Atuagagdliutit - 17.12.1962, Blaðsíða 27

En utraditionel julenovelle af
HANS BJERREGAARD
HER I SYDEN
går man med hovedet under armen
HIDTIL HAVDE turen været en
række fiaskoer. Intet ville lyk-
kes. Bestandig brød vi ind i stemnin-
ger, som ikke accepterede os. Vi var
kommet til en lukket verden. De sor-
te bjerge gloede ondt på os — og vi
gloede igen. Vædedrivende klumper
af gnejs og granit, i det fjerne en glet-
cherrift og en tøende isvaffel af snav-
set sne, røde skærvemarker med oli-
venlundes skurv og plataners spøgel-
seshær. Gårde med støvede mure med
glasskår eller rustne pigge på kro-
nen. Vredtgloende catalanere. For-
fald.
Da vi — Myra og jeg — ankom til
den lille flække Port B. og spiste en
slunken middag på en fra tagrenden
opfisket spurv, serveret på tre blade
af den slags firkløver, der kaldes
brøndkarse — udtalte jeg:
— Her i Syden går man med hove-
det under armen. Og hvad jeg egent-
lig mente med det, er ingen rigtig no-
gensinde blevet klar over — for ma-
ven havde det heller ikke for godt.
— Harsk olivenolie, sagde Myra og
holdt sig for sin lille, lige næse.
Bemærkningen faldt på åben gade
og blev hørt af en tæt, rødhåret, fynsk
udseende mand i en vindjakke med
pelskrave. Han kom op på siden af
os og grinede: — Den ku’ jeg ikke stå
for, den „med hovedet under armen".
Skal I mod syd eller mod nord?
— Desværre længere mod syd, sag-
de jeg bittert, for det var Myras fød-
selsdag og lørdag. Man bliver ikke
mæt af nedfaldsspurve. Først på man-
dag kunne jeg komme i „Société Ge-
nerale" og hæve mine rejsechecks. —
En blåfrossen tusindfrancseddel er
ikke meget at feste for.
— Kom med mig, sagde manden
stadig på fynsk, — jeg kender et sted,
hvor man får god mad, der ligner
mad. Jeg har lige en time inden mit
møde.
— Jamen pengene? mumlede jeg.
— Det betyder ikke noget, folkens,
her har jeg.. Og han pegede mod
hjertesiden.
Og så spiste vi middag een gang til
med fynboen. Da vi skiltes uden for
vort lille, snavsede hotel, sagde han:
— Når vi kommer til Port B. med vo-
re både, så se ned. Det er den søndre
kaj ved den gamle bastion. Farvel
med jer!
Myra holder fødselsdag på det
umotiverede tidspunkt den 16. de-
cember. En uge før jul. Søndagen gik.
Vi turede rundt i den gamle by og
brugte optimistisk vore sidste for-
krøllede skillinger. Der var en fest-
plads med luftgynger og sindssygt
billig Armagnac. Vi drak meget Ar-
magnac, men på mandag var vi atter
rige.
Mandagen kom med et stænk af
mistral, der fik alle i byen til at hoste
og nyse og tale om den frygtelige
vinter. Vi syntes, det var ganske blidt
og våragtigt og kølnede vore cognac-
hoveder i dråberne.
Banken lå på en lille gotisk plads,
„Place Mac Mahon" overfor en kirke.
Pladsen var øde og tom bortset fra
et par sorte, nysende koner, der for-
svandt ind i kirken, og en lille flok
skindmagre hunde, der syntes at re-
præsentere den sociale status.
Banken lå i skygge af et par padde-
blege akacier. Den blev lukket op af
en lillebitte cykelrytter med safran-
gult ansigt og runde sygekassebriller.
Han anbragte sin cykel i gangen, og
vi kunne lige snige os forbi.
Men først en fuld time efter ankom
de overordnede, der kunne tage sig af
vor sag. En dame, der lignede en ju-
bilæumsdekoration — glemt otte da-
ge efter jubilæet. Man har spist frug-
ten, kronbladene er pergament, og
man ser kurvens skelet og lidt sav-
smuld i bunden. En gæst har glemt en
protese dernede.
Men hun kunne ikke rigtig klare
dokumenterne. 50.000 frcs. er mange
penge — visse steder. Så kom kasse-
reren. En kuglerund ballon forneden
og en svampet fodbold foroven og
døde øjne som ping-pong kugler. Man
sagde pernod, når man så ham. Budet
havde givet checkene til jubilæums-
kurven, og jubilæumskurven gav dem
videre til ballonen, der tabte en af
ping-pong kuglerne derned. Klokken
var snart halvtolv.
— Her er ikke megen juletravlhed,
sagde jeg til Myra.
— HyS'S, hyss! sagde han.
Den ping-pongøjede udlod sig med
en musikalsk vrede og et styrtebad
af savl imod jubilæumskurven, der
åbnede protesen imod det safrangule
bud, der til sidst med et ondt blik
bag brillerne videregav Checkene til
Myra, som om han havde rørt ved
noget giftigt.
Man kunne ikke modtage disse
checks. — Ingen dækning.
Myra stillede sig indsmigrende an
og parlerede. Jeg stod lidt derfra og
følte sult og tørst. Hun fik til sidst
overtalt dem til at hente bankdirek-
tøren, der var anbragt i dybet omgi-
vet af støvede protokoller. Han viste
sig at være umådelig lang med et
mægtigt rødvinshorn, og alle gode,
gamle revyers rekvisit, et hørerør, ud
til siden.
Myra talte indtrængende ind i den-
ne fonograf. Han viste sig at være
den venligste, men han kunne intet
begribe.
Til sidst førte de en skriftlig for-
handling, og heraf fremgik det, at
man skulle have et særligt „carte
identité" fra hovedafdelingen i Paris,
hvis sådanne beløb skulle udbetales i
de små banker. Der skulle altså sen-
des bud til Paris.
— Telefonen, sagde jeg optimistisk.
Nej, det skulle være skriftligt. Vi
kunne være svindlere og falskmønt-
nere og have bagmænd i boksene
rundt om. Vi var jo støvede og lidet
præsentable. I banker i Syden skal
man helst optræde i diplomatfrakke
med æreslegionens bånd. Et brev
kunne være mange dage undervejs.
For øvrigt var der optræk til jernba-
nestrejke.
— Altså kan vi lige så godt kaste
dine cheks i det udtørrede flodleje,
sagde jeg. — Der bliver vist ikke ju-
leaften for os to globetrædere. Jeg
begyndte at puste mig op og antydede
på mit mest formfuldendte fransk, at
færdslen mellem bankkontorerne må-
ske foregik pr. mulæsel.
— Hvad med luftpost?
— Vi har jo ingen penge.
— Kan banken ikke lægge ud?
Den ballonagtige brast i en ond lat-
ter og lignede grisedommeren i Clau-
dels „Jeanne d’Arc". Og Myra minde-
de mere og mere om en kanoniseret
helgeninde.
Jeg mumlede noget om „cochon" og
„noél“, hvilket betyder „svin" og
“jul". Men så fik Myra mig ført ud af
døren, og jeg stødte knysten på den
forbandede cykel.
Hun fortsatte forhandlingerne.
En tiggerske fra det modsatte for-
tov styrede lige los på mig og rakte
hånden frem. Jeg vaklede. Julen, alle
gode varsler. Måske gik det hele i or-
den. Jeg stak hende 200 frcs. — en
meget stor del af min formue.
Myra stod på trappen og vinkede
ad mig.
— Vi må sende det anbefalet. Har
du 500 frcs.?
Jeg gravede i lommerne. Masser af
forkrøllede byttepenge kom frem. En
skæbne kan afhænge af sådan et
stykke usselt papir. Hoveder sås i
bankens vindue.
Luftpostbrev! Ja, det lykkedes. Men
det var dårligt flyvevejr over hele
Europa. Decembertågen. Brouillard,
mistral. Skuldertræk. Om tre dage —
allertidligst.
Aldrig glemmer jeg den ende gul-
grønt brød, de to usle appelsiner, den
rådne tomat og den sidste slat vin.
Vi nærmede os atter banken. To dage
til jul. Alt ville nok gå i orden. Hun-
dene spadserede stadig rundt. De sor-
te koner gik til fromesse. Også tigger-
sken kom. Jeg havde endnu 200 frcs.
på mig. De allersidste patroner.
Myra hvæsede: — Lad som om du
ikke ser hende.
— Her tre dage før jul. Næh, det
går ikke. Det ville være et dårligt
varsel, og vi har så godt som 50.000
frcs.
En udstrakt hånd. Mine sidste 200
frcs.
Inde i banken var alt ved det gam-
le. Kun budet så os. Men allerede på
blinket i hans brilleglas forstod jeg,
at slaget var tabt.
— Tågen.
Vi følte det, som om vi stod over-
for en væg af kork. Et vigtigt doku-
ment savnedes. Verden tror på
papir. En flyvemaskine undervejs. —
Tåge, tåge!
Jeg kom til at hade denne usle
bank og alle banker i verden. Med et
tåbeligt og helt overflødigt had. Alle
disse protokoller, alle disse stabler af
papir, kassebøgerne, lugerne, tørt
blæk, ærmeskånere og den afpillede
jubilæumskurv med protesen.
Vi gik ud i den glædeløse sol.
— Jeg har en appelsin til, sagde
Myra, bleg og lille.
Og så fortsatte vi vor sport fra de
tre dage, at opsøge alle de mest pran-
gende menukort i denne stad. Plaka-
terne forkyndte noget helt andet end
nedfaldsspurve, harsk olie og firklø-
ver. Der var catalansk platte med tolv
forskellige slags pølser. Der var lan-
gouster både stegt og kogt i suppe.
Der var poularder med ægte trøfler,
der var and fra Rouen og kalkuner
fra Perigord, der var ananas i likør
og flamberede pandekager i rom. Vi
havde travlt med at fastlægge den
store julemiddag. Den blev ikke ke-
delig, kan De tro!
Bagefter følte vi os forfærdelig
sultne, som hunde der vandrer gen-
nem en slagtehal med mundkurv på.
Men fortvivlelsen og sulten bringer
ideer.
— Hvad hedder pantelåner på
fransk?
— Aner det ikke.
— Du aner det ikke, og du, der kan
Balzac udenad! Hvis han ikke har er
par ordentlige pantelånere, så har han
levet forgæves.
— Hvad vil du for resten med en
pantelåner? Vli du pantsætte dit ske-
let?
— Nej, mit talent.
— Sådanne pantelånere findes ikke,
ikke engang i litteraturen.
— Phuit. Diamantnålen!
— Diamant....
— Den, du altid har på til pænt
brug.
— Den sidder i en krave, der sidder
på en kjole, der ligger på hotellet.
— Vi er reddede. Vi løb gennem de
tågesvøbte, smalle gader, der minder
om rigtige galliske lystmorderfilm. —
Isnende brosten, fattigdommens kål,
projektilhuller fra længst overståede
gadekampe og mægtige plakater for
cykelløb.
Vi nåede hotellet, hvor værtinden
skulede. Vi gennemsøgte kufferterne.
Vi ledte højt og lavt. Alt blev slynget
rundt, og vi ledte, som afhang vor
skæbne af denne nål. Omverdenen
sang i en brønd, og klokkerne kimede
fra kirkerne derude, fjernt brumme-
de en damper på det besungne Mid-
delhav, og en flyver var undervejs i
tågen.
Så gik lyset ud.
— Kulstrejken! hvinede Myra. Ly-
set kommer ikke igen før i morgen
tidlig.
Vi fandt ingen diamantnål.
Jeg kvaste en rådden banan mellem
fingrene. Men noget viklede sig om-
kring mit håndled. Jeg tændte en
tændstik. Det var en vildfaren 500
frcs.seddel.
— Jeg stormer ned og køber noget
brød, sagde jeg, — vi må ha’ brød!
Og væk var jeg.
Brød, lidt tørre figen og en slat vin,
hvad har smagt bedre i mørke, og når
man elsker hinanden!
Om morgenen den 24. december
vandrede vi atter til „Place Mac Ma-
hon". Vi kom forbi cyklen. Budet var
i sin brune kittel, den fede i ærme-
skånere, jubilæumskurven havde mi-
stet yderligere et par kronblade. Alle
rystede på hovedet som i et artist-
nummer, da vi kom. Endnu intet svar
fra hovedkontoret.
— Tågen, tågen!
Den sorte kone stod udenfor med
fremstrakt hånd. Hun syntes at være
bankens eneste kunde bortset fra os.
Men jeg havde intet at undvære.
Hun forfulgte os med sine forbandel-
ser.
— Man siger ellers, det er så nemt
at være fattig i Syden.. Men det er
nok overdrevet ligesom kogekunsten.
Jeg krammede mine 50.000 frcs. i
værdiløse checks og gjorde mine til at
smide dem i floden.
— Pjat, sagde Myra. — Man har
godt af at prøve det. Navnlig du....
Kvinder forstår også alting bedre
end mænd.
Jeg måtte likvidere min bundfros-
ne materialisme og blive sulten hund
i tåget vejr.
Jeg havde lyst til at lægge mig ned
på alle fire og gø ad et kødben, der
lå på fortovet. Men et strengt blik fra
Myra fik mig til værdigt at stramme
livremmen et hul til.
— Nu er de lige ved at sætte gåsen
i ovnen derhjemme, sagde jeg. — De
har bundet for gumpen, og der strøs
salt. Ovnen har været forvarmet en
times tid. Det sner.
— Og ingen aner, hvor vi er, sagde
Myra. — Er det ikke herligt? Vi er
alene som på en øde ø. Og ingen pen-
gesorger! Når alle spekulationer om
køb og salg, den kolde tingen og den
bevidste grådigheds stund er ovre, så
har man kun kærligheden tilbage.
Den er ingen almisse. Den får ny
glans og fylde, for den sande kærlig-
hed behøver ikke det bugnende bord
og den kostbare vin..
— Kun en seng har vi..
— På kredit!
Værtinden i „Le Négociant" kom os
sidelæns i møde med noget hvidt i
hånden. Vi fortrak, men værtinden
var på sporet.
— Regningen, regningen. Den vok-
sede i min bevidsthed som et stats-
budget.
— Monsieur — dame, voici!
Hun gav os et brevkort med et
sejlskib på.
Vi læste fuldkommen forvirrede:
„Vi ligger nu her i Port B. ved den
søndre kaj. Vi har fanget en gås til
juleaften og en hel kasse langhalse-
de. Har I noget rugbrød?
Kom med eller uden hoved og bliv
så længe, vi gider se hinanden.
Kesse og Nanna."
Det var sørøveren fra den dag, da
Myra igen blev et år yngre. Otte dage
er en lang tid. Jeg havde glemt ham.
— Gås, sagde jeg. — Når man tæn-
ker stærkt og inderligt på en ting,
man ved, man overhovedet ingen
Chancer har for at få, så får man den.
Det er mærkeligt. Egentlig sker der
kun forunderlige ting her i verden.
— Og man skal ikke være bange
for, at de sker, din sultne hund! sagde
Myra og stak diamantnålen i sin bed-
ite krave. For selvfølgelig var den
der.
Den røde viking modtog os på ka-
jen. Dannebrog var oppe.-Konen var
fra Bogense. Hun havde bagt finsk
brød og fynsk julekage. Vi kom ned
i kahytten på „Nanna II". I et hjørne
stod en mægtig kosangasovn.
— Lad os lige føle på gåsen, sagde
Kesse grinende. — Det var den største
i hele Marseilles.
Og der lå den inde og gassede sig
og spruttede og var hele vor barn-
doms forventningsfulde eventyr.
— Det var umuligt at få rødkål,
sagde Nanna beklagende. — Det er
egentlig mærkeligt. Jeg troede, man
havde rødkål overalt på Jorden.
— Næh, det er vist en nordisk spe-
cialitet.
Kesse lukkede et mægtigt skab op
til bagbord. Der stod hele den fran-
ske skala i 100 forskellige tonearter.
— Jeg vil nu hellere ha’ rom og
brændevin, sagde han — jeg rører
aldrig det sure stads.
Det sure stads var en Ohambertln
1928.
— Men jeg har øl fra Lydriksson,
en hel kasse.
— Det eneste, vi mangler, er nogle
ordentlige spegesild til frokosten i
morgen. Dem går vi ud og fanger,
sagde han til mig, så kan tøsene lave
maden færdig. Husk nu ordentlig tyk
sovs og ikke det her suppeværk med
firkløver.
Men det var svært at fange de sild.
Vi var i mange butikker og fandt til
sidst nogle selvdøde slørhaler i en
syltekrukke.
— De ligner ikke rigtig, sagde
Kesse, men vi kan tage dem med bare
til pynt og drikke brændevinen.
Udenfor den sidste butik blev jeg
standset af en rund mand i en sort
frakke. Han havde en flaske vin un-
der armen og et franskbrød i lom-
men.
— Min herre, brevet er kommet,
sagde han værdigt.
— Hvilket brev? spurgte jeg og tro-
ede, det var en herre fra politiet.
— Luftpostbrevet fra Paris.
Jeg så med eet det hele igen: det
lille torv, de sorte koner, hundene,
jubilæumskurven, ballonen og ham
med hørerøret. Hvor glemmer man
hurtigt de alfmagtens døgn, man har
tilbragt på kælderens bund! Det
hjælpeløse har sin modsætning. Man
når frem til den store glemsel, og små
problemer som marinerede sild opta-
ger synsfeltet.
— Merci! sagde jeg.
— De står måske og mangler penge
til højtiden? spurgte ballonen. — Her
er 50.000 frcs.
Han åbnede sin tegnebog, idet han
tilføjede: — Vi kan sende budet til
hotellet og hente Deres rejsechecks.
— Min kone har dem i sin taske,
men æh..
— Værsgod.
Og der stod jeg med 50.000 frcs.
— Det må jeg sige, på åben gade,
sagde Kesse, der ikke havde begre-
bet noget af det hele.
— Du ved, her i Syden går man
med hovedet under armen, sagde jeg
og stak nonchalant pengene i lom-
men.
— Men dem behøvedé du jo slet
ikke, sagde vikingen og grinede — for
her har jeg — nok til os alle.
Han slog sig på hjertesiden.
Hans Bjerregaard.
Nytårsraketten
ukiutorKame sérsartortoK
28