Atuagagdliutit - 17.12.1962, Blaðsíða 18

Jeg vil fortælle Dem om Burt. Mær-
kelige, frodige, evige Burt, som jeg
traf på en ørkenranch i et hjørne af
Kalifornien i de øde Sierra Nevada-
bjerge. Det var en dag i maj. Blom-
strende røde, gule og grønne kaktus,
drønende hede, og en himmel, som
havde suget al solen i sig.
Fjern motorstøj nåede mig, og ind
på gårdspladsen i en sky af støv og
sand kom Burt i et lig af en vogn. Det
var en søndag, og Burt kom fra sit
fjerne sted i ørkenen for at få sig en
drink og en sludder.
Burt er nær de tres.
Han er vistnok meget grim, men til-
lige meget smuk. En krop med meget
lange arme og ben, en orangutangs
gang, et knudret ansigt med alverdens
mildhed og ro i de blå meget åbne
øjne.
Burts bedstefar forelskede sig i en
indiansk pige, datteren af en høvding
for en vild stamme, som på de dage
gjorde ørkenen mere end usikker. Han
blev optaget i stammen, gift med pi-
gen. Nu er stammen spredt for alle
vinde, men Burt er forblevet ørkenen
tro. Han deltog i den første verdens-
krig i Frankrig. Siden da har han
aldrig båret et gevær.
— Går du ud i ørkenen, siger han,
da tag aldrig våben med dig. Gå ube-
skyttet, thi da behandles du vel at
den store natur.
Burt kender ørkenen som ingen,
jeg har truffet..
Han har siddet ved den blå kilde —
der hvor indianerne i mange år havde
deres faste boplads — og han har op-
levet vagtlernes kvadrilledans, mens
solen var ved at gå ned. Han har sid-
det i bjergene bag kilden og haft den
store panther så nær, at han kunne
høre vilddyrets buskede hale feje ør-
kensandet op. Nu har Burt bygget sig
et beskedent hus ikke langt fra kilden,
men i mange år boede han i en tønde.
X huset, der nu er hans, levede han i
lang tid med to klapperslanger som
eneste selskab.
— Var du aldrig bange, Burt spurg-
te jeg.
Han så på mig med ikke ringe
undren.
— Bange? sagde han. Hvad skulle
jeg være bange for? Du skulle vide,
hvor nydelige de var mod hinanden.
Hvor nænsomme. Nej, du skal aldrig
være bange i den store natur. I byer-
ne! Javel — og i den lille karrige na-
tur -----men aldrig i den store ..
Burt har fundet ind til livets enkle,
fine og evige ting. Man betragter ham
som noget af en gal. Hans vej er ikke
andre menneskers vej, og dog er han
den dynamiske kraft, som sætter ind
når øjeblikket kræver det med effek-
tiv, positiv hjælp. Der går endnu fra-
sagn om dengang, da Burt bragte ju-
len hjem. Ikke til sig selv og sine dyr
— men til menneskene i det lille sam-
fund, den lille by, som ligger nærmest
hans ensomme hus i ørkenen.
Det var i året 1931.
Et af depressionens år i det store
Amerika.
Fattigdom, arbejdsløshed og elen-
dighed.
Julen nærmede sig, og hvad enten
man sidder på Nordpolen eller ved en
sump i Brasilien, er julen den samme.
En trang til varme, til at give, til at
lukke sig op.
Aldrig var fattigdommen større end
i det år. Man gik en jul imøde, der
viste det nøgne intet i retning af mad
og gaver. Og kulden meldte sig. Vi
her i Norden har den forestilling, • at
en ørkenegn i hvert fald ikke kender
begrebet: frost og sne: Burts hjemsted
er beliggende 5200 fod over havets
overflade. En vinter var beboerne på
den ørkenranch, jeg selv besøgte, in-
desneet i hele to måneder. Det er vel
unødvendigt at nævne, hvad en sådan
vinter koster farmeren: tab af kvæg
i en målestok ingen dansker kan fore-
stille sig. Fattigdom, i egne hvor solen
har sin gang, kan være bitter nok.
Men trækker den sine spor under en
frostklar himmel eller gennem byger
af isnende sne, da er det, som om
barmhjertigheden har lukket sin dør.
Sådan var den vinter og den jul,
ørkenen det år gik imøde.
En dag i december kom Burt til den
lille by.
Abelignende, mærkelige Burt, man
godt kunne blive bange for, om man
mødte ham på ensomme steder, ufor-
beredt.
Man fulgte ham sløvt fra husene.
Hvad ville han her?
Han stillede sin vogn bag Fleets hus
ved benzintanken.
Du gode skaber! Sikken en vogn.
Halvdelen af motorhjælmen mangle-
de, så den nøgne motor grinede, en
lige i synet. Og hjulene var slet ikke
ens, og kun den ene skærm af dé fire ,
var tilbage.
Burt gik til byens første hus, og da
man lukkede op, stod han der med
en lang liste og en blyant i hånden.
— Hvad ønsker De Dem til jul, mrs.
Anne, sagde han til fruen i huset.
Jovist. Burt måtte være gal. Der
kunne ikke længere være nogen tvivl.
Da Burt bragte julen hjem
af Karen Aabye
Her kommer ludfattige Burt i en elen-
dighedens tid og banker på ens dør
og spørger: Hvad ønsker De Dem til
jul?
Mrs. Anne følte sig forlegen, genert,
men så greb hun den gale mands
tanke i flugten og legede pludselig
med.
Hun bad ham indenfor, smilte og
sagde: Et tørklæde. Et af de røde, i
silke, som jeg også kan bruge som dug
og pynte op med, når der er fest i
huset.
— Og du, lille George, spurgte han
familiens syvårige søn.
— Et tog, sagde George. Der var
ikke tvivl i hans sjæl.
Burt gik fra hus til hus med sin
liste, sin blyant og sit spørgsmål:
Hvad ønsker I jer til jul?
Og midt i fattigdommen og elendig-
heden lo den lille by. En kneben, for-
tvivlet latter. Skøre, gale Burt. Ikke
nok til et hjørne bacon så stort som
et spar es — og så kom han her og
fik dem alle til at lege luksustanken:
Hvad ønsker I jer til jul? Man kunne
meget nemt blive irriteret på Burt.
Der måtte være en grænse i en tid
som denne! Det var både spot og kæl-
lingevrøvl på samme tid at fable om
julegaver.
Men ingen viste Burt sin irritation.
Måske var man for træt også til det.
Tim ønskede sig et slips.
Dorothy som engang havde levet sit
eget løsslupne liv mellem minearbej-
dere i Grass Valley ønskede sig en
oksesteg.
Elleveårige Betty ønskede sig en
dukke med gule fletninger og en me-
get rød mund. Glem ikke, Burt, råbte
hun efter ham, at munden skal være
rød. Meget rød.
Den lille bys latter sluttede op bag
Burts ryg. Måske var denne latter
blandet op med visse dele ironi. Burt
følte i hvert fald ikke ironien — men
kun varmen. Et par morgensko med
kvast til gamle Sam, han som aldrig
har haft et par morgensko i sit hele
liv. Chocolade til Jane, tobak til Jon-
ny, ørenringe til mrs. Thompson.
Og mens stilheden og angsten for
en tom fremtid påny lagde sig over
byen i bjergene, satte Burt sig i sin
vogn med sin liste — hele byens øn-
skeseddel — og drejede hjulene — de
fire der ikke var ens — mod Los
Angeles — mod Hollywood!
Hvordan han i dette monstrum af
en vogn nåede ind til Los Angeles er
lidt af en gåde. I en velholdt vogn og
med en gennemsnitsfart af mellem 70
og 80 km i timen beregner man en
køretid fra klokken syv morgen til
syv aften. Turen går gennem ørken-
strækninger. Burts vogn havde en kø-
ler med inderlig tilbøjelighed , til at
koge.
Men Burt nåede frem.
Hans mål var Beverley Hiils, Los
Angeles rigmandskvarter, dollarmag-
nater, sikre bankkonti, luksusvogne,
tjenere og lukkede døre.
Men det underlige skete, at dørene
sprang op, mærkeligt at man lyttede
til denne fremmede mand, som selv
lignede en lazaron. Det var en tid,
hvor den velstående var overrendt af
tiggere som aldrig hverken før eller
senere, en tid hvor man ikke var sen
til at tilkalde politi, når mistænkeligt
udseende personer stod ved ens dør.
Men Burt tiggede ikke.
Burt bad ikke.
— Jeg kommer fra en lille by i ør-
kenen, sagde han. Et sted hvor man
ikke har noget at holde jul for. Hvis
De vil, kan De få lov til at holde julen
for disse mennesker! Se denne liste!
Her er, hvad de ønsker sig.
Jeg ved ikke, hvad Burt har tænkt
i dette øjeblik. Mon han har følt æng-
stelse? Den ængstelse som vel selv
den største feltherre må erkende er
tilstede før kampen. Eller har hans tro
været så stor, at bjerget kom til ham
og løftede ham op, så højt op at men-
nesker ville føle lykke, om blot de
kunne nå ham?
Jeg ved det ikke. Burt ville aldrig,
drøfte det selv, og jeg ville aldrig
spørge.
Direktøren og filmstjernen og enken
efter manden med millionerne så på
Burt; de så på hans liste og lagde en
dollarseddel eller to eller tre i hans
hånd. Et mirakel i en meget trang tid.
Den, der fortalte mig dette, føjede
stille til: Det var et under. Men jeg
tror, at alfader sad på Burts skulder
på denne mærkelige dag.
Da næste morgen kom, gik en un-
derlig mand på indkøb i Los Angeles.
Han måtte i tre butikker, før han
fandt en dukke til Betty med en mund
som svarede til Bettys forventninger.
Morgensutter med kvast til gamle
Sam, chokolade til Jane og ørenringe
i det fineste simili til mrs. Thompson.
Gaverne hobede sig op i Burts vogn,
det tog ham to dage, inden indsam-
lingen var tilende, og tre dage før
indkøbene var gjort. Nætterne tilbrag-
te han på jorden ved siden af vognen.
Burt kan ikke synge, men jeg tror,
han har sunget på hjemturen til ørke-
nens ensomme sted.
Denne gang stillede han ikke sin
vogn bag Fleets hus ved benzintanken.
Han kom som en triumfator, han tøf-
fede op gennem passagen mellem de
to rækker af huse og han lagde sine
gaver i undrende hænder.
Man forstod det ikke.
Man fattede ikke, hvad der skete.
Men noget løsnede sig i altfor æng-
stelige sind. Man troede, man for
længst var glemt — og så sad man
pludselig der med en gave i sine hæn-
der. En stor, forunderlig gave. Burt lo
sin mærkelige gryntende latter, da
han lagde oksestegen i Dorothys skød;
Tim fik sit slips med en hel tyrefægt-
ning påtrykt, og det mekaniske tog
kørte lige ind i lille syvårige Georges
hjerte.
(forsættes side 19)
18