Atuagagdliutit - 14.12.1953, Blaðsíða 36

536
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 26—27
Også nogle nytårstanker
Grønland! Smilets land, midnatssolens land med
strålende farver, i et og alt romantisk gengivet i efter-
hånden utallige bøger, er det, den dansker, der søger til
Grønland, ser i det billede, han eller hun danner sig i
sine drømme. Drømme, der indeholder nøjagtig det
samme, har jeg drømt, da jeg sad hjemme i Danmark og
længtes hjem til mit Grønland. Landet vil aldrig for-
andre sig, midnatssolen vil komme og gå, majestætiske
fjælde spejle sig i urørligt, stålblåt vand, isfjælde i skif-
tende farver og konturer vil drive for strømmen langs
Grønlands skærgård, den som Gud skabte i granit, basalt
og kvarts og overstrøede med polarlandets nøjsomme
flora, der ved sommertid giver landet en mærkelig og
uforglemmelig krydret duft, kan nok så meget civilisa-
tion ikke forandre. Men der er mere end det på Grøn-
land - der er mennesker, ca. 20.000, hvis forfædre,
eskimoer, har vandret den lange vej fra Alaska og bosat
sig langs Grønlands barske kyst, hvor de gennem ti-
derne har levet en lykkelig fangertilværelse. Disse men-
nesker er blevet beskrevet på mangfoldige måder, ikke
altid lige flatterende, som oftest som smilende, barnlige,
bredkindede, uselvstændige og jævnt dovne. Det er disse
mennesker, man i dag søger at skabe en ny tid for, en
ny tid, hvor fiskeriet er det store erhverv, teknik det
fremherskende, administration det altoverskyggende.
I over 200 år har Grønland været en dansk koloni.
I over 200 år har man haft tid til gennem oplysning al
udvikle samhørigheden mellem koloni og moderland
ved bl. a. at lære befolkningen dansk. Hvis dette i ud-
viklingen så betydningsfulde ikke havde været forsømt,
ville en indlemmelse af Grønland som et amt af riget
måske i dag have været forståeligt.
Da kommissionen i sin tid trådte sammen, begynd-
te en ny tid for Grønland. Jeg selv skal ærligt indrøm-
me, at jeg troede på, at en ny og lykkelig lid ville be-
gynde. Monopolet skulle udslettes, der skulle ske store
og lykkelige forandringer for folket, vi skulle alle være
lige i vort land. En ny tid er kommet, store forandrin-
ger sket, men er vi lykkelige?
Det al være lykkelig er noget, det enkelte menneske
må afgøre med sig selv, sin egen lykke må han eller hun
selv smede; men folkets, samfundets lykke i den for-
stand, at tilværelsen bliver bedre for den enkelte borger,
er noget, de mennesker, der står for styret af landets
udvikling, må tage ansvaret for. Det er et stort ansvar,
et ansvar, som man ikke kan placere på et enkelt men-
neske, og derfor er styret så viseligt indrettet, at ansva-
ret, som så meget andet på Grønland, ikke kan føres
hen på nogen.
Jeg selv, der har opholdt mig i Danmark i mange
år, har set hen til mit møde med landet, jeg holdt af og
længtes efter, med stor glæde. Men glæden er blevet en
stor skuffelse. Hvorfor? Fordi man genfinder sit land
i vildt kaos med en masse mennesker, der hver for sig
ved, hvordan det skal gøres, og hver for sig slås om po-
sition på den andens bekostning.
Jeg spekulerer tit på, hvorfor man hjemmefra ikke
forsøger at få folk til Grønland under ordentlige forhold.
Hvis man skal have gavn af menneskers arbejdskraft
på længere sigt, må man først og fremmest sørge for,
at disse mennesker får ordentlige forhold at bo under
og gode lønninger, ellers bliver disse mennesker util-
fredse, og denne utilfredshed vil uvægerligt forplante
sig til de mennesker, de kommer op for at arbejde for.
Man ser sjældnere og sjældnere mennesker, der bliver i
Grønland i længere tid. Hvorfor? Fordi de er utilfredse
med den behandling, de får, og mange kommer herop
under falske forudsætninger. Boligforholdene er ikke i
orden, kontrakterne holder ikke stik, og imod alle be-
regninger er det meget dyrere at leve heroppe, end man
var blevet adviseret om. Det er en forkert politik at køre
frem med i længden, og det vil blive sværere og svæ-
rere at finde folk, der vil tage herop og gøre en livs-
indsats. Det er nemlig folk, der vil gøre en livsindsats,
der er brug for heroppe. Folk, der vil forsøge at sætte
sig ind i grønlandsk mentalitet og tankegang, sådan at
der kan skabes samhørighed og forståelse mellem de to
racer, der ved livets tilfældigheder og spil er blevet
knyttet uløseligt sammen.
Skibe kommer og går, sirener hyler og varsler
sprængning, nybygninger rejses, hundreder af danske
arbejdere invaderer landet og varsler en ny tid. Der of-
res i disse år millioner af kroner på opbygningen af
Grønland. All er såre godt, hvis befolkningen kan følge
med i denne rivende strøm af nye indtryk. Efter ringe
evne har jeg forsøgt at danne mig et indtryk af den me-
nige grønlænders mening om tingene. Efter de samta-
ler, jeg har haft med unge grønlændere, får man det
indtryk, at de ikke for ret manges vedkommende tæn-
ker så dybt, at man kan sige, at de er modne til at
kunne stå sig gennem den modgang, som et moderne
samfund kræver.
Der ofres en kolossal bunke penge på en masse
ting i Grønland, som faktisk kommer i anden række.
Jeg synes, at der burde ofres penge til organiseret ung-
domsarbejde, så de unge kan føres ind på rette baner,
i stedet for at de er henvist til at spilde deres fritid på
ørkesløse vandringer på vejen, eller spilde deres aftener
på de lidet opbyggende dansemikker. Disse dansemik-
ker er kendt overalt i Grønland. I små røgfyldte loka-
ler, hvor en radiogrammofon udsender sine smægtende,
melankolske toner, samles byens ungdom med danske
arbejdere til en svingom. Lad gå, hvis det blev ved det,
men for pigernes vedkommende bliver det som regel
deres fordærv, ved at de får et barn udenfor ægteskab
med en eller anden dansk arbejder, der, når han er
rejst, vil blæse dem et stykke. Den danske arbejder skal
ikke have hele skylden. De, som sender dem herop, må
sørge for at de har steder, hvor de kan holde til i deres
fritid. Hor og drukkenskab er daglige foreteelser i Grøn-
land, og jeg forstår, de unge piger siger, at de ikke har
noget at se hen til. Er det ikke de unge, vi skal bygge
det nye Grønland på? Hvis så er, så må der ofres penge
på sportforeninger, ungdomsforeninger, fritidshjem og
lignende, så man gennem dem kan få tag i den grøn-
landske ungdom. Hvis man går ind for så store omvælt-
ninger i et i kulturel henseende underudviklet land, så
må man være klar over, at en vis procentdel af menne-
skematerialet vil sakke bagud på grund af for lidt bal-
last; men en endnu større procent vil gå tabt, hvis der
ikke gøres en positiv indsats for den grønlandske ung-
dom.
Der er talt og skrevet om, at grønlænderen mangler
ansvarsbevidsthed, men er der gennem tiderne blevet
gjort noget for at udvikle denne manglende ansvars-
bevidsthed? Der er efterhånden sendt en del grønlæn-
dere hjem til Danmark til uddannelse på en eller anden