Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 17.12.1962, Blaðsíða 36

Atuagagdliutit - 17.12.1962, Blaðsíða 36
Af CARL DUMREICHER Juleaften så H. C. Ander- sen gamle kardinaler bære Kristi krybbe på deres skuldre ned gennem kir- kens gange Fra Romafarernes Juleaften Den hjemlige danske jul er blevet skildret mangfoldige gange og bli- ver det fremdeles, når tiden hver ene- ste år nærmer sig. Trods forskellen fra før, trods udviklingen f. eks. fra Grundtvigs bevægede og andagtsstille barneerindring „Julemorgen var mit Himmerig" og til nutidens rastløse juletravlhed og juleuro med lysende granguirlander over alle byens hoved- gader og en hel måneds daglig stigen- de julefeber, ejer årets største kirke- lige højtid stadig en uimodståelig magt over alle menneskesind. Fra børnene, som oplever deres første ju- leeventyr, og til de gamle, der gen- oplever et langt livs juleminder, for- enes man i en fællesfølelse af fest og glæde, lige ny hver gang og lige ufor- glemmelig. Men nu alle de, der må fejre julen fjernt fra Danmark og under andre himmelstrøg? Glemmer de den hjem- lige jul, eller forstærker netop fjern- heden minderne om den og får dem til for en aften og midt i fremmede om- givelser at prøve på med alle midler at holde en dansk jul? Allerede i det 17. og endnu mere i det 18. århundrede tiltog også fra Danmark rejserne til Rom. Både arki- tekter, arkæologer, billedhuggere, dig- tere, malere og almindelige turister søgte fra den lille og afsides beliggen- de residensstad København sydpå til Rom, som i historisk og kunsthistorisk henseende for længst var et verdens- centrum. Man kunne næsten altid få understøttelse til rejsen enten fra kongens chatolkasse eller fra Kunst- akademiet, som i reglen lod sin guld- medaille ledsages af et rejsestipen- dium, selv om opholdet varede flere år. Som eksempler fra det 18. århun- drede kan nævnes arkitekterne Nicolai Eigtved (1733—34) og Laurids de Thu- rah (ca. 1729—31) — den sidste fik bl. a. fra et romersk sneglespir inspira- tion til tårnet på Frelserens kirke — den berømte arkæolog Georg Zoega (1776, 1779 og fra 1782 til sin død der- nede 1809), billedhuggeren Johannes Wiedewelt (1754—58) og maleren Ni- colai Abildgård (1772—1777), og det langvarige ophold kom for de to sidst- nævnte kunstnere til at præge deres kunst for resten af livet. Med det 19. århundrede tog rejsestrømmen til. Nu kom jo Thorvaldsens store tid. Han kom til Rom 8. marts 1797 og blev snart den sol, hvis glans og varme alle søgte hen til. Digtren Ludvig Bødtcher blev endog i hele 11 år (1824—1835) i dens venskabsstråler. Så fulgte — som den norske litteratur- historiker Francis Buli for nylig i sit fortrinlige værk „Nordisk Kunstner- liv i Rom" (1960) har fremhævet — først Skandinavismens og derpå fra 1860 „Den skandinaviske Forening“s tid. Nu forstærker navnlig Vilhelm Bergsøes „Fra Piazza del Popolo“ (1866) den rejselyst, som allerede H. C. Andersens „Improvisatoren" (1835) havde vakt i vide kredse. Med halv- fjerdserne sætter år for år endnu flere Romarejser ind. Begrebet „en Roma- farer" var blevet et navn og en be- tegnelse med en ganske særlig klang, en hædersbetegnelse for den, som for kortere eller længere tid havde gæstet den evige stad og været omgivet af tusindårige minder og broget syd- landsk levevis. Men blegnede under disse betingel- ser ikke billedet af det nordiske hjemland? Måske til hverdag, men aldrig når julen nærmede sig. Udvalg- te glimt fra forskellige Romafareres beretninger beviser det modsatte. Allerede juleaften 1802 havde dig- terinden Friederike Brun under sit andet ophold i Rom i sin villa sam- let et selskab af danske og tyske kunstnere, men festen havde unæg- telig endnu ikke noget nordisk præg. Buer af laurbærgrene hvælvede sig over salenes spejle, mens myrtetræer med gaver måtte erstatte graner. Da dørene åbnedes til den mørke stue, hvor en børneskare ventede, kom en gruppe kunstnere og mellem dem den endnu helt ukendte Thorvaldsen den smilende i møde. Meningen var imidlertid god nok. Juleaften 1818, da den 30-årige Bernhard Severin Ingemann for ene- ste gang i sit liv var i Rom, blev til gengæld fejret på ægte dansk vis. In- gemann havde ellers trods en naturlig hjemlængsel dels efter Danmark og dels efter sin kæreste, Lucie Marie Mandix befundet sig såre vel ved samværet med venlige landsmænd og daglig været på vandring gennem byen for at iagttage, hvad folkelivet, historien eller kunsten havde at sige ham. Alle de stærke indtryk blev til den 2 binds digtsamling „Rejselyren", som udkom 1820, året efter hans hjemkomst. Blader man i den, finder man også digtet „Jul i Rom". Det be- gynder med en skildring af de ro- merske julekrybber, af torvenes „he- speriske haver" med de glødende oranger og af gadehjørnernes luende bål, som folk varmer sig ved, fordi vinteren skifter fra morgenkulde til middagshede og igen til kulde. Han kender slet ikke „Julens gamle Aa- syn“. Det er og bliver en „velsk" jul, men danske mænd vil fejre den, som det anstår sig en god skandinav. Hel- digvis har nemlig Thorvaldsen indbudt til julefest hos sig. Vi hører om den både gennem digtet og gennem breve fra et par deltagere. Thorvaldsen har selv været til julemodtagelse i et adelspalæ og er, da han kommer hjem, endnu iført sin sorte selskabs- dragt med silkestrømper og ordener på brystet. Alligevel løber han straks ned på gaden og kommer tilbage med en kæmpemæssig flaske mælk. Andre af deltagerne bliver sendt efter risen- gryn, sukker og kanel. Julegrøden er altså reddet, men da hans husholder- ske ikke forstår at lave den, må Thor- valdsen selv ud i køkkenet og selv sætte fadet på bordet. Nu er alle ju- leglade, skønt der er italiensk vin til, og er i erindringen tilbage til „den glædeligste Højtid i glade danske Hjem". Man synger en julesang af Ingemann, hvor hvert vers slutter „Hil være dig, Danmark, vor Moder". Et andet digt i bogen hedder „Dansk Juleglæde". Vel er der endnu ingen dansk kirke i Rom, men så bliver en brav provsts bolig til „et Huskapel". Her er også et juletræ, som ganske vist er en palme, men som unge dan- ske kvinder smykker med lys og ga- ver og til sidst syngende danser om. Et tredie digt, som hedder „Juletræet" og sendes hjem til den elskede, for- tolker symbolikken i palmen, der bli- ver til både livets og til paradisets hellige træ. Også i Ludvig Bødtchers første digtsamling (1856) finder vi mellem versene fra hans Romatid en „Jule- sang fra Rom", skrevet 1828 eller 1829 og øjensynlig til et julegilde hos Thorvaldsen, som er den, der „gjør Julestue, og Julestuen selv staaer midt i Rom". Et af sangens vers hyl- der julegrøden, som Thorvaldsen igen selv bærer „fra Kjøkkenmørket til det lyse Bord". Kun gåsen har der- imod ikke været til at skaffe, men heldigvis er Bacchus med til at hilse „den søde Jul". Den 18. oktober 1833 var H. C. An- dersen på dagvognen rullet ind i Rom for to måneder efter at opleve en ju- lefest, hvorom han siden i „Mit Livs Eventyr" fortæller, at „saa festlig, saa frisk og lys var den neppe nogensinde siden". Hans skildring allerede i „En Digters Bazar" (1842) bekræfter hans begejstring: „Jo længere bort Svensk, Norsk og Dansk kommer fra sit Hjem, des høj- ere synger Hjertet hos hver, idet de mødes: „Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!" Da jeg 1833 var i Rom, holdt de tre Nationer deres Julefest i Fællesskab, som een Familie. Sang og Lystighed stemmer ikke overeens med den ro- merske Høitidelighed paa Frelserens Fødselsdag, vi kunde derfor ikke væ- re lystige inde i Byen, men vi skulde dog ikke miste vor Glæde — ingen By er saa tolerant som Rom — man ind- rømmede os et smukt Locale uden for Byen, et stort Huus i Villa Borghese, midt i Pinie-Skoven, tæt ved det mo- derne Amphiteater. Vi smykkede Sa- len med Guirlander og Krandse, Blomsterne plukkede vi i Haven uden for; Luften var så mild og varm, det var en Juul, som naar det er Skjær- sommer hjemme. Et Juletræ skulde bringes tilveie, et Grantræ, som i Norden, men det var her en alt for kostbar Skat, vi maatte, sagde man, lade os nøie med to store Appelsintræer, der vare savede fra Roden og stode fulde af Frugt, og denne var ikke bundet til Grenene, nei voxet ud af dem. Vi vare henved et halvhundrede Skandinaver og mel- lem disse syv Damer, de bare om Panden Krandse af levende Roser, vi Mandfolk bare Krandse af Epheu! De tre Nationer havde skudt sammen af Presenter, hvilke skulde vindes ved Lodtrækning, den bedste Gevinst var et Sølvbæger med Indskrift: „Juleaf- ten i Rom 1833“, det var de tre Na- tioners Gave, og hvo fik den? Jeg var den Lykkelige! Henimod Midnat brød de Ældre op og gik til Rom; Thor- valdsen var mellem disse, jeg fulgte med. Byens Porte var lukket, men for at komme ind, var der sagt os, at vi skulde slaae tre stærke Slag med Hammeren og raabe: „gli Scandina- vi!“ En lille Laage paa Porten aabne- des, og Een for Een krøb vi nu ind i den store Verdensby. Det var en lystig Juul! Natten var varm og mild, som en Sommernat i Norden." Til festen havde H. C. Andersen skrevet sin „egentlige første skandina- viske Vise": „Sødt dufter Juletræets Blad — det stod igaar i Laurbærlun- den", men omgående fremhæver an- det vers: „Husk, hvor det hjemme dog var smukt — ved Juletid, da vi var mindre." Den 19. december 1840 nåede H. C. Andersen for anden gang Rom, men kom nu til at opleve en helt anden juleaftensstemning, hvor han sidder alene og er henvist til hjemlige jule- minder: „Ingen havde tænkt paa noget Jule- arrangement! — Enhver sad hjemme hos sig. Det var koldt Vejr. Kaminil- den vilde ikke opvarme mit Værelse. Tanken fløi saa vidt omkring, den fløi mod Norden. Nu er dér, hviskede den, Juletræet tændt med hundrede broge- de Lys, Børnene juble i sød Lyksalig- hed! nu sidde de hjemme om Bordet, synge en Sang og drikke en Skaal for Vennerne, som ere borte. Der er ly- stigt i Byen, der er lystigt paa Landet i de gamle Herregaarde. Gangene ere pyntede med Lys og med Graner, Tæpper ligge op ad Trapperne, de pyntede Tjener springe travle op og ned, Musiken klinger, og Toget be- gynder, det gaaer til den store Dand- sesal! — O, Julen er lystig i Norden!" Til sidst opsøger han en romersk kirke og trøstes, da lysene tændes, musikken toner, lovsangen lyder og gamle kardinaler bærer Kristi Kryb- be på deres skuldre ned gennem kir- kens gange. Levnedsbogen har et lille suk: „Igen en Juleaften, om ikke så festlig som den første, dog en Jul i Rom". H. C. Andersen kom endnu i 1846 og 1861 til Rom, men begge gange om foråret. Så længe Thorvaldsen levede i Rom, var han naturligvis midtpunk- tet også ved de mange skandinaviske julefester, hvor enten et af versene i visen eller også den hele handlede om ham. Da Christian Winther fra sep- tember 1830 et halvt års tid var i Rom — i øvrigt på et meget uroligt tids- punkt — blev han naturligvis opfor- dret til at skrive årets julevise. Den var — som det ofte går med bestilte bidrag — imidlertid temmelig tynd og bør kun nævnes, fordi den ikke glem- te at prise „ham, der gør vor Stue til et Kongeslot". Da han i november 1854 kom igen med sin kone og sted- datter, blev halvåret af mange grunde højst ubehageligt, så han deltog ikke i nogen fest og i et gnavent digt end- og hånede kunstnerne og deres jule- grød. I julen 1831 holdt maleren og siden munken Albert Kuchler festen i sit hjem og fortalte i et brev hjem til Danmark om, at der „på Juletræet var 44 Gaver, fordi vi var 44 Gæster forsamlede, hvoriblandt Thorvaldsen også gjorde Selskabet den Ære med sin Nærværelse. Thorvaldsen vandt et nøgent Barn i en Vugge og Ernst Meyer en Barnetrompet. Til Thor- valdsen var der flettet en Laurbær- krands, men hans Beskedenhed tillod ham ikke at smykke sine Lokker med den." Christian Richardt var heldigere end Christian Winther med sin jule- vise, da han, kun 30 år gammel, fik det Anckerske Legat 1861 og tilbragte vinteren 1861—62 i Rom. Han havde fra sit studenterforeningsliv fået øvel- se i at forme en vise med både smil og stemning. Han begynder med at mindes barndommens juletræ. Snart er dog hele verden som et strålende juletræ med Rom i Toppen som en dejlig stjerne. Men „selv mod Rom tør frit i Sitr anken træde — hin Barn- doms Lyst, hin hjemmefødte Glæde". Derfor vil Nordens sønner holde en hjemlig jul og huske granduften og sneblinkene. Julegildet blev holdt i den 1860 stiftede skandinaviske For- ening og var nu — som M. Galschiøtt fortæller i „Skandinaver i Rom" (1923) — blevet „den fornemste Fest", hvor herrerne optrådte i kjole og de nor- diske gesandter med fruer gav møde. Til sidst uddeltes smågaver fra jule- træet, som denne gang var en ædel- gran. Den skønneste julesang skrev imid- lertid den 80-årige Carsten Hauch. — Han havde været i Rom i august 1826 efter sin sygdom, operation, forsøg på selvmord og religiøse krise, idet han blot trængte til at finde sig selv og blive en overbevist kristen. Han ville endnu engang gense Rom, ankom 13. november 1871 og døde dernede 4. marts 1872. Så lykkelig han trods sin tiltagende svaghed havde været ved at genopleve antikens Rom, hvad han stadig takker Gud for, havde døds- tanken fulgt ham fra dag til dag og prægede ikke mindst hans julesang med det vemodige omkvæd: „Men Vejen til Hjemmet er lang". Om selve aftenen fortalte han i et brev hjem til sønnen, at „Risengrøden var så god, at jeg aldrig har spist den bedre i Danmark", og at der var en stor tombola, hvor alle fik en lille gevinst. Til sidst et lille og på grund af hen- des sygelighed lidt uelskværdigt glimt fra den 62-årige fru Heibergs brev- veksling med hendes gode ven, den tidligere justitsminister og geheime- råd Andreas Frederik Krieger. Gal- schiøtt omtaler hende derfor ikke vi- dere venligt i modsætning til den sø- de fru Julie Sødring, som samtidig også var i Rom. I brevet skrev hun: „Juleaften den 24. Dec. 1874 var vi da i Skandinavisk Forening, hvor Sel- skabet var meget talrigt. Fik Riisen- grød, Svinesteeg og Kalvesteeg samt Kage. Tre Sange, der ikke var saa gale, bleve sungne og Tale paa Tale holdt". Talerne fik til gengæld der- efter en hvas kritik, og lokalerne fin- der hun andetsteds skidne og bund- kedelige. Med beregnet vemod mindes hun juleaften 1873, da hun, Krieger og de tre adoptivdøtre vandrede rundt om det runde bord i spisestuen, sang den dejlige julesalme, spiste julekage og drak punch. Til allersidst — med et spring til- bage til 1845 — et rørende lille vid- nesbyrd om, at en juleaften i Rom kan tankerne på uimodståelig vis vende hjem til det fjerne og kære Danmark og til selve hjemegnen omkring Ka- lundborg. Den 14. juli 1845 var den 26-årige maler Johan Thomas Lund- bye ankommet til Rom, hvor han blev til over nytår. Juleaften længes han mere end nogen sinde hjem og tegner med pen og vandfarve et lille ynde- fuldt billede af — her må Francis Buli citeres: „det danskeste af alt dansk: i baggrunden en sjællandsk trappe- gavlkirke og et par hvite, stråtekte bindingsverkshus og i forgrunden den søte „Aase Gaasepige", som vokter gjessene i „kæret". Nej — de danske Romafarere glem- te aldrig Danmark under deres ophold i Rom og allermindst juleaften. apeiKutlgluéinéki! Ifl plfsaunerslugkat SINGALWATTE THE 37

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.