der skulle være født i en stald og findes i en kryb-
be. Og hvem kan fortænke dem i, at de ikke ville lade
noget sådant gå fra sig. Men så vidt var de dog kommet
ned på jorden efter himmelflugten, at de forstod, at de
ikke allesammen kunne forlade dyrene, men at i det
mindste een af dem måtte blive tilbage og holde øje
med flokken. Spørgsmålet var blot, hvem der skulle være
den ulykkelige. De så på hinanden, men alle var lige
ivrige efter at få set vidunderbarnet, for hvis skyld al
denne herlighed havde vist sig. Ingen ville frivilligt mel-
de sig. Enden på det blev, at de måtte kaste lod om, hvem
der skulle blive. Her af dem fandt en lille sten og satte
et mærke på den, hvorefter den ældste samlede alle
stenene i sit forklæde, rystede dem og lod en anden
udtage én. Den uheldige blev en ung knøs ved navn
Mattja. Og snart efter var alle de andre over alle bjerge,
mens han stod ene tilbage i den mørke nat.
Efter at hyrdernes fodtrin og snak var døet hen,
og der var blevet ganske stille, varede det ikke længe,
før Mattja følte sig underlig uhyggelig til mode ved at
være ganske alene med dyrene ude i bjergene, langt
borte fra alle mennesker. Han syntes pludselig, han
kunne høre så mange lyde ude idet fjerne. „Sæt nu der
kom en flok ulve og trængte ind i folden og sønderrev
dyrene og ham selv.“ tænke han. Og lidt efter lidt arbej-
dede han sig op og blev så bitter i sindet. „De andre
kunne sagtens, de havde så meget at være glade for, men
han havde ingenting, ikke engang et hjem eller forældre
og søskende havde han, og så skulle han alligevel være
den eneste, der ikke fik set kongesønnen. Nej, der var
ingen retfærdighed i tilværelsen, og Gud brød sig ikke
som sådan en forældreløs, fattig dreng som ham. Han
gad nok vide, hvorfor han altid skulle være den uhel-
dige? Jeg må være født under en ulykkesstjerne, og
hvad skal der blive af mig? Sådan vil det sikkert blive
ved at gå mig alle mine dage, jeg kan ligeså gerne gøre
en ende på mig selv, det bliver dog ikke andet end en
elendighed fra ende til anden!"
Medens han således gik i rette med gud og omgikkes
med skumle planer, opdagede han pludselig, at han ikke
var alene, men at den store engel, som havde fortalt
dem om verdens frelser, var kommet tilbage og stod og
så så deltagende på ham. Og inden han var kommet sig
af sin overraskelse, henvendte englen sig til ham og sag-
de: „Hør engang, Mattja, hvad jeg vil sige dig: Du skal
slet ikke gå og være så ked af, at du ikke kom med ind
til Bethlehem og fik set verdens frelser, for til gengæld
skal du blive den eneste af jer alle, som skal lære ham
at kende og blive en af hans mænd, når han er bleven
stor. Del er meget mere værd end at se ham som lille.
Kan det ikke trøste dig?"
„Nej", sagde Mattja, „det bliver der ikke noget af,
for jeg er født under en uheldig stjerne, så mig forestår
der ikke andet end ulykker og fortræd i verden, og
fader og moder og søskende har jeg heller ikke som
andre mennesker, hvorfor skulle dog frelseren finde på
at tage sådan en ulykkesfugl med sig!" — Men englen
lod sig ikke gå på, men vedblev: „Ja, Mattja, jeg for-
står så godt, at du kan have årsag til at føle dig for-
urettet, men nu skal jeg sige dig en ting: Hvorfor tror du
egentlig, jeg er kommet tilbage fra himlen: Skal jeg sige
dig det? Det er for din skyld, fordi den kære gud så,
hvor ulykkelig du var over, at du skulle gå alene herude,
mens de andre fik lov til at se frelseren. Derfor har
han sendt mig herned til dig for at sige dig, at din lykke
skal blive meget, meget større end de andres. For de
må nojes med at se et lille barn i en krybbe, men du
skal se frelseren i hans manddomskraft og blive en af
hans håndgangne mænd. Er du så ikke tilfreds med
byttet?"
Trods disse udsigter lod det dog ikke til, at Mattja
ret kunne komme over skuffelsen fra før. Da sagde
englen: „Men hvis du nu fik lov til at se glansen i frelser-
barnets øjne, ville du da give dig tilfreds med det, som
det bliver?"
„Hvad mener du med det?" svarede Maltja lidt mut.
„Hvordan skulle jeg dog kunne se glansen i barnets
øjne herude?"
„Jeg mener, hvad jeg siger," svarede englen, „og
jeg spørger igen: Vil du give dig tilfreds, om du får set
glansen i barnets øjne?"
„Ja, det får jeg vel så", svarede Mattja, men tænkte
i sit stille sind: Det lader du nok være at vise mig.
„Så se op mod himlen og se Bethlehemsstjcrnen, så
ser du den samme glans som frelserens øjne".
I det samme løftede han sine øjne mod himlen og
så en stjerne, der funklede og lyste med glans som de
dejligste barneøjne, han nogensinde havde set. Han
blev så glad, at han strakte begge sine hænder i vejret
og sagde: „Kære gud, så skal du have lak, fordi du ikke
glemte mig fattige dreng herude hos dyrene, men bal-
ladet mig se glansen i frelserbarnets øjne, så vil jeg
også tro, at jeg engang skal få ham selv at se og få lov
at tjene ham, så godt jeg kan."
Men da han så ville se efter englen for også at sige
ham tak for, at han var kommet, var han borte. Men
stjernen lyste og strålede hele natten, og han kunne ikke
blive træt af at se på den. Hen på morgenstunden kom
de andre endelig tilbage fra Bethlehem, og der var
ingen ende på all det, de havde at fortælle både om
Maria og Josef og især om barnet med de strålende
øjne. Men een ting undrede dem, og det var, at hvor-
meget de så holdt lovtaler over, hvad de havde set og
hørt, så lod det ikke til, at Mattja var en smule misunde-
(Fortsæltes side 5)5).