Atuagagdliutit - 17.12.1962, Qupperneq 12

SVALBARD
landet nord for verden
Polarlandet, hvor fjeldene brænder midt i isen og 70-årige skyder
isbjørne
Skoleleder Rasmus Bjørgmose, K'ornoic, fortæller om sine indtryk fra
et besøg på Svalbard.
Svalbard eller Spitsbergen er et om-
råde, som på forskellige måder kan
siges at ligge nord for og uden for
det, vi almindeligvis forstår ved „ver-
den". Det er på adskillige punkter en
slags ingenmandsland, selv om det nu
i 35 år har været anerkendt som norsk
højhedsområde.
Man plejer at sige, at Europa går
til Nordkap, men efter et par døgns
rejse længere mod nord, når man
Sørkap, som er Vest-Spitsbergens syd-
ligste punkt, og herfra strækker den
øgruppe, som de gamle hollandske
hvalfangere gav navnet Spitzbergen
på grund af de karakteristiske spidse
bjerge i visse egne, sig yderligere nog-
le hundrede kilometer længere mod
nord og øst, i alt dækkende et område
halvanden gang så stort som det egent-
lige Danmark eller ca. 62.000 km2.
Begrebet Svalbard, som er det offi-
cielle norske navn, omfatter desuden
den ensomme Bjørneø i Det nordlige
Ishav mellem Norge og Svalbard, som
så at sige altid skjuler sig i tåge. Den
Selv om naturen og klimaet på
Svalbard er noget for sig selv, så
hygger man sig dog ligesom hjem-
me i Norge.
er nu kun befolket af mandskabet på
en radio- og vejrstation.
AMERIKANERE OG RUSSERE I
SAMME EGNE
På vejen til Svalbards „hovedstad"
Longyearbyen, som har navn efter
amerikaneren John Longyear, der
drev minedrift her for sit selskab
Ayer & Longyear fra 1904 til 1916, da
det nuværende selskab ,Store Norske
Spitsbergen Kulikompagni, overtog
rettighederne, passerede vi tæt forbi
de to russiske minebyer Barentsburg
og Grumantbyen. Og på kajen i Lon-
gyearbyen stod et par helikoptere,
hvormed et amerikansk hold søgte
olie i omegnen. Hvor ellers i verden
kunne man forestille sig, at ameri-
kanske flyvemaskiner uantastet over-
flyver russiske anlæg, samt at de un-
der søgen efter olie overflyver russi-
ske boretårne, som skal finde kullage-
nes placering i fjeldet? — Det sker
vist kun på Svalbard!
ET FRIT OMRÅDE
Kaptajnen på D/S „Lyngen", Olav
Svalbardime silåinaK imåinåungif-
sorssugaluarfoK igdlup iluane Nor-
gemisutdle IpoK.
Jensen, forklarede dette:
— Svalbard er et frit område. Det
er ganske vist norsk, og vi fører kon-
trol med, hvad der foregår heroppe,
men vi lægger ikke hindringer i
vejen, for landet er frit — og det kan
da kun gavne landet, hvis amerika-
nerne virkelig skulle finde olie.
Det er rigtigt, at nordmændene hat-
højhedsretten over Svalbard, og at
sysselmanden, som er en slags guver-
nær over området, også har jurisdik-
tionen over de russiske områder, hvis
grænser i øvrigt synes at være lidt
udflydende, hvis man da overhovedet
kan tale om „grænser" i denne for-
bindelse. Og det er ligeledes sådan,
at russerne og nordmændene indenfor
visse rammer har et samkvem om
vinteren. F. eks. hører det til god tone
i polarområderne at tage venligt mod
rejsende folk, som kommer på slæde
og behøver overnatning, og f. eks. har
man haft en skakkamp i gang mellem
en ung mand fra Ny Ålesund og en
russisk mester fra Barentsburg. Lige-
ledes har der været russere på besøg
i de norske byer med forskellig op-
træden, fortrinsvis sang, dans og mu-
sik (bl. a. balalajka). Man mente ikke,
at det var helt givet, at der i vinter
ville blive givet grønt lys for sådan
en skakkamp, fordi man havde hørt,
at mesteren fra Barentsburg var rejst
til Rusland igen — og hvis russerne
ikke er næsten bombesikre på at vin-
de, indlader de sig naturligvis ikke
på noget — om det så bare er et parti
korrespondanceskak.
De norske anlæg producerer, efter
hvad jeg fik oplyst, ca. 300.000 tons
kul om året for tiden. Hvor meget de
russiske anlæg producerer kunne jeg
ikke få oplyst, men man formodede,
at dette tal var større. Man kan vel,
anlæg, antal ansatte o.s.v. taget i be-
tragtning, gætte på 3U—1 million tons
årligt.
RUSSERNE HAR REGULÆRT
KØBT MINERNE
Det er klart, at russerne ikke uden
videre opgiver sådanne anlæg, men
så kan man spørge, hvordan de er
kommet derop. Det er nu slet ikke
så mærkeligt, som man skulle tro.
Undersøgelser i de seneste år har vist,
at der ikke blot i gammel tid, ja, helt
tilbage til vikingetiden, har færdedes
norske (vist også danske), men også
russiske fangstfolk på øgruppen.
Dog vil jeg i denne forbindelse til-
lade mig at erindre om, at der i vi-
SOLGRYN nerissåkit
nukigtungorumaguvit
spis SOLGRYN og bliv stærk
x
mani
n
nerlssagssat lnQssutigssatut nalerKutdsagunik perKingnartdsagu-
nigdlo indssutigssartaKartariaKarput méricanut inersimassanutdlo
nalerautunik, talmåltumik SOLGRYN uvdlut tamalsa nerissåkit,
tåssame SOLGRYN akOKarmata måniup KaKOrtortåta lnQssutlg-
ssartarpagssuinik kalkimigdlo klsalo akugalugltaoK jern, fosfor
ama B-vltaminer.
Rigtig ernæring skal være sund og Indeholde de ting, der er nød-
vendige for både børn og voksne, derfor skal De servere SOL-
GRYN hver dag, for SOLGRYN Indeholder en rigdom af protein
og kalk samt jern, fosfor og B-vltamlner.
pårtap tunuane dssUiartauvdlutik tput titartagkat plsanganartut
nangeKåtårtut Ktortagagssat, indiånerit, sdkutCt nutåmlgdlo nu-
nagssarsiortut.
Spændende udkltpsserie med flotte indianere, soldater og nybyg-
gere på bagsiden.
Hilmar Nøis (tv.) underholder et par Hilmar Nøis (samerdlek) takornaria-
gæster med en af sine gamle skrø- nut misigissarpagssualerssårtoK.
ner.
kingetiden eksisterede et stort, vist
overvejende svensk domineret, vi-
kingerige i det nuværende Rusland
under navnet Gardarige. De rensdyr,
der lever deroppe, er også kommet
drivende med isen fra Rusland over
Barentshavet. Også de hvalfangere
for et par århundreder siden myldre-
de i disse farvande — en mængde
forfaldne grave i form af stendynger
foret med lidt træ og endnu rummen-
de benene af de gamle søulke fortæl-
ler endnu på deres egen tavse, knu-
gende måde derom — da var russerne
også med i selskab med skibe fra
Danmark-Norge, Holland, England-
Skotland, Hamborg (som var en fri
hansestad), ja, helt fra så fjerne lande
som Amerika og Frankrig har man i
denne gyldne periode fundet vej
dertil.
At russerne i dag ejer deres an-
læg, skyldes dog, at de købte dem
af hollænderne, da disse, nogle år
før området blev anerkendt som
norsk, opgav driften. Den norske
regering blev dengang tilbudt an-
læggene til en rimelig pris, men
var ikke interesseret. Det var den-
gang!
Nu hedder anlæggene Archticheski
Ugoilj (arktisk kul) og omfatter tre
byer, Barentsburg, Grumantbyen og
Pyramiden, hvor der antagelig bor
mindst 3000 mennesker, hvilket er
omkring det tredobbelte af det nuvæ-
rende antal nordmænd på Svalbard!
Det må dog understreges, at alle
disse tal er noget uvisse, da f. eks.
kulkrisen i Mellemeuropa også her
har kunnet mærkes. Den har ikke
blot en overgang givet større besvær
med afsætningen, men har tvunget
mineselskaberne til yderligere moder-
nisering af deres anlæg for at sikre
rentabiliteten, en modernisering, som
også har givet sig til kende i ind-
skrænkninger i mandskabsstyrken.
Således havde hovedstaden Longyear-
byen for blot et par år siden godt 1200
indbyggere mod nu godt 800. Af disse
800 indbyggere er over 700 mænd, ho-
vedsagelig minearbejdere og funktio-
nærer.
ALDERSRENTEMODTAGER SKYDER
ISBJØRNE
På en ganske særlig måde er Sval-
bard mandfolkenes „paradis". Det for-
talte den 70-årige fangstmand Hilmar
Nøis om, da jeg traf ham på kajen i
Longyearbyen.
Hilmar Nøis hører til de nu for-
holdsvis få fangstmænd af den rigtige
gammeldags type, som vinteren igen-
nem passer sine rævefælder og jager
sæl og isbjørn mellem de store tavse
fjelde i det hvide øde, kun i selskab
med sine hunde. På Svalbard anven-
der man fortrinsvis canadiske huskies,
der har ord for at være gode trækdyr,
men som er glubske og blodtørstige
overfor enhver fremmed. Da de i åre-
ne umiddelbart efter Den anden Ver-
denskrig dræbte og åd et par spæd-
børn, som stod i barnevogne udenfor
husene, er de nu lukket inde i solide
hundegårde, hvor de står bundet, og
forbudet mod at have dem gående løse
håndhæves strengt.
Hilmar Nøis virker som en ægte
vikingetype. Han er en dygtig og li-
denskabelig fortæller, når han besø-
ger beboede steder, og det er sværere
at standse ham end at få ham i gang.
Alle kender ham, ja, han er lands-
kendt over hele Norge, da han har
fortalt en bog til en journalist og flere
gange haft udsendelser i den norske
radio om sine mangeartede og brogede
oplevelser.
Hele deji lange højarktiske vinter
tilbringer den gamle knark i sine små
fangsthytter. Trods sit røde hår og
skæg er han brunet af den arktiske
sol med den stærke ultraviolette strå-
ling fra sneen, havet og fjeldene. Han
modtager „alderstrygd", folkepension,
men viger stadig ikke tilbage for ale-
ne at give sig i kamp med den arkti-
ske faunas ubestridte konge, isbjør-
nen.
HAR NEDLAGT I HVERT FALD
300 ISBJØRNE
Jeg spurgte ham, hvor mange is-
bjørne han regnede med at have
skudt.
Svaret var noget langtrukkent. Han
havde ikke noteret op, hvad han hav-
de skudt gennem de mange år, så nøj-
agtigt kunne han ikke sige det. Men
han regnede da med at have skudt
mindst 300 — sandsynligvis adskilligt
flere ..
35 år af sit liv har han tilbragt på
denne måde, siden han som 18-årig,
altså for 52 år siden, første gang kom
til Svalbard, og altid er han alene,
men ikke ensom. Det har i hvert fald
ikke gjort ham indesluttet og sær, han
er stadig en stor dreng.
— Og det er jo netop det skønne
ved det, mente han, at derude i fjel-
dene er man fri for kvindesorger og
alt sådant
EMIL NIELSEN
KRYSTALGADE 3 . KØBENHAVN K. . TELEGRAMADR. „RADIOEMIL"
(~’HRIPS
HOVEDFORHANDLING [ KOMPONENTER
„ØSTFOLD"
Transistorradio
Kun en gros
ARISTONA
PHILIGRAM
PHILISHAVE
E. N. SKIBSRADIO
PROTON
Båndoptagere
Kun en gros
12