Atuagagdliutit - 17.12.1962, Qupperneq 36

Af
CARL DUMREICHER
Juleaften så H. C. Ander-
sen gamle kardinaler bære
Kristi krybbe på deres
skuldre ned gennem kir-
kens gange
Fra Romafarernes Juleaften
Den hjemlige danske jul er blevet
skildret mangfoldige gange og bli-
ver det fremdeles, når tiden hver ene-
ste år nærmer sig. Trods forskellen fra
før, trods udviklingen f. eks. fra
Grundtvigs bevægede og andagtsstille
barneerindring „Julemorgen var mit
Himmerig" og til nutidens rastløse
juletravlhed og juleuro med lysende
granguirlander over alle byens hoved-
gader og en hel måneds daglig stigen-
de julefeber, ejer årets største kirke-
lige højtid stadig en uimodståelig
magt over alle menneskesind. Fra
børnene, som oplever deres første ju-
leeventyr, og til de gamle, der gen-
oplever et langt livs juleminder, for-
enes man i en fællesfølelse af fest og
glæde, lige ny hver gang og lige ufor-
glemmelig.
Men nu alle de, der må fejre julen
fjernt fra Danmark og under andre
himmelstrøg? Glemmer de den hjem-
lige jul, eller forstærker netop fjern-
heden minderne om den og får dem til
for en aften og midt i fremmede om-
givelser at prøve på med alle midler
at holde en dansk jul?
Allerede i det 17. og endnu mere i
det 18. århundrede tiltog også fra
Danmark rejserne til Rom. Både arki-
tekter, arkæologer, billedhuggere, dig-
tere, malere og almindelige turister
søgte fra den lille og afsides beliggen-
de residensstad København sydpå til
Rom, som i historisk og kunsthistorisk
henseende for længst var et verdens-
centrum. Man kunne næsten altid få
understøttelse til rejsen enten fra
kongens chatolkasse eller fra Kunst-
akademiet, som i reglen lod sin guld-
medaille ledsages af et rejsestipen-
dium, selv om opholdet varede flere
år. Som eksempler fra det 18. århun-
drede kan nævnes arkitekterne Nicolai
Eigtved (1733—34) og Laurids de Thu-
rah (ca. 1729—31) — den sidste fik bl.
a. fra et romersk sneglespir inspira-
tion til tårnet på Frelserens kirke —
den berømte arkæolog Georg Zoega
(1776, 1779 og fra 1782 til sin død der-
nede 1809), billedhuggeren Johannes
Wiedewelt (1754—58) og maleren Ni-
colai Abildgård (1772—1777), og det
langvarige ophold kom for de to sidst-
nævnte kunstnere til at præge deres
kunst for resten af livet. Med det 19.
århundrede tog rejsestrømmen til. Nu
kom jo Thorvaldsens store tid. Han
kom til Rom 8. marts 1797 og blev
snart den sol, hvis glans og varme
alle søgte hen til. Digtren Ludvig
Bødtcher blev endog i hele 11 år
(1824—1835) i dens venskabsstråler. Så
fulgte — som den norske litteratur-
historiker Francis Buli for nylig i sit
fortrinlige værk „Nordisk Kunstner-
liv i Rom" (1960) har fremhævet —
først Skandinavismens og derpå fra
1860 „Den skandinaviske Forening“s
tid. Nu forstærker navnlig Vilhelm
Bergsøes „Fra Piazza del Popolo“
(1866) den rejselyst, som allerede H.
C. Andersens „Improvisatoren" (1835)
havde vakt i vide kredse. Med halv-
fjerdserne sætter år for år endnu flere
Romarejser ind. Begrebet „en Roma-
farer" var blevet et navn og en be-
tegnelse med en ganske særlig klang,
en hædersbetegnelse for den, som for
kortere eller længere tid havde gæstet
den evige stad og været omgivet af
tusindårige minder og broget syd-
landsk levevis.
Men blegnede under disse betingel-
ser ikke billedet af det nordiske
hjemland? Måske til hverdag, men
aldrig når julen nærmede sig. Udvalg-
te glimt fra forskellige Romafareres
beretninger beviser det modsatte.
Allerede juleaften 1802 havde dig-
terinden Friederike Brun under sit
andet ophold i Rom i sin villa sam-
let et selskab af danske og tyske
kunstnere, men festen havde unæg-
telig endnu ikke noget nordisk præg.
Buer af laurbærgrene hvælvede sig
over salenes spejle, mens myrtetræer
med gaver måtte erstatte graner. Da
dørene åbnedes til den mørke stue,
hvor en børneskare ventede, kom en
gruppe kunstnere og mellem dem
den endnu helt ukendte Thorvaldsen
den smilende i møde. Meningen var
imidlertid god nok.
Juleaften 1818, da den 30-årige
Bernhard Severin Ingemann for ene-
ste gang i sit liv var i Rom, blev til
gengæld fejret på ægte dansk vis. In-
gemann havde ellers trods en naturlig
hjemlængsel dels efter Danmark og
dels efter sin kæreste, Lucie Marie
Mandix befundet sig såre vel ved
samværet med venlige landsmænd og
daglig været på vandring gennem
byen for at iagttage, hvad folkelivet,
historien eller kunsten havde at sige
ham. Alle de stærke indtryk blev til
den 2 binds digtsamling „Rejselyren",
som udkom 1820, året efter hans
hjemkomst. Blader man i den, finder
man også digtet „Jul i Rom". Det be-
gynder med en skildring af de ro-
merske julekrybber, af torvenes „he-
speriske haver" med de glødende
oranger og af gadehjørnernes luende
bål, som folk varmer sig ved, fordi
vinteren skifter fra morgenkulde til
middagshede og igen til kulde. Han
kender slet ikke „Julens gamle Aa-
syn“. Det er og bliver en „velsk" jul,
men danske mænd vil fejre den, som
det anstår sig en god skandinav. Hel-
digvis har nemlig Thorvaldsen indbudt
til julefest hos sig. Vi hører om den
både gennem digtet og gennem breve
fra et par deltagere. Thorvaldsen har
selv været til julemodtagelse i et
adelspalæ og er, da han kommer
hjem, endnu iført sin sorte selskabs-
dragt med silkestrømper og ordener
på brystet. Alligevel løber han straks
ned på gaden og kommer tilbage med
en kæmpemæssig flaske mælk. Andre
af deltagerne bliver sendt efter risen-
gryn, sukker og kanel. Julegrøden er
altså reddet, men da hans husholder-
ske ikke forstår at lave den, må Thor-
valdsen selv ud i køkkenet og selv
sætte fadet på bordet. Nu er alle ju-
leglade, skønt der er italiensk vin til,
og er i erindringen tilbage til „den
glædeligste Højtid i glade danske
Hjem". Man synger en julesang af
Ingemann, hvor hvert vers slutter
„Hil være dig, Danmark, vor Moder".
Et andet digt i bogen hedder „Dansk
Juleglæde". Vel er der endnu ingen
dansk kirke i Rom, men så bliver en
brav provsts bolig til „et Huskapel".
Her er også et juletræ, som ganske
vist er en palme, men som unge dan-
ske kvinder smykker med lys og ga-
ver og til sidst syngende danser om.
Et tredie digt, som hedder „Juletræet"
og sendes hjem til den elskede, for-
tolker symbolikken i palmen, der bli-
ver til både livets og til paradisets
hellige træ.
Også i Ludvig Bødtchers første
digtsamling (1856) finder vi mellem
versene fra hans Romatid en „Jule-
sang fra Rom", skrevet 1828 eller 1829
og øjensynlig til et julegilde hos
Thorvaldsen, som er den, der „gjør
Julestue, og Julestuen selv staaer
midt i Rom". Et af sangens vers hyl-
der julegrøden, som Thorvaldsen igen
selv bærer „fra Kjøkkenmørket til
det lyse Bord". Kun gåsen har der-
imod ikke været til at skaffe, men
heldigvis er Bacchus med til at hilse
„den søde Jul".
Den 18. oktober 1833 var H. C. An-
dersen på dagvognen rullet ind i Rom
for to måneder efter at opleve en ju-
lefest, hvorom han siden i „Mit Livs
Eventyr" fortæller, at „saa festlig, saa
frisk og lys var den neppe nogensinde
siden". Hans skildring allerede i „En
Digters Bazar" (1842) bekræfter hans
begejstring:
„Jo længere bort Svensk, Norsk og
Dansk kommer fra sit Hjem, des høj-
ere synger Hjertet hos hver, idet de
mødes: „Vi er eet Folk, vi kaldes
Skandinaver!"
Da jeg 1833 var i Rom, holdt de tre
Nationer deres Julefest i Fællesskab,
som een Familie. Sang og Lystighed
stemmer ikke overeens med den ro-
merske Høitidelighed paa Frelserens
Fødselsdag, vi kunde derfor ikke væ-
re lystige inde i Byen, men vi skulde
dog ikke miste vor Glæde — ingen By
er saa tolerant som Rom — man ind-
rømmede os et smukt Locale uden for
Byen, et stort Huus i Villa Borghese,
midt i Pinie-Skoven, tæt ved det mo-
derne Amphiteater. Vi smykkede Sa-
len med Guirlander og Krandse,
Blomsterne plukkede vi i Haven uden
for; Luften var så mild og varm, det
var en Juul, som naar det er Skjær-
sommer hjemme.
Et Juletræ skulde bringes tilveie, et
Grantræ, som i Norden, men det var
her en alt for kostbar Skat, vi maatte,
sagde man, lade os nøie med to store
Appelsintræer, der vare savede fra
Roden og stode fulde af Frugt, og
denne var ikke bundet til Grenene,
nei voxet ud af dem. Vi vare henved
et halvhundrede Skandinaver og mel-
lem disse syv Damer, de bare om
Panden Krandse af levende Roser, vi
Mandfolk bare Krandse af Epheu! De
tre Nationer havde skudt sammen af
Presenter, hvilke skulde vindes ved
Lodtrækning, den bedste Gevinst var
et Sølvbæger med Indskrift: „Juleaf-
ten i Rom 1833“, det var de tre Na-
tioners Gave, og hvo fik den? Jeg var
den Lykkelige! Henimod Midnat brød
de Ældre op og gik til Rom; Thor-
valdsen var mellem disse, jeg fulgte
med. Byens Porte var lukket, men for
at komme ind, var der sagt os, at vi
skulde slaae tre stærke Slag med
Hammeren og raabe: „gli Scandina-
vi!“ En lille Laage paa Porten aabne-
des, og Een for Een krøb vi nu ind i
den store Verdensby.
Det var en lystig Juul! Natten var
varm og mild, som en Sommernat i
Norden."
Til festen havde H. C. Andersen
skrevet sin „egentlige første skandina-
viske Vise": „Sødt dufter Juletræets
Blad — det stod igaar i Laurbærlun-
den", men omgående fremhæver an-
det vers: „Husk, hvor det hjemme dog
var smukt — ved Juletid, da vi var
mindre."
Den 19. december 1840 nåede H. C.
Andersen for anden gang Rom, men
kom nu til at opleve en helt anden
juleaftensstemning, hvor han sidder
alene og er henvist til hjemlige jule-
minder:
„Ingen havde tænkt paa noget Jule-
arrangement! — Enhver sad hjemme
hos sig. Det var koldt Vejr. Kaminil-
den vilde ikke opvarme mit Værelse.
Tanken fløi saa vidt omkring, den fløi
mod Norden. Nu er dér, hviskede den,
Juletræet tændt med hundrede broge-
de Lys, Børnene juble i sød Lyksalig-
hed! nu sidde de hjemme om Bordet,
synge en Sang og drikke en Skaal for
Vennerne, som ere borte. Der er ly-
stigt i Byen, der er lystigt paa Landet
i de gamle Herregaarde. Gangene ere
pyntede med Lys og med Graner,
Tæpper ligge op ad Trapperne, de
pyntede Tjener springe travle op og
ned, Musiken klinger, og Toget be-
gynder, det gaaer til den store Dand-
sesal! — O, Julen er lystig i Norden!"
Til sidst opsøger han en romersk
kirke og trøstes, da lysene tændes,
musikken toner, lovsangen lyder og
gamle kardinaler bærer Kristi Kryb-
be på deres skuldre ned gennem kir-
kens gange. Levnedsbogen har et lille
suk: „Igen en Juleaften, om ikke så
festlig som den første, dog en Jul i
Rom".
H. C. Andersen kom endnu i 1846 og
1861 til Rom, men begge gange om
foråret.
Så længe Thorvaldsen levede i
Rom, var han naturligvis midtpunk-
tet også ved de mange skandinaviske
julefester, hvor enten et af versene i
visen eller også den hele handlede om
ham. Da Christian Winther fra sep-
tember 1830 et halvt års tid var i Rom
— i øvrigt på et meget uroligt tids-
punkt — blev han naturligvis opfor-
dret til at skrive årets julevise. Den
var — som det ofte går med bestilte
bidrag — imidlertid temmelig tynd og
bør kun nævnes, fordi den ikke glem-
te at prise „ham, der gør vor Stue til
et Kongeslot". Da han i november
1854 kom igen med sin kone og sted-
datter, blev halvåret af mange grunde
højst ubehageligt, så han deltog ikke
i nogen fest og i et gnavent digt end-
og hånede kunstnerne og deres jule-
grød.
I julen 1831 holdt maleren og siden
munken Albert Kuchler festen i sit
hjem og fortalte i et brev hjem til
Danmark om, at der „på Juletræet
var 44 Gaver, fordi vi var 44 Gæster
forsamlede, hvoriblandt Thorvaldsen
også gjorde Selskabet den Ære med
sin Nærværelse. Thorvaldsen vandt
et nøgent Barn i en Vugge og Ernst
Meyer en Barnetrompet. Til Thor-
valdsen var der flettet en Laurbær-
krands, men hans Beskedenhed tillod
ham ikke at smykke sine Lokker
med den."
Christian Richardt var heldigere
end Christian Winther med sin jule-
vise, da han, kun 30 år gammel, fik
det Anckerske Legat 1861 og tilbragte
vinteren 1861—62 i Rom. Han havde
fra sit studenterforeningsliv fået øvel-
se i at forme en vise med både smil
og stemning. Han begynder med at
mindes barndommens juletræ. Snart
er dog hele verden som et strålende
juletræ med Rom i Toppen som en
dejlig stjerne. Men „selv mod Rom
tør frit i Sitr anken træde — hin Barn-
doms Lyst, hin hjemmefødte Glæde".
Derfor vil Nordens sønner holde en
hjemlig jul og huske granduften og
sneblinkene. Julegildet blev holdt i
den 1860 stiftede skandinaviske For-
ening og var nu — som M. Galschiøtt
fortæller i „Skandinaver i Rom" (1923)
— blevet „den fornemste Fest", hvor
herrerne optrådte i kjole og de nor-
diske gesandter med fruer gav møde.
Til sidst uddeltes smågaver fra jule-
træet, som denne gang var en ædel-
gran.
Den skønneste julesang skrev imid-
lertid den 80-årige Carsten Hauch. —
Han havde været i Rom i august 1826
efter sin sygdom, operation, forsøg på
selvmord og religiøse krise, idet han
blot trængte til at finde sig selv og
blive en overbevist kristen. Han ville
endnu engang gense Rom, ankom 13.
november 1871 og døde dernede 4.
marts 1872. Så lykkelig han trods sin
tiltagende svaghed havde været ved
at genopleve antikens Rom, hvad han
stadig takker Gud for, havde døds-
tanken fulgt ham fra dag til dag og
prægede ikke mindst hans julesang
med det vemodige omkvæd: „Men
Vejen til Hjemmet er lang". Om selve
aftenen fortalte han i et brev hjem
til sønnen, at „Risengrøden var så
god, at jeg aldrig har spist den bedre
i Danmark", og at der var en stor
tombola, hvor alle fik en lille gevinst.
Til sidst et lille og på grund af hen-
des sygelighed lidt uelskværdigt glimt
fra den 62-årige fru Heibergs brev-
veksling med hendes gode ven, den
tidligere justitsminister og geheime-
råd Andreas Frederik Krieger. Gal-
schiøtt omtaler hende derfor ikke vi-
dere venligt i modsætning til den sø-
de fru Julie Sødring, som samtidig
også var i Rom. I brevet skrev hun:
„Juleaften den 24. Dec. 1874 var vi
da i Skandinavisk Forening, hvor Sel-
skabet var meget talrigt. Fik Riisen-
grød, Svinesteeg og Kalvesteeg samt
Kage. Tre Sange, der ikke var saa
gale, bleve sungne og Tale paa Tale
holdt". Talerne fik til gengæld der-
efter en hvas kritik, og lokalerne fin-
der hun andetsteds skidne og bund-
kedelige. Med beregnet vemod mindes
hun juleaften 1873, da hun, Krieger
og de tre adoptivdøtre vandrede rundt
om det runde bord i spisestuen, sang
den dejlige julesalme, spiste julekage
og drak punch.
Til allersidst — med et spring til-
bage til 1845 — et rørende lille vid-
nesbyrd om, at en juleaften i Rom kan
tankerne på uimodståelig vis vende
hjem til det fjerne og kære Danmark
og til selve hjemegnen omkring Ka-
lundborg. Den 14. juli 1845 var den
26-årige maler Johan Thomas Lund-
bye ankommet til Rom, hvor han blev
til over nytår. Juleaften længes han
mere end nogen sinde hjem og tegner
med pen og vandfarve et lille ynde-
fuldt billede af — her må Francis Buli
citeres: „det danskeste af alt dansk: i
baggrunden en sjællandsk trappe-
gavlkirke og et par hvite, stråtekte
bindingsverkshus og i forgrunden den
søte „Aase Gaasepige", som vokter
gjessene i „kæret".
Nej — de danske Romafarere glem-
te aldrig Danmark under deres ophold
i Rom og allermindst juleaften.
apeiKutlgluéinéki!
Ifl plfsaunerslugkat
SINGALWATTE
THE
37